Naboerne

I Jean-Paul Sartres skuespil ”Lukkede døre” låses tre mennesker inde i et lukket rum uden vinduer. Her piner og plager de hinanden ved hele tiden at afsløre hinandens livsløgne og fejltagelser i livet – og det er de dømt til at blive ved med i al evighed, for det lukkede rum, de befinder sig i, er Helvede. De tre personers ulykkeligt fastlåste situation har givet anledning til skuespillets berømte nøglereplik: ”Helvede, det er de andre”.

Helt så slemt som i Sartres skuespil står det ikke til i Bent Christensens og Leif Panduros grotesk-satiriske spillefilm ”Naboerne” (1966) – men det er tæt på. Filmen handler om to naboer, der fra hver deres sommerhus bekriger hinanden med alle til rådighed stående midler, indtil der til slut ikke er noget tilbage af husene. Historien er en farce, der fortæller, hvor galt det kan gå, hvis man lader tingene eskalere uden at forsøge at gøre noget ved dem, og samtidig er den en parafrase over, hvordan krige mellem lande opstår.

”Lukkede døre” og ”Naboerne” er vildt overdrevne i deres beskrivelser af, hvordan konflikter opstår og udvikler sig; men deres udgangspunkt er desværre realistisk nok: for ”Helvede, det er de andre” – og ikke mindst naboerne, som ofte irriterer og ærgrer med deres urimelige adfærd. ”Ingen har fred længere, end ens nabo vil” lyder et gammelt ordsprog, som kan genfindes i mange forskellige lande, og som i Norden bl.a. kendes fra den ældre Edda.

Nabostridigheder er ingen ny opfindelse, og det er desværre et fænomen, der ser ud til at skulle fortsætte med at plage menneskene i lang tid endnu – hvad enten det sker i makroformat som ét lands krigsførelse mod et andet, eller det sker i form af lejeres eller boligejeres forskellige opfattelser af et passende niveau for støj og ballade. I rocklyrikkens tekster er det nok primært den sidste form for nabofejder, der optræder i teksterne. Her nedenfor følger nogle udvalgte eksempler.

Larmende naboer
Et eksempel på irriterende naboer, som de fleste sikkert kan genkende fra deres eget liv, møder man i Paul Simons ”Duncan” (1972) om en ung mand, som tænker tilbage på sit liv indtil nu, mens han prøver på at falde i søvn. Det er bare ikke så let på grund af naboerne i motelrummet ved siden af:
”Couple in the next room, bound to win a prize/ they´ve been going at it all night long/ Well, I´m trying to get some sleep/ but theses motel walls are cheap/ Lincoln Duncan is my name, and here´s my song”.

Tynde vægge ind til naboen er en forbandelse, bade når man bor på hotel, og når man er hjemme. Især hvis naboerne ikke kan finde ud af at tage et minimum af hensyn til deres naboer. Men som Sartre udtrykte det: ”Helvede, det er de andre” – heriblandt naboerne.

I Poul Sørensens ”Luth og fløjte” (bl.a. indspillet af Kim Larsen i 2001) er situationen stort set den samme som i Paul Simons sang, bare med omvendt fortegn. Her er det naboerne, der beskrives som irriterende og ”pissesure”, fordi de ikke værdsætter den søde elskovsmusik fra sangens to hovedpersoner: ”Det blev til flere dacapo´er/ og hver nat som tiden gik/ men pissesure naboer fik nok af den musik/ De sagde: ”Fy, oh fy, oh føj/ det sku´ faktisk vær´ forbudt/ at hun spiller på hans fløjte/ og han på hendes luth”. Hvis jeg selv var involveret i historien, er jeg bange for, at jeg ville være en af de ”pissesure” naboer. Sød musik kan være en udmærket ting; men det er jo ikke sikkert, at musikken falder i alles smag.

Støjen fra naboer er et af de mest udbredte problemer i lejlighedskomplekser, og det er der ikke noget mærkeligt i; man bor meget tæt på hinanden på den måde, og der skal ikke megen uro til, for at naboen kan høre den. Så slemt som i The Rolling Stones´ sang ”Neighbours” (1981) bliver det dog heldigvis sjældent:
”Have I got neighbours?/ ringing my doorbells/ all day and all night/ Ladies, have I got crazies?/ screaming young babies/ no peace and no quiet/ I got TV´s, saxophone playing/ groaning and straining/ with the trouble and strife”.

