Musik for voksne

Årsskifte er statustid, og tiårsskifte er det i endnu højere grad. Dagbladet Politiken plejer ved nytårstid at lave oversigter over årets vigtigste udgivelser inden for de forskellige musikgenrer, og det gør jeg også selv ud fra mine indkøb i løbet af året. Der er som regel ingen overlapninger mellem de to oversigter over årets bedste pop/rock-udgivelser, men det har jeg for længst vænnet mig til. Jeg har lyttet til rockmusik i mere end 50 år, gør det stadig og køber også løbende den musik, jeg gerne vil eje på cd. Det er dog længe siden, jeg har kunnet bruge Politikens anmeldelser til noget i den forbindelse, for det er nok mindst 25-30 år siden, vi holdt op med at dele musiksmag. Det spiller dog ikke den store rolle for mig, selv om jeg jo altså på den måde betaler for avisstof, jeg ikke er interesseret i. Men på den anden side kan jeg sagtens skaffe mig information om de former for musik, jeg interesserer mig for, på anden vis. En gang imellem undrer jeg mig blot over, hvorfor Politiken prioriterer sine pop/rock-omtaler på den måde, som tilfældet er. Og en af de oplagte anledninger til denne undren er de jævnligt tilbagevendende statusopgørelser.

Den 2. januar i år præsenterede Politiken en oversigt over ”De 50 vigtigste sange i 10'erne”, hverken mere eller mindre! Sangene var selvfølgelig udvalgt af dagbladets to faste pop/rock-anmeldere, og af samme grund kunne jeg igen konstatere, at der ikke var nogen overlapninger mellem Politikens sangliste og min egen – med en enkelt undtagelse: af en eller anden grund havde Leonard Cohens "You want it darker" fundet vej til listen som vigtig sang nr. 45. Denne sang indgår også i min egen pladesamling. Men samtlige øvrige 49 sange ligger inden for musikområder, som hverken interesserer mig eller siger mig noget – selv om jeg dog godt kan genkende navnene på en række af de pågældende kunstnere, bl.a. fra Politikens anmeldelser.

Hvad kan man nu slutte ud af denne konstatering af en næsten total mangel på sammenfald mellem Politiken-anmeldernes smag og min egen smag? Der er jo som ovenfor antydet næppe noget overraskende ved forholdet, snarere tværtimod. Men alligevel har den bastante anskueliggørelse af misforholdet mellem mine og avisens musikpræferencer fået mig til at spekulere over, om noget lignende gør sig gældende inden for de øvrige musikgenrer. Afspejler avisens jazz-anmeldelser også en stærkt selektiv indfaldsvinkel til jazzmusikken, som en del af Politikens læsere har svært ved at genkende sig selv i? Og hvad med den klassiske musik? Jeg har ingen anelse, om udvælgelsen af udgivelser til anmeldelse i avisen er lige så specielt vægtet inden for andre musikområder som inden for pop/rock-musikken. Men jeg håber det ikke. Og det ville da også være underligt, hvis det var tilfældet – omtrent ligesom hvis litteraturanmelderne valgte kun at anmelde bøger, der foregår i nutidens USA. Eller noget lignende.

Udvælgelseskriterierne

Efter at have konstateret min og musikanmeldernes uoverensstemmelse hvad angår musiksmag kunne jeg som ved tidligere lejligheder nøjes med blot at trække på skulderen og sige: ”Sådan er det.” Men det slog mig, at det kunne være interessant (i hvert fald for mig selv) at prøve at finde frem til nogle indikatorer på, hvorfor der er den tilsyneladende uoverstigelige kløft mellem, hvad Politikens anmeldere har lyst til at høre, og hvad jeg selv har lyst til at høre. Det viste sig hurtigt ved en gennemlæsning af anmeldelserne, at der er rigeligt med den slags indikatorer i omtalerne af de enkelte sange. Først og fremmest kan man konstatere, at musikkens knæfald for ”nye tendenser” og ”tidens skiftende toneklang” tilsyneladende betragtes som argument i sig selv for, at bestemte sange og bestemte musikformer har kvalitet – altså at selve det, at noget er nyt også er et udtryk for, at det er godt. ”Out with the old and in with the new,” som gamle Country Joe McDonald i sin tid ironisk kommenterede nyhedsdyrkelsen.

