Når vinteren rinder i grøft og i grav

Forfatteren Johan Skjoldborg var sammen med Jeppe Aakjær, Martin Andersen Nexø og Henrik Pontoppidan med til at bringe et nyt område ind i dansk litteratur, nemlig den fattige landbefolkning. Skjoldborg skildrede datidens husmænd, daglejere og tjenestefolk og ønskede at styrke deres selvrespekt og livsmod. Han nåede vidt ud og fik tilnavnet “husmændenes digter”. Nu, godt hundrede år senere, bliver Skjoldborgs romaner ikke læst, men et enkelt af hans digte er blevet stående som en del af den danske sangskat.

Digtet blev trykt i 1897 i et ugeblad under titlen “Husmandssang”. Ti år senere satte lægen Johannes Torrild en melodi til, som var frisk og rytmisk og nærmest tiggede om at blive sunget med høj røst. Skjoldborgs digt kom i Højskolesangbogen med første linje som titel: “Når vinteren rinder i grøft og i grav”.

Sangen foregår på landet i det tidlige forår. Skjoldborg berører ikke de elendige boligforhold og problemer med økonomien; i stedet møder vi husmanden som en energisk person, der drager ud i marken med sine slidte redskaber. Teksten lyser af kærlighed til naturen og det fysiske arbejde. Som et muntert omkvæd slutter hver af de fire vers med ordene “min hakke, min skovl og min spade”, og her får melodien ekstra rytme, så man fornemmer redskabernes hug i jorden.

Det tunge arbejde er vejen til noget bedre. Husmanden ønsker sig ordentlige levevilkår, og han er optimistisk med hensyn til dette mål. Det kommer frem i sangens sidste vers:

Når solen går ned i et luende bål
bag lynghedens vidtstrakte flade,
jeg retter min ryg, og jeg skimter et mål,
da blåner og blinker det blankslidte stål
i min hakke, min skovl og min spade!