National musik – i en moderne kontekst? Ja da!

DER var engang… en gruppe initiativrige, unge musikere, der startede et klassisk band i Aarhus.
Med Magnus Plejdrup i spidsen kom ensemblet Pluma til verden i 2018.
Forrige år skiftedes navnet til Aarhus Kammerorkester. Knap så spændende navn, men sandelig mere sigende. Og spændende har udviklingen været.

Søndag aften er vi inviteret til Musikhuset i Aarhus. Ovenikøbet i Symfonisk Sal med en fremragende akustik. Og med gratis adgang; mange fonde har spyttet i kassen til denne koncert.
Dejligt, at rigtig mange forventningsfulde langsomt fylder den store sal.

Optakt
Fra scenens højtalere lyder svag støj, som fra en banegård. Lyden intensiveres hen mod koncertstart, og vi kan skelne talende mennesker på mange sprog. Nu kommer en engelsksproget stemme fra en GPS, der gelejder os til Musikhuset. Og med de komiske engelskudtalte aarhusianske gadenavne. Kl. 19.30 er vi nået frem, og vi får nu en dialog mellem aftenens to hovedpersoner: Magnus Plejdrup og Matthew Grouse.

To jævnaldrende fra komponistklassen på Det Jyske Musikkonservatorium, som begge har studeret i Glasgow. Derfor kender begge til det at leve i et andet land end fædrelandet.

Hvordan kan det udmøntes i musik? Herom ping-ponger de to i samtalen, som Grouse foretager på dansk, og Plejdrup på engelsk. Derfor skal vi starte med et klassisk værk og slutte med et splinternyt værk: en skotsk og en dansk symfoni.

Magnus Plejdrup skriver i programmet:
Hvad betyder national musik i en moderne kontekst? Hvad sker der, hvis vi lader os betragte både udefra og indefra? Tør vi lytte, når ideen om vores national-kulturelle identitet bliver udfordret?
Ja, det vil aftenen vise.

Og vi skal starte med Mendelssohns symfoni nr. 3. Som har titlen ”Den skotske”; den er skrevet som en hyldest til dét land, som komponisten besøgte flere gange. Og det er ikke en beskrivelse af Skotland, men mere en beskrivelse af følelsen af Skotland – som erindret.

Højromantik
En smuk, smuk og velbehagelig symfoni. En fornøjelse at høre den store symfoniske lyd i optimale rammer. For selv om navnet er Aarhus Kammerorkester, får vi her den fulde symfoniske besætning med otte træblæsere, fire horn, to trompeter, slagtøj og 27 strygere. Især træblæserne leverer en sublim præstation. De mange klarinetsoli står distinkt i salen. Fra min plads i salen kunne jeg dog godt ønske en bredere strygerklang i de romantiske penselstrøg som modvægt til de mange blæsere.

Programmusik
Hvis man ikke har læst Magnus Plejdrups udmærkede program – eller i øvrigt kender symfonien, er der ikke nødvendigvis noget tydeligt skotsk, der springer i ørerne. Som nævnt er det jo også Mendelssohns erindringer, der høres.

Diskussionen om programmusik har bølget i århundrede. Skal vi påduttes et program, eller skal vi nyde og selv danne vores eget program?
Carl Nielsen gik gerne i diskussion, og også om programmusik. Han var dog ikke konsekvent i sine meninger, men hans udgangspunkt var, at musikken er i sig selv og behøves ikke forklares. Lad lytteren selv danne sig billeder, eksempelvis ud fra Nielsens voldsomme symfonier. Alligevel holdt han sig ikke tilbage med en beskrivelse, eksempelvis af sin smukke ”Helios Ouverture” med solens daglige vandring over himlen.

