Genrer
Nattegn - et portræt af Johnny Madsen
Pia Elers har brugt flere år på denne grundige og velskrevne bog om og af Johnny Madsen; biografien er spækket med lange, direkte citater af manden selv. Pia Elers arbejder som journalist for Børsen, men har kendt Madsen siden 70'erne, hvilket giver fortrolighed og troværdighed til bogen. Det åbenlyse venskab betyder naturligvis også, at det ikke er den kritiske journalist, men vennen, der skriver. Bogen starter dramatisk med den fatale spritkørsel i august 2004, der på flere måder blev et vendepunkt i Johnny Madsens liv. Herefter får vi en traditionel kronologisk biografi fra barndommen til cirka i dag. Lyder det kedeligt? Det er det ikke, for Elers har et levende og flydende sprog, og Madsens egne betragtninger ind i mellem er forfriskende ærlige og giver et tydeligt billede af musikeren, maleren, kunstneren Johnny Madsens charmerende og mindre charmerende sider.
Barsk barndom
Vi følger drengen Johnny i det vestlige vest – her betitlet ”Reservatet” - Thyborøn, hvor familiesammenholdet trives i det vestsusende, barske miljø. Bogen bruger gennemtænkte, dobbelttydige overskrifter: ”Stjerne i Thyborøn” – og det er altså i fodbold. Og når den unge mand får udlængsel og må til København, bærer overskriften ”Over Hygum Bakker” sammen med årstallet 1967 ved til det mytologiske grænsebål, der passeres mellem barndommen og manddommen. Tiden på Nr. Nissum er én lang fest, det er ”Fede tider i Nissum”.
Musikken tager over
Jam med vennerne på seminariet bliver i 1975 til orkestret Rumlekvadrillen, der i tidens ånd spiller traditionel dansk spillemandsmusik. Her får Johnny Madsen gode læreår som brugsmusikant. Samtidigt møder han Margit – hun er 17, og han er 23 år, og de holder sammen i mere end 30 år. Der bliver brugt megen tid på værtshuset La Porta i Lemvig. Johnny Madsen fortæller: ”La Porta var et fantastisk sted. Et sted for livsnydere. Mænd og kvinder fandt hinanden, nogle var fulde, og andre lavede noget andet.” En typisk kontant og samtidig lyrisk Madsen-bemærkning! Værtshuset bliver overtaget af en gruppe af stamgæster, bl.a. Johnny Madsen. En betagende blåøjet beslutning; ingen havde forstand på regnskaber, men på at drikke øl. Adskillige år efter sloges Madsen med en milliongæld til skattevæsenet.
Teltpælene flyttes til Fanø, og karrieren accelererer. Kapitlet ”Højsæsonen” indeholder Johnny Madsen gennembrud: lp’en Udenfor sæsonen, som bliver præsenteret i TV-Avisen og modtaget med åbne arme af de danske pladekøbere, som her ser et råt modspil til tidens pæne musiknavne fra hovedstaden. Vi får et ærligt og nuanceret billede af kunstneren, som ved, hvad han vil – og gør det. Også selvom det har store omkostninger for omgivelserne – et rock’n’roll-liv. Der bliver festet igennem på turneerne med efterfølgende braklægning på sofaneseren.
En sidehistorie er historien om de tre Daltons. Som først er tre fattige musikere, som kan se muligheder i at spille sammen. Allan Olsen og Johnny er venner og møder ved et KODA-møde i Randers i 1985 Lars Lilholt. Madsen siger:
”Det er Olsen, der siger til mig: ”Ham der Lilholt, skal vi ikke have ham med?” Det bliver vi enige om, for han har både kørekort og bil, foruden et anlæg. Og måske heller ikke uvæsentligt: Et publikum.”
Så er resten vel et eventyr: Først skal de så grueligt meget igennem (en opslidende turné i 1992), før det ender godt: Tre modne mænd, som kan tale pænt sammen på succesprojektet Dalton.
Musiker og maler – eller maler og musiker
Kapitlet ”Crossroads”, som også refererer til Eric Claptons rehabiliteringsprojekt, er en korsvej for Madsen. Margit har fået nok og forlader Johnny, som nu uhæmmet starter en selvdestruktiv deroute.
Men en frelsende engel materialiserer sig i Margits veninde Jeanett Exner, der starter en redningsaktion med fysisk og psykisk oprydning i Madsens univers. Hun bliver hans personlige assistent og får etableret et Madsens Galleri, hvorfra Johnny Madsens malerier efterhånden kommer til at flyde i en lind strøm. Det må betegnes som en gennemført håndgribelig næstekærlighed – og vi får da heller ingen anden forklaring.
Mellem (næsten) hvert kapitel er et dobbelt opslag med et af Madsens røde malerier, der uden titel eller kommentarer giver læseren en mulighed for selv at bruge sin fantasi.
Og Johnny Madsens sangtekster er med deres umiddelbare sætningsfragmenter også udfordrende for lytterens fantasi; i ”Udenfor sæsonen” synger Madsen: ”I en halvakustisk guitar midt i city / sov den tynde siameser / radioens ragtime / lød lidt hult / og skrammeldyret puster i natten / som den lykkelige profet / han hedder Villy / men han kaldes munken fra Tibet.”
Bogens sidste tredjedel beretter om den ene succesfernisering efter den anden. Også i udlandet, hvor rocksangeren Johnny Madsen er ukendt, men maleren Johnny Madsen sælger. Det er nu den måske vigtigste virke i Madsens liv og skal naturligvis med, men jeg synes absolut, det er mest interessant at høre om sangskriveren Madsen, der ærligt beretter om sin stædighed, sin dovenskab – og sin gennemslagskraft.
Sidste kapitel ”Vejen hjem” slutter elegant biografien med den lokale historie om afsløringen af ”Johnny Madsens Vej” i Thyborøn. Madsens takketale til kommunen slutter med ordene: ”Jeg siger: Én gang thyborønbo, altid thyborønbo. Sådan er det. Tak skal I ha’, kære venner.”
Og tak til Johnny Madsen og Pia Elers for denne vægtige biografi – velskrevet, informativ og underholdende.