Men der er mange andre, mere eller mindre udtalte kvalitetskriterier at spore i formuleringerne i de 50 pop/rock-sang-anmeldelser i Politiken. Ikke mindst må man forstå, at selve musikken ikke nødvendigvis er den vigtigste faktor i forbindelse med musikanmeldernes udvælgelse af udgivelser til omtale i avisen: ”den [dvs. Drakes ”Hotline bling”] fortæller som ingen andre popsange fra 2010'erne, at musik i lige så høj grad indtages gennem alt det, den bliver pakket ind i og får betydning gennem.” Eller endnu tydeligere udtrykt i disse formuleringer: ”Med Spotify som rambuk ændrede streamingtjenesterne vores måde at lytte til musik på ... Det har forandret både selve musikken og den måde, vi forholder os til den på.” Musikken i sig selv er altså ikke nødvendigvis det vigtigste for anmelderne og ikke lige så vigtig som udenomsværkerne omkring den, må man forstå. Det er da også et synspunkt, som ligger smukt i forlængelse af omtalen af Rihannas musik: ”Hun formede lyden af fester og sorger, hun rasede ud i sange, røg joints og spillede Instagram-spillet bedre end de fleste ... Det var Rihannas verden, vi andre dansede bare i den.”

Det fremgår rimeligt klart af de her citerede musikomtaler, såvel som af mange af de øvrige anmeldelser, at pop/rock-musik er brugsmusik, det er de unges musik, og selve omstændighederne omkring udbredelsen af musikken via diverse digitale kanaler er et vigtigt kriterium at bedømme den ud fra. Da jeg var ung, for mere end 50 år siden, var brugsaspektet også vigtigt for lytterne, som gerne ville kunne danse til musikken til deres/vores fester. Det fik dog ikke nogen til at hævde, at ”Twist and shout” af den grund var et bedre – eller et ”vigtigere” – nummer end f.eks. ”Nowhere man”, tværtimod. Hver ting til sin tid, og danseegnethed er ikke altid den kvalitet, der tydeligst udmærker en sang og får den til at holde ud over øjeblikket. Men i Politikens oversigt over 10'ernes vigtigste sange er sangenes brugsmuligheder (for slet ikke at nævne musikernes udseende og adfærd!) nogle af de fremtrædende kvaliteter ved musikken, og det er måske et valg af kvalitetskriterier, der kan diskuteres. For nu at sige det på den pæne måde – jeg skal nok spare læseren for her at komme rendende med totalt forældede og umoderne musikbeskrivelses- og musikvurderings-kategorier som melodi, harmoni, klangfarve, rytme, osv.

Hvad med resten af rockmusikken?

Men tilbage til et af spørgsmålene i indledningen til denne lille artikel: hvad med den pop/rock-musik, der hverken er moderne, ungdommelig eller danseegnet? Eller med andre ord: hvad med den pop/rock-musik, som jeg har lyttet til i de seneste 50 år, og som kun uhyre sjældent finder nåde for Politiken-anmeldernes øjne? Hvem på avisen tager sig af at anmelde den slags musik (og med det tænker jeg på en nogenlunde konsekvent anmeldelsespolitik og ikke på de særdeles sporadiske omtaler af ”min” musik, som jeg trods alt ind imellem støder på i avisens spalter)? Altså musik, som hverken er hip-hop, k-pop eller ”tidssvarende” på anden vis. Jeg plejer selv at kalde den type pop/rock-musik for klassisk rockmusik (hvilket ikke behøver at betyde, at musikken er indspillet for mange år siden) – eller måske man med et provokerende og noget arrogant udtryk kunne kalde den for pop/rock-musik for voksne. Da jeg var ung, var rockmusikken selv lige så ung, så der var ingen aldersforskel eller distancerende afstand mellem musikken og dens lyttere. Det ville ikke have givet nogen særlig mening på det tidspunkt at tale om rockmusik for voksne, for udøverne og publikum var nogenlunde lige gamle og havde kun den samme rockmusik at forholde sig til. Senere dukkede der forskellige alderskategoriserende musik-genrebetegnelser op, som f.eks. teenybopper-musik eller tyggegummi-musik; men der var dog fortsat ikke tale om nogen reel aldersmæssig distance mellem pop/rock-musikken og dens publikum.

