Næsten som i gamle dage

Brett Andersons stemme giver stadig det samme sug i kroppen, et sug, der fører mig direkte tilbage til sluthalvfemserne, hvor jeg i en af mine første kæmpebranderter erklærede min gymnasieveninde mit evige venskab ved tonedøvt at skråle ”traaa-aaa-aash” ind i hendes alkoholbedøvede ansigt.

Suedes sjette album Bloodsports er det første vi hører fra dem i elleve år. I de senere år er det blevet vældigt populært at hive de gamle halvfemsermusikere op af graven, støve dem af og give dem en runde to i vælten. Sidste år var vi, på Northside Festival, så heldige, at Garbage-forsanger Shirley Manson havde hanket op i sit Lille My-hår og samlet bandet igen – til en god omgang nostalgi og fadølsfællesskrål.

Med Suede er det lidt det samme. Et herligt, nostalgisk genhør. Brett Andersons stemme er så distinkt, at de, om muligt, har endnu sværere ved ikke at lyde som sig selv. Især åbningsnummeret "Barriers" lægger godt fra land. Nostalgi-suget er der prompte lige efter den første guitar slås an – og så stemmen, stemmen… Der er noget teatralsk over kompositionerne, som næsten er bandet Muse værdigt – og det er egentlig ret godt, når man får rystet de første ”traaaa-aaa-ash”-associationer af sig.

"Bloodsports" vil sammen med bandets bagkatalog egne sig godt til en tur på festival – en festivaltur, hvor man naturligvis, både ældre og klogere, aldrig kunne finde på at drikke sig en kæmpebrandert til for i lykkelig letsindighed at erklære diverse elskelige følelser.