Nat "King" Cole 100 år

Nat "King" Cole (17. marts 1919 - 15. februar 1965) - et kort portræt

 
Nat King Cole er en af de mest populære sangere og entertainere i underholdningsindustrien. Hans karriere strakte sig fra 1950 og indtil han døde af lungecancer i 1965. Han indspillede en lang række hits og trak et stort publikum til sine koncerter og shows. Cole startede imidlertid tidligt i sit liv som jazzmusiker - nærmere betegnet pianist. Han voksede op i Chicago, et af jazzverdenens centre i 1920'rne og '30'rne, og blev kraftigt inspireret af en af tidens største unge pianister, Earl Hines. 

Cole fik sin pladedebut  på Decca i 1936 som medlem af sin bror, bassisten Eddie Coles Solid Swingers. Året efter flyttede han til Los Angeles, hvor han fik et længere engagement med egen gruppe, der bestod af guitaristen Oscar Moore og bassisten Wesley Prince – på den tid en meget usædvanlig besætning. Det var egentlig meningen at det skulle være en kvartet, men trommeslageren Ed Young dukkede ikke op til det første engagement og Cole fandt ud af, at han egentlig foretrak trio-formatet. Uden trommerne havde han mere plads til et udvikle sin egen originale og personlige spillestil. Hans kraftige anslag medvirkede til at give spillet en smuk klarhed, uden at det gik ud over den dynamiske spændvidde. 

[[{"fid":"5999","view_mode":"default","fields":{"format":"default","field_file_image_alt_text[und][0][value]":"Nat \"King Cole","field_file_image_title_text[und][0][value]":false},"type":"media","field_deltas":{"2":{"format":"default","field_file_image_alt_text[und][0][value]":"Nat \"King Cole","field_file_image_title_text[und][0][value]":false}},"attributes":{"alt":"Nat \"King Cole","style":"height: 188px; width: 150px;","class":"media-element file-default","data-delta":"2"}}]]  Trioen fik hurtigt succes i Los Angeles og New York dels på grund af sine mange showprægede numre med triosang og dels på grund af de mange standards sunget af Cole alene. Han betragtede sig i starten først og fremmest som jazzpianist – og slet ikke som sanger; han påtog sig kun tøvende sin rolle som sangsolist for at give trioen et mere varieret og populært repertoire. 

Da trioen (nu med Johnny Miller på bas) tegnede sin betydningsfulde kontrakt med pladeselskabet Capitol i november 1943, var Coles fløjlsbløde stemme allerede blevet dens hovedattraktion. Han fortsatte dog med at inkludere instrumentalnumre både live og på plade helt frem til 1950. 

Nat King Coles Trio blev et af jazzhistoriens betydeligste små ensembler, og dets piano/guitar/bas-format fik mange efterfølgere som for eksempel Art Tatums Trio, Oscar Petersons Trio – og her i de seneste år Diana Kralls Trio. 

Fra midten af 1940erne begyndte Cole at blive kendt som sanger. Han var en af de første, der indspillede på det nye selskab Capitol Records. Den første sang han og trioen indspillede var Straighten Up and Fly Right, som han selv havde skrevet teksten til. Singlen blev et hit og solgte mere end 500.000 eksemplarer. Et andet stort hit, Mona Lisa, skrevet af  Ray Evans and Jay Livingston  til filmen Captain Carey, U.S.A., gjorde ham verdensberømt som sanger og skaffede ham en Oscar.
The Christmas Song af Robert Wells og Mel Tormé indspillede Cole flere gange i løbet af sin karriere, sidste gang i 1961. Den er med på utallige blandede julealbums og for mig personligt er det ikke rigtig jul, hvis jeg ikke hører Nat synge: "Chestnuts roasting on an open fire", "Jack Frost nipping at your nose", "Yule-tide carols being sung by a choir" og  "And folks dressed up like Eskimos" ... Så er julestemningen hjemme

I slutningen af 1964 begyndte Cole at tabe sig og få smerter. Det var lungekræft og han havde kun få måneder tilbage. Albummet L-O-V-E. indspillet i december 1964, blev udsendt få dage før hans død. 