Naboerne i The Rolling Stones´ sang (eller er det Stones selv, der er de urolige naboer?) er af den slags, man ikke ville ønske for sin værste fjende, og som man nok bliver nødt til at flytte langt væk for at slippe for. Hvis man da ikke vil bekrige naboerne med deres egne våben; men så ender det bare som i Bent Christensens film, og det må vist kaldes en lose-lose-situation.

Nysgerrige naboer
Ud over at larme irriterer naboerne i Stones-sangen også derved, at de blander sig i sager, som ikke kommer dem ved. Det samme gælder naboerne i den sang, hvor jeg første gang blev opmærksom på nabo-problemet (selv om jeg på det tidspunkt boede hjemme hos min mor og far og ikke havde nogen problemer med naboerne): sangen ”Neighbour, neighbour” af Huey Meaux, som jeg dengang hørte i en version med Spencer Davis Group på LP´en ”Autumn ´66” (1966).Her synger Stevie Winwood med sin karakteristiske, nasale stemme om de nysgerrige og grænseoverskridende naboer:
”Neighbour, neighbour, don´t wonder how I make my bread/ ´cause my success, you know it´s driving you right out of your head/ You´re peeping and creeping through my hall/ you got your great big ears glued to my wall/ I say, neighbour, neighbour, don´t wonder what goes on in my home”. Hold venligst nallerne for jer selv, naboer!

I Bob Dylans “Clothes line saga” (1969) er på ingen måde så øretæveindbydende som naboen i Spencer Davis-sangen; men han er nu alligevel lidt irriterende med sine mange spørgsmål og kommentarer. Og når han nærmest begynder at udfritte naboens søn, må man nok konstatere, at han er gået over stregen for god opførsel. Heldigvis forstår sønnen at svare igen, så naboen ikke får meget at vide trods sin vedholdende spørgen: ”The neighbour said: ”Are those clothes yours?”/ I said:
”Some of them, not all of them”/ He said: ”You always help out here with the chores?”/ I said: ”Some time, not all of the time”/ then my neighbour he blew his nose”.
Sådan skal den slags nysgerrige personer tackles, selv om der måske ikke var nogle onde hensigter med de mange spørgsmål. Bob Dylan har i øvrigt i en anden sang givet det gode råd, at man altid skal hjælpe sin nabo, hvor det kan lade sig gøre: ”So when you see your neighbour carrying something/ help him with his load” (fra ”The ballad og Frankie Lee and Judas Priest”, 1967).

Som udgangspunkt må man nok konstatere, at naboer tendentielt er temmelig irriterende, fordi de næsten altid gør tingene anderledes, end man selv ville have gjort dem. Men der er naturligvis forskel på naboer, som det også fremgår af Ray Davies´ sang ”Next door neighbours” (2006) om tre forskellige naboer, som sangens jeg-fortæller i tidens løb har boet ved siden af. De tre personer – Brown, Smith og Jones – har hver sin historie at berette, og de to af dem var (i hvert fald ifølge fortælleren) temmelig vanvittige, mens den tredje levede et ret normalt liv. Men uanset hvad naboerne har bedrevet af gale streger, har sangens jeg-fortæller kun forsonende ord til overs for dem: ”We win and lose, we laugh and cry/ live and learn, at least we try/ (-)/ We can go miles together/ all of my next door neighbours”.

Det er en usædvanligt mild og overbærende Ray Davies, der har skrevet “Next door neighbours”, og hans konklusion er da også, at vi må prøve at få det bedste ud af tingene sammen – selv om der naturligvis har været stridigheder og skænderier undervejs: ”We had our tiffs together/ our rows and our rifts together/ but let´s learn to forgive together”. Melodien til sangen er lige så blid og indsmigrende, som teksten er fuld af vilje til forsoning og tilgivelse, så måske det trods alt er muligt at leve i fred og fordragelighed med sine naboer? Og dog – de naboer, Ray Davies synger om, er jo netop tidligere naboer. Og det er altid lettere at tilgive tidligere tiders fortrædeligheder end nutidens problemer. Hvordan mon Ray Davies har det med sine nuværende naboer?