My Funny Valentine - mange sider af samme sag

En stor del af jazzens repertoire består af såkaldte standards. En jazz standard er i og for sig blot en sang, jazzmusikere på et tidspunkt har taget til sig, og som efterfølgende er blevet fortolket og indspillet et utal af gange.

Mange af sangene stammer fra 1930’ernes Broadway musicals. De blev skrevet af professionelle sangskrivere som Erving Berlin, George Gerschwin, Richard Rodgers, Lorenz Hart og Jeome Kern, og var i deres oprindelige form at regne som datidens popmusik.

Jazzmusikere har gennem tiden udødeliggjort dem i fortolkninger, der i større eller mindre grad lægger sig op ad det oprindelige oplæg. Med udgangspunkt i enkelte sange vil vi her på Bibzoom løbende kigge nærmere på nogle af de mange ansigter jazz standards kan have - For der er unægteligt stor forskel på de forskellige versioner.

Den første standard vi tager fat i, har været under kærlig behandling af en lang række af jazzens koryfæer. Sangen optræder på mere end 1300 albums og er indspillet af over 600 forskellige kunstnere. Sangere og instrumentalister som Chet Baker, Frank Sinatra, Miles Davis og Keith Jarrett har alle udgivet fortolkninger, der i dag må betegnes som klassikere.

My Funny Valentine stammer oprindeligt fra musicalen ‘Babes in Arms’ fra 1937 og er skrevet af Richard Rodgers og Lorenz Hart.

Den første indspilning blev foretaget i 1945 af Hal McIntyre og Ruth Gaylor og havde en kortvarig hitlisteplacering. Dengang lød det sådan:

MY FUNNY VALENTINE ~ Hal McIntyre & His Ochestra (1945)

I 1950’erne fik sangen nyt liv, og blev hyppigt fortolket af periodens jazzmusikere både live og på indspilninger. I det følgende er et bud på et (meget lille) udvalg af disse indspilninger. Det er fascinerende hvor stor forskel der kan være på de forskellige resultater, når man tænker på, at det er det samme oplæg, der ligger til grund. Tag dig tid til at lytte de forskellige indspilninger igennem og lad dem være en indgang til de forskellige kunstneres yderligere bagkatalog.

Chet Bakers udødelige version fra 1956 står stadig som en af hans største indspilninger. Han nåede gennem sin karriere at indspille My Funny Valentine et utal af gange, men der er bred enighed om, at han aldrig nåede samme højder igen.

Frank Sinatras udgave fra 1955 er et noget mere “strømlinet” bud, og det er igen tydeligt at høre, hvorfor han stadig regnes som den største crooner gennem tiden.

I 1956 indspillede Ella Fitzgerald en hyldestplade til komponisterne Rodgers & Hart. Dette album indeholdt "selvfølgelig" også 'My Funny Valentine' - oven i købet med den sjældent hørte introduktion.

Miles Davis’ indspilninger fra henholdsvis 1956 (på albummet Cookin')  og 1958 (på albummet Stella by Starlight) viser den udvikling og musikalske nysgerrighed, der er kendetegnende for Miles Davis’ karriere, og som i forhold til My Funny Valentine (i denne signaturs øjne) kulminerede på live-albummet af samme navn fra 1964.

Mere overraskende - i forhold til deres normale repertoire - er The Supremes' version fra 1967, som stammer fra et album dedikeret til netop Rodgers & Hart.

Herhjemme indspillede Ib Glindemann i 1963 My Funny Valentine ved en pladeoptagelse i Falkonercentret.

Rickie Lee Jones har foruden sine egne sange ofte leget med jazzens standardrepertoire - heribland My Funny Valentine:

Keith Jarrett dannede i starten af 80’erne sin “standards-trio”. Han var på daværende tidspunkt yderst succesfuld som orkesterleder med eget materiale og havde haft flere væsentlige engagementer som sideman bl.a. med Miles Davis og Charles Lloyd. Med trioen afsøger Jarrett i dag stadig alle afkroge af standardreperoiret sammen med Jack DeJohnette og Gary Peacock.

Dette er som sagt blot nogle få af de utallige versioner af My Funny Valentine. Gå på opdagelse i disse og mange andre her på sitet.