Bedste albums - personlige favoritter med kommentarer

[[{"fid":"6002","view_mode":"default","fields":{"format":"default","field_file_image_alt_text[und][0][value]":"Nat \"King\" Cole","field_file_image_title_text[und][0][value]":false},"type":"media","field_deltas":{"4":{"format":"default","field_file_image_alt_text[und][0][value]":"Nat \"King\" Cole","field_file_image_title_text[und][0][value]":false}},"attributes":{"alt":"Nat \"King\" Cole","style":"height: 151px; width: 150px; float: left;","class":"media-element file-default","data-delta":"4"}}]]                                         [[{"fid":"6003","view_mode":"default","fields":{"format":"default","field_file_image_alt_text[und][0][value]":"Nat \"King\" Cole","field_file_image_title_text[und][0][value]":false},"type":"media","field_deltas":{"5":{"format":"default","field_file_image_alt_text[und][0][value]":"Nat \"King\" Cole","field_file_image_title_text[und][0][value]":false}},"attributes":{"alt":"Nat \"King\" Cole","style":"height: 148px; width: 150px;","class":"media-element file-default","data-delta":"5"}}]]                       [[{"fid":"6004","view_mode":"default","fields":{"format":"default","field_file_image_alt_text[und][0][value]":"Nat \"King\" Cole","field_file_image_title_text[und][0][value]":false},"type":"media","field_deltas":{"6":{"format":"default","field_file_image_alt_text[und][0][value]":"Nat \"King\" Cole","field_file_image_title_text[und][0][value]":false}},"attributes":{"alt":"Nat \"King\" Cole","style":"height: 147px; width: 150px; float: right;","class":"media-element file-default","data-delta":"6"}}]]

 

Unforgettable 1954
Sammen med den uforlignelige arrangør Nelson Riddle, der også havde påbegyndt et succesfuldt samarbejde med Frank Sinatra, udgav Nat King Cole en lang række albums. Dette er en slags greatest hits album; tre af sangene For Sentimental Reasons, Mona Lisa og Too Young havde været nummer 1 på hitlisten. Titelmelodien fik i 1991 en revival, idet den blev genudgivet som en duet med Coles datter Natalie, der også var en succesfuld sanger. Det var vist første gang en sanger havde sunget duet med en afdød person og mange fandt det upassende. Alligevel blev sangen et stort hit og vandt tre priser ved 34th Annual Grammy Awards (1992): Song of the Year, Record of the Year og Best Traditional Pop Vocal Performance. 

After Midnight 1957

Disse 1956 studio-sessions udgjorde Coles sidste jazz-orienterede album, hvor han spillede klaver og sang på hvert nummer, sammen med forskellige  gæstesolister. Hans stemme er som altid upåklagelig og swingende, mens hans pianospil nok ikke lever helt op til hans sædvanlige standard. Willie Smiths glatte alt-sax ledsager sangeren i den livlige udgave af Just You, Just Me, mens Harry "Sweets" Edisons dæmpede trompet høres på Sweet Lorraine.     

Love Is the Thing 1957
Nat King Cole samarbejder her med Gordon Jenkins, der særlig var kendt for sine stryger-arrangementer. Dette er Coles første LP stereo album.  Cole og Jenkins var et fremragende makkerpar og dette album er et udtryk herfor. Det toppede hitlisterne i otte uger. Jenkins var også arrangør på flere af Frank Sinatras albums f.eks. den uforlignelige No one cares. Cole var, selvfølgelig, havde jeg nær sagt, stor beundrer af Frank Sinatra.
Mange mener, at de første to numre When I fall in love og Stardust aldrig er overgået. Gordon Jenkins har her en evne til at levere lige nok instrumentering til at understøtte Coles ensartede, begrænsede vokal. 
Cole og Jenkins lavede endnu tre albums sammes: The very thought of you (1958), Every time I feel the spirit (1960) og Where did everyone go? (1963).

Just One of Those Things 1957
Dette dejligt swingende album sammenlignes af og til med Frank Sinatras Come fly with me og det er da også den samme dirigent/arrangør, Billy May, Cole har med sig her. Cole er lidt mindre præcis end Sinatra på uptempo numre og Billy Mays dramatiske horn hører man kun når Cole er væk fra mikrofonen. Selv den bedrøvede These Foolish Things får Cole/May til at swinge:

A cigarette that bears a lipstick's traces 
An airline ticket to romantic places 
And still my heart has wings 
These foolish things remind me of you

Denne sang er bedre som ballade, men ellers swinger Cole derudaf på solide standards som  Don't Get Around Much Anymore, Just One of Those Things og 
The Song Is Ended (But the Melody Lingers On). Coles stemme er som varm chokolade med flødeskum, pakket ind i Billy Mays blomstrende symfoniske arrangementer 
 
L-O-V-E 1965
Bert Kaempfert og Milt Gablers upbeat sang LOVE var B-siden af Nat King Coles 1964 Top 40 single  I Don't Want to See Tomorrow, men da der viste sig tegn på international popularitet, blev det i stedet titelnummer på et helt album med resten af numrene optaget i de første par dage i december 1964.  Det blev desværre Coles sidste album, da han døde af lungekræft i februar 1965. Man skal høre meget godt efter, for at høre tegn på hans sygdom. Dirigent Ralph Carmichael tilføjer en Dixieland sound her og der, men for det meste er hans arrangementer lige ud ad swing-landevejen. Albummet indeholder et par ældre sange Coquette og Three Little Words, men der er også Cole-fortolkninger af nyere sange, The Girl from Ipanema og More. Trompetspilleren Bobby Bryants fine soloer bidrager også til albummets kvalitet. 

Lån Nat "King" Coles musik fra dit nærmeste bibliotek