dummy

Mute Records: Over 35 års elektronisk innovation - Part 1

24-10-2014
Jakob "Pulven" Hansen

Part 1 : Den spæde start

Siden slutningen af halvfjerdserne har det engelske pladeselskab MUTE RECORDS udgivet eksperimenterende musik hovedsagelig koncentreret omkring elektroniske kunstnere. I en tid hvor disco og punk var de dominerende stilarter faldt MUTE's ofte minimalistiske og industrielle udgivelser langt fra traditionel popmusik. Alligevel lykkedes det selskabets stifter Daniel Miller at finde kunstnere der snart havnede på de engelske hitlister og på den måde blev selskabet hurtigt toneangivende for den engelske og europæiske synthpop, støjrock og indiepop.

Gennem årene har prominente navne som Butthole SurfersCabaret Voltaire, Nick Cave & The Bad Seeds, DAF, Depeche Mode, Einstürzende Neubauten, Erasure, The Knife, Die Krupps, Laibach, Meat Beat Manifesto, Moby, Nitzer Ebb, Sonic Youth, Throbbing Gristle og Yazoo været tilknyttet selskabet. Alle kunstnere der på hver deres måde har præget den eksperimentelle og især elektroniske musik og inspireret hundredvis af nye talenter verden over. Således er MUTE, der startede som et énmands projekt, vel nok gået hen og blevet det selskab i verden der i størst omfang har influeret den moderne elektroniske musik.    

Mute-stifterens eget band

Da Daniel Miller i 1978 startede MUTE var det i første omgang blot for at producere og sælge sin egen single ”T.V.O.D.”, som han udgav under navnet The Normal. Et ultra minimalistisk nummer skabt på en 4-spors båndoptager, en lille mixer og én enkelt synthesizer (Korg 700S), stilmæssigt stærkt inspireret af datidens tyske synth-bands som Can, Faust og legendariske Kraftwerk.

Singlen var oprindeligt kun trykt i 500 eksemplarer men da Miller fik kontakt til distributions-selskabet Rough Trade blev det hurtigt til 2000 solgte eksemplarer. Ikke mindst på grund af b-side nummeret ”Warm Leatherette” der flere gange siden har været lidt af et kulthit på verdens klubscener, og er blevet gengivet af så forskellige kunstnere som Grace Jones, Blok 57, Duran Duran, Die Tödliche Doris, Laibach og Trent Reznor (Nine Inch Nails).  

Fad Gadget - vigtig inspirator for Depeche Mode

Året efter udgav Miller singlen ”Back To Nature” med MUTE's første signede kunstner, nu afdøde, Francis John Tovey kendt under navnet Frank Tovey eller måske bedre som Fad Gadget. Fad Gadgets musik var som Millers egen, skrabet minimalistisk technopop, omend en anelse mere melodisk og Tovey var således stor inspirationskilde for både Human League, Depeche Mode og flere af 80'ernes store synthpop-bands.  

Samme år (1979) ”opfandt” Miller det fiktive band Silicon Teens med de opdigtede medlemmer Darryl, Diane, Jacki og Paul. I virkeligheden bestod ”bandet” blot af Daniel Miller som denne gang havde kastet sig over rock'n'roll klassikere og ”oversat” dem til simplificeret synthpop. Idéen blev ikke den store succes og projektet stoppede efter et par singler og én LP. Knap 10 år senere kunne man dog høre Millers version af Johnny & The Hurricanes (cover)nummeret ”Red River Rock” i filmen ”Planes, Trains, and Automobiles”  

DAF danner grundlag  for EBM

I 1980 udgav MUTE singlen ”Kebabträume” og LP'en ”Die Kleinen Und Die Bösen” med tyske DAF (Deutsch Amerikanische Freundschaft) der senere blev kendt for deres klubhit ”Der Mussolini” som bl.a. er brugt af Rytteriet (det nummer stripper-Jens danser til). DAFs musik var, ud over stripper-Jens, tydelig inspiration for både Die Krupps, Nitzer Ebb, a;GRUMH og Front 242 (de to sidstnævnte er dog ikke udgivet på MUTE) og var på den måde med til at starte hele EBM- (Electronic Body Music) bølgen der den dag i dag præger store dele af den elektroniske musik.

Som en lille slutbemærkning kan det nævnes at DAFs samarbejde med Miller har præget MUTEs udgivelser mange år efter idet katalognumrene, der fra starten var nummererede: MUTE001, MUTE002 og så fremdeles, efterfølgende i mange tilfælde blev nummereret STUMM 1, STUMM 2 o.s.v. (Stumm er tysk for mute eller på dansk: stum).

I næste afsnit i serien om Mute Records, kigger vi nærmere på to af de største bands på Mute Records - Yazoo og Depeche Mode.