Genrer
My back pages - younger than yesterday
I sommeren 1964 var Bob Dylan en ung mand på 23 år. Alligevel var det på dette tidlige tidspunkt i karrieren, han skrev en af sine bedste og mest modne sange overhovedet, "My back pages", som kom med på hans fjerde lp-udgivelse, Another side of Bob Dylan (august 1964). Sangen holder stadig mere end 50 år efter dens tilblivelse, og man kan dårligt undgå at blive en smule imponeret over, at det er en ganske ung mand i starten af tyverne og ikke en ældre, livsklog herre, der har forfattet den. På den anden side rummer versenes formidable formuleringer og fantastiske sprogfornemmelse en friskhed og en energi, man næsten kun kan forestille sig i forbindelse med en ung digter uden tøvende forbehold og gustne overlæg.
Hele lp'en Another side of Bob Dylan kan ses som en form for reaktion på sangerens foregående udgivelse, den meget direkte politiserende plade The times they are a-changin' (januar 1964). På denne plade giver digteren netop udtryk for de samme fastlåste holdninger til sin omverden, som han tager afstand fra i sangen "My back pages", og teksterne på pladen fra januar 1964 er (trods deres mange kvaliteter i øvrigt) langt fra så interessante som teksterne på 1964-udgivelsen fra august – i hvert fald set fra et centrallyrisk standpunkt. På januar-pladen finder man primært agitatoriske bandbuller mod udbyttere og magthavere og kun få af de reflekterede og eksistentielt ladede sange, man møder på de fleste af Dylans senere lp'er. Som f.eks. sangen "My back pages".
Dylan var en udmærket digter på de foregående plader, men man kan nok roligt påstå, at teksterne på Another side of Bob Dylan betegner et tydeligt digterisk gennembrud for sangeren. Og det gælder ikke bare for sangen "My back pages". Også en række af de øvrige numre på lp'en rummer et hidtil uhørt lyrisk overskud, der giver sig udtryk i stærke og langtidsholdbare tekster, bl.a. "To Ramon", "Spanish Harlem incident" og "It ain't me babe". Selv om "My back pages" nok trods alt hæver sig lidt over alle de andre sange på pladen.
"My back pages" er et forbløffende modent opgør med den ungdommelige skråsikkerhed, som Dylan altså allerede som 23-årig tillod sig at betragte som et passeret stadie i sin udvikling. Men sangen er meget mere end tekstens budskab(er). Det, der frem for noget udmærker "My back pages" i forhold til sangene på den foregående udgivelse, er den fornemme udnyttelse af diverse digteriske kunstgreb: brugen af metaforer og symbolik, anvendelsen af overdrivelser i lyrisk øjemed, associationer og konnotationer, personifikationer, allitterationer og meget mere. Dylan har selv udtalt om sangen, at han nu (dvs. i 1964) – i modsætning til, hvad der var tilfældet med sidste års endimensionelle sange – forsøger at skrive "tredimensionelle sange, som kan læses på mere end ét plan".
Indholdet i "My back pages" er langt hen ad vejen blevet læst som et selvopgør med den Bob Dylan, som var så hurtig på aftrækkeren, når det galdt om at fordømme dem, han ikke sympatiserede med, og om at udpege venner og fjender i kampen mellem de gode og de onde. Det er heller ikke nogen forkert læsning. Men om man af den grund også kan tillade sig at se sangen som et opgør med protestbevægelsen er vel mere tvivlsomt. Dylan har næppe nogen grund til at vende sine gamle venner ryggen; han vil bare ikke mere tages for givet: "There aren't any finger pointing songs here – you know, pointing to all the things that are wrong. Me, I don't want to write for people anymore. You know, be a spokesman," har han udtalt i et interview med Nat Hentoff.
Så frem for at se indholdet i "My back pages" som udtryk for ændrede holdninger til omverdenen er det nok mere korrekt at læse sangen som et af de første led i den forsvarstaktik, Dylan senere blev en mester i - nemlig den at nægte at udtale sig konkret om noget som helst, han senere kunne blive citeret for eller hængt op på.
Dylan og The Byrds
Tekstmæssigt hæver "My back pages" sig milevidt over indholdet i sangene på Dylans tre første lp'er. Verslinjer som "Girls' faces formed the forward path", "flung down by corpse evangelsits" eller "My pathway led by confusion boats / mutiny from stern to bow" – eller som nogle af de mange andre fine formuleringer i teksten – udmærker "My back pages" som et stykke glimrende lyrik. Men alligevel var sangen nok aldrig blevet så skarp eller præcis en beretning fra et selvopgør, hvis den ikke havde haft en god melodi til at få budskabet til at glide ned. Og her er fortjenesten ikke udelukkende Bob Dylans. Dylan fremførte oprindelig sangen med et akkompagnement bestående af guitar og mundharmonika (som han gjorde med alle sine sange fra denne tid), og det betød, at lytteren sagtens kunne fornemme den indbyggede melodi. Men samtidig var der i Dylans fremførelse nærmest kun tale om skelettet af en melodi til "My back pages".
For at forløse sangens fulde potentiale var det nødvendigt med et mere fyldigt akkompagnement, og det vidste musikerne i gruppen The Byrds, hvordan man skulle sammensætte. Byrds-musikerne havde i 1965 allerede haft et kæmpehit med Dylan-sangen "Mr. Tambourine man" – som de fleste i dag nok kun kender i netop denne version – og siden havde gruppen indspillet flere Dylan-numre. I foråret 1967 var turen så kommet til sangen "My back pages", og ligesom for den ovennævnte sangs vedkommende gælder det, at for mange mennesker er "My back pages" simpelt hen synonym med The Byrds' version af sangen.
Med Roger McGuinns tolvstrengede guitar i front og gruppemedlemmernes formidable harmonisang i baggrunden lykkedes det gruppen at give Dylan-sangen en styrke, man næsten ikke kan ane i originalversionen. The Byrds fandt selv "My back pages"-udgaven så vellykket, at gruppen opkaldte sin fjerde lp efter omkvædet i Dylans sang: . Nummeret gav gruppen dens sidste placering på de amerikanske single-hitlister, og det har siden fået karakter af klassiker. Teksten er den samme som i Dylans version – men det krævede nogle visionære musikere at få sangens iboende kvaliteter helt frem til overfladen.
Siden The Byrds' version har Dylan selv leveret flere alternative udgaver af sit mesterværk fra 1964, selv om det faktisk først var i 1978, han tog nummeret på repertoirelisten ved sine koncerter. Igennem hele 1978 spillede han en instrumental version af sangen ved en lang række koncerter, men efter årets sidste koncert i december gik der 10 år igen, før han atter prøvede kræfter med sit ungdomsværk. Fra 1988 og til i dag har Dylan spillet sangen med større eller mindre mellemrum, som regel i en form for country-arrangement med steelguitar-akkompagnement.
De nye versioner giver sangen en noget anden fremtoning, end det var tilfældet med The Byrds' voldsomt energifyldte udgave fra 1967. Men alle de senere versioner er langt at foretrække (for denne lytter) frem for Dylans oprindelige, afskrællede udgave. Den skal man vist være hardcore Bob Dylan-fan for at foretrække – men det er der selvfølgelig også mange, der er.