Genrer


Mute Records: Over 35 års elektronisk innovation - Part 3
Part 3: Succesen fortsætter
Yazoos første album ”Upstairs At Eric's” udkom i 1982 på MUTE. Pladen var ligesom de to første singler produceret af Eric Radcliffe i hans ”Blackwing” studie i London, der lå på etagen over Clarkes eget ”Splendid” studie. Deraf titlen på pladen. Med på knapperne bag mixerpulten var John Fryer, der også tidligere havde været med til at producere Fad Gadget og Depeche Mode. Fryer har siden produceret og remixet flere hundrede plader for et utal af kunstnere verden over. Bl.a. Anthrax, Cocteau Twins, Cradle of Filth, DeathBoy, Duet Emmo (et andet af Daniel Millers bands), Fields of the Nephilim, Gravity Kills, Die Krupps, M/A/R/R/S, Alison Moyet, Nine Inch Nails, Nitzer Ebb, Paradise Lost, Sex Gang Children, Stabbing Westward, Swans, White Zombie og Wire, hvoraf flere er udkommet på MUTE eller et af MUTE's datterselskaber.
Yazoo satte præg på 80'ernes popmusik
Men tilbage til Yazoo. 2. singleudspil, ”Don't Go”, fra debut-LP'en nåede en tredjeplads på de engelske hitlister og en førsteplads i Belgien og USA. På vores egne breddegrader var Kim Schumacher med til at gøre bandet berømt i sine legendariske radioshows. Selv om Yazoo kun nåede at lave én LP mere (”You And Me Both” fra 1983) før Clarke og Moyet gik hver til sit var bandet i den grad med til at sætte sit præg på 80'ernes popmusik og helt frem til i dag er der med jævne mellemrum udkommet remix af flere af deres numre.
Vince Clarke danner gruppen The Assembly
Efter Yazoos opbrud dannede Vince Clarke og Eric Radcliffe projektet The Assembly. Oprindeligt var det deres plan at lave en stribe plader med en ny sanger på hver. Men efter at have udgivet singlen ”Never Never” i '83, med Feargal Sharkey der tidligere havde været forsanger i new wave/punk-bandet The Undertones, blev projektet droppet.
DAF får hjælp af Annie Lennox
DAF, der oprindelig startede som et femmandsband men siden '81 havde fungeret som en duo, havde efter et par udgivelser på MUTE skrevet kontrakt med Virgin Records. I 1983 opløstes DAF (for en tid) og den ene halvdel, Robert Görl, vendte tilbage til MUTE for at udgive de to singler ”Mit Dir” og ”Darling Don't Leave Me”. På sidstnævnte medvirker Annie Lennox, den kvindelige halvdel af Eurythmics, som Görl tidligere havde spillet trommer for.
Industrialpionerer signer på Mute Records
1983 var på flere punkter et skelsættende år for MUTE. Daniel Millerhavde skaffet MUTE rettighederne til Throbbing Gristle og Cabaret Voltaires bagkataloger. Begge bands betragtes som hovedstiftere af industrial genren og passede dermed perfekt ind i Millers voksende skare af elektroniske genier og personligheder. The Birthday Party med forsangeren Nick Cave udgav deres sidste EP ”Mutiny!” på MUTE inden bandet gik i opløsning. Nick Cave blev dog hængende på MUTE og har siden udgivet adskillige singler og albums herfra med bandet The Bad Seeds, der bl.a. havde Blixa Bargeld fra Einstürzende Neubauten som medlem.
Inspireret af Einstürzende Neubauten udgav Depeche Mode i '83 singlen ”Get The Balance Right!” og efterfølgende albummet ”Construction Time Again” hvor bandet bevægede væk fra den rene synthpop og, ved brug af samplere, over mod den lidt mere industrielle lyd som prægede deres udgivelser flere år fremefter.
Også Fad Gadget var blevet inspireret Einstürzende Neubauten og havde fået bandet til at medvirke på maxi-versionen af sin single ”Collapsing New People”. Det virkede derfor som en naturlig udvikling da MUTE også opkøbte rettighederne til Einstürzende Neubautens bagkatalog og i 1984 udgav kompilations-LP'en ”80-83 Strategies Against Architecture”.
I fjerde afsnit i serien om Mute Records, kigger vi nærmere på Erasure samt MUTE's datterselskab Blast First.