Hej
Efter pausen får vi så en uropførelse: Matthew Grouses ”En Dansk Symfoni” for solist og symfoniorkester.
I programmet kan vi læse de fire satsbetegnelser: ”Hej”, ”Skattestyrelsen”, ”Mathilde” og ”Symphony”. Her er vist lagt op til sjov og ballade.
Til venstre på scenen står et hyggeligt skrivebord med en pc, en potteplante, en kaffekop, et fotografi – velsagtens af kæresten?
Her sidder solisten Matthew Grouse med headset og hverdagstøj. Vi har her udlændingen Matt, der har fået et hjem – langt fra hjemmet.

Orkestret starter med en hurtig, abrupt melodi i kontrabasserne, der suppleres med celli og breder sig i hele orkestret.
Matt øver sig på en opringning til Skattestyrelsen.

”Hej”. ”Hej, hej” bliver vendt flere gange – det er vist tiltalemåden i Danmark! Ord der begynder med et udtalt H er ikke let for en englænder. Og når næste ord så er ”jeg”, er den helt gal.

Vi hører mange gange ”Djeg”, som efterhånden bliver til det korrekte ”jeg”. Jeg husker den færdige sætning i stil med ”Hej, Jeg hedder Matthew. Jeg er englænder, og jeg vil gerne have hjælp til min skattesituation. Er der nogen, der kan hjælpe mig på engelsk?”.

Skat
Endelig ringer Matt op, får sagt sin sætning og får den obligatoriske ”Du er nu nummer syv i køen”. Og ganske velbehageligt akkompagneres ventetiden med smuk, harmonisk musik, som taget ud af Niels W. Gades katalog.

Da den håbefulde unge endelig kommer igennem, oplever han misforståelser, pålægninger og viderestillinger i et rent kafka’sk helvede. Parallelt hermed går der kluddermudder i den skønne romantisk musik; dissonanserne overtager mere og mere af vellyden.

Fløjt
I satsen ”Mathilde” beklager Matt sin nød til kæresten Mathilde. Jeg er ikke sikker på, hvad der egentlig sker, men vi hører nu en rolig vejrtrækning og en enkelt fløjtemelodi – naturlig (og småfalsk). Den giver øjensynligt Matt en ro, og han fløjter med. Og giver måske den nødvendige ro til at komponere – en symfoni.

Symfoni
Som er fjerde og sidste sats. Et musikstykke, hvor Grouse har sammensat musikken ud fra versioner af danskheden. Og ikke kun egen opfattelse. Nej, som en anden reporter går han rundt i orkestret med sin mikrofon og beder musikere, der kommer fra andre lande, give deres besyv med.

Derfor får vi en spansk, vemodig trompetsolo. Der ledsages af en tidligere indspillet tale af trompetisten: hans udlægning af danskheden – på sit modersmål. En fin og insisterende effekt; Matt er ikke alene med sin udlændighed.

For vi får også urolige glissandi fra klarinetten, vemodige bratschtoner og hjemveende fløjtelyd. Alle med musikernes egne ord lydende fra højtalerne. Gribende.
Slutteligt fader musikken ud, og Matt Grouse sætter sig opgivende foran dirigentpodiet og giver os mange oversættelser, der viser den svære sprogforståelse.

Grouse remser op: A rhino hedder næsehorn, nosehorn. A jellyfish hedder vandmand, waterman. A butterfly hedder sommerfugl, summerbird. Og så videre. Alle vi publikummer griner smørret; ja, det er ikke let.

Hermed slutter koncerten. Matt Grouse udtaler selv, at han ikke har det endegyldige svar på, hvad denne danskhed er. Men vi får nogle interessante, underholdende og overraskende bud.

Som svar på Plejdrups indledende spørgsmål: Ja. Vi tør lytte, når ideen om vores national-kulturelle identitet bliver udfordret. Og her endda med glæde.
Vi har denne aften fået både smuk, klassisk musik og ny musik til eftertænksomhed og berigelse.

Stor tak til det velklingende , udvidede Aarhus Kammerorkester og aftenens to hovedpersoner: Magnus Plejdrup og Matthew Grouse.