Men nu? Jeg anerkender naturligvis, at ungdommen skal have sin egen musik og dyrke den, ligesom jeg selv som ung dyrkede min(e) form(er) for rockmusik i 1960'erne og 1970'erne. Hver ny generation har brug for at have sit eget musikalske univers at udfolde sig inden for og at finde sig til rette i. Men spørgsmålet er jo heller ikke, om musikken har nogen eksistensberettigelse, for det har den selvfølgelig (også selv om jeg personligt ikke bryder mig om den. Det er i denne sammenhæng irrelevant). Spørgsmålet er derimod, hvem på Politikens musikredaktion, der har lysten og evnerne til at udvælge og vurdere de mængder af aktuel pop/rock-musik, der fortsat udgives og lyttes til med fornøjelse af et publikum, som ikke går til ungdomsfester eller interesserer sig for musikkens medietilstedeværelse, men som ”bare” elsker god rockmusik.

For at give en antydning af, hvad det er for en slags ”musik for voksne”, jeg taler om og som kun yderst sjældent optræder i Politikens musikspalter, skal jeg her til slut anføre nogle navne fra mine personlige hitlister gennem de seneste 10 år. Sangene fra disse musikeres udgivelser i 10'erne opfatter jeg som (mindst) lige så vigtige som sangene på Politikens top-50-liste – og dermed som lige så oplagte emner for en seriøs anmelderindsats som sangene af Rihanna, Beyonce og Taylor Swift. Her er altså nogle af mine kandidater til at have skrevet årtiets vigtigste sange: Aimee Mann, Amy McDonald, Steve Forbert, Van Morrison, Boz Scaggs, Bruce Springsteen, Jackson Browne, Tom Petty, Neil Young, osv.

For slet ikke at nævne en række rocknavne fra vores store naboland Sverige, som (med et par internationalt orienterede undtagelser) tilsyneladende ligger helt uden for Politiken-anmeldernes interessesfære – også i den løbende anmeldelsesvirksomhed: Lars Winnerbäck, Melissa Horn, Ulf Lundell, Tomas Andersson Wij, Magnus Lindberg, Dan Hylander, Lisa Ekdahl, osv. osv. Der laves såmænd også musik – og skrives vigtige sange – andre steder end i hitfabrikkerne i USA og omegn.

PS:
Helt overordnet er jeg jo udmærket klar over, at man altid skal tage hitlister med et stort gran salt, og at man heldigvis kan trøste sig med, at der her kun er tale om personlige præferencer. I sandhedens interesse bør det da også tilføjes, at det nok især var udsagnet om de 50 ”vigtigste” sange fra 10'erne, der fik mig til tasterne. Vigtigste for hvem? Vigtigste ud fra hvilke kriterier? Osv. Hvis Politikens artikel blot havde haft som ambition at ville anføre ”50 af de mest populære sange fra årtiet”, havde jeg nok ikke reageret. Hvilket dog ikke rokker ved det principielle indhold i den grundlæggende diskussion om, hvem det er, Politikens pop/rock-anmeldere skriver for og henvender sig til. Det er i mine øjne en debat, der nok er værd at tage.