Når ørerne sidder på stilke i øjnene

Sammenligningen er sikkert ikke specielt original, men her er den så alligevel: Ved siden af Sophie Zelmani er det kun hendes svenske landsmand Stina Nordenstam, der kan den helt unikke kunst, også blandt mandlige vokalister, med at lade en underlig forventning ligge i luften, pulsen og sjælen kort inden de sætter i gang med deres sang. Og det selv når sangen efter mange gennemlytninger er faldet helt ind i rytmen med den indre metronom. Og de mange gennemlytninger er på herværende plade ikke ofret til projekt "at lukke op for en svær musik". Hver gennemlytning er en ren fornøjelse uden bagtanker. Og dét er for mig et sikkert tegn på, at vi her har med den store kunst at gøre.

Ud over Nordenstam står Zelmani bedst i kreds med Leonard Cohen og Bob Dylan. Stilen kan således meget vel kaldes for noget så bredt som "mørk country rock" hvilket banalt vil sige så meget som at vi har med folk rock at gøre, der er rundet fint af i støbeskeen med et skvæt singer songwriter uden alt for meget strøm på instrumenterne. Zelmani har personligt ikke selv nogen pladesamling (!), er sky og turnerer derfor kun korte ture, men trods hendes manglende drift mod "star quality" har hun så til gengæld det magisk fængslende udtryk i stemmen og sine egne komponerede sange, som man enten har eller (alt for ofte) ikke har.

Pladens første skæring, "Oh dear" er fra starten sat i ramme af musik, som kunne være fra et soundtrack af Mark Knopfler (tænk på f.eks. den velkendte "Irish boy" fra filmen Cal), og så - især - den omtalte sitrende forventning. Selv ved første gennemlytning var der en "nu går koncerten snart i gang" forventning til vokalens entré. Soundtrackstemningens velvalgte primitivitet kaster nu tydeligvis sine støttende melodistumper ind i hendes stemmepragt, og fra nummerets pause til det næste får vi lige et par sekunder til at se tilbage på denne underfundige arkitektur, der er Zelmanis kunst. Og sådan fortsætter pladen ud med en stemme så fin og ren - og slet ikke helt så lillepiget som Nordenstams, men vel nærmere en mørk udgave af Heather Nova. Den ovenfor omtalte kreds af forbilleder manes frem, synes man at mene i sin fryd, på et skønt "la-la-la-la" omkvæd på "Yes I am", og lyder faktisk som var omkvædet deres samlede rytmiske bifald til de lykkeligt dansende. Til lytterne.

Selv om vi her har med Zelmanis fjerde plade at gøre (hvoraf kun foregående udspil, Time to kill fra 1999 overhovedet bærer skitser nok til en forventning om et kommende mesterværk som Sing and dance), kaster den alligevel endnu en reference af til Nordenstam, for den eneste plade jeg overhovedet kan sammenligne med herværende mesterværk er Nordenstams debut Memories of a color (1993). Mørke, simple og komplette sange med sine egne veje og veksler mod fjerne grænser i stemmen. Og grænsen ligger for både Zelmani som for Nordenstam langt over deres hoveder - i selve den tindrende stjernenat, der manes frem i hver gennemlytning.