Genrer
Neil Diamond: The Neil Diamond collection
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 222
Jeg er ikke hardcore Neil Diamond-ekspert, men jeg kan da lide mange af hans sange, især fra slutningen af 1960’erne og starten af 70’erne. Senere blev han lidt af en flødebolle, der sang ufarlig poprock, og det er jo ikke fordi han nogensinde var Iggy Pop, men hans tidligste numre havde noget personlighed. Man ville forvente at The Neil Diamond collection fra 1999 udfra navnet ikke havde fokus på et bestemt tidspunkt i hans karriere, men man finder faktisk kun sange fra det, jeg selv opfatter som hans gulalder. Udvalget er bare helt utroligt. Det starter med hans efter min mening allerbedste værk, "Sweet Caroline". Tit er det en dårlig ting at spille de stærkeste kort hurtigt, men i dette tilfælde giver det mig altid lyst til at lytte til hele albummet. Følelserne er stærke, og arrangementet er smukt. Og det fortsætter bare derudaf: "Cracklin’ Rosie" og "Song sung blue" følger efter, og de er ligeledes skønne. De baner vej for en fantastisk serie af store og små hits, der stort set alle har fortjent klassikerstatus.
Normalt ville jeg sige, at det bliver lige lovlig corny med bløde sange som "Play me", "Stones" og hans cover af "He ain’t heavy, he’s my brother" af The Hollies. Man skal dog huske to ting her: de er godt spredt, og der er ikke mange af dem. Jeg hader jo som sådan ikke bløde, sjælfulde sange. Jeg har bare tit stødt på albums, hvor der er for mange af dem. Her er det varieret, og man kan så fokusere på, at han egentlig har skabt nogle ret gode melodier. Men jeg står stadig fast på at det er corny, og jeg har svært ved at finde meget ægthed i det. Hvad liger det i øvrigt at medtage hans cover af "He ain’t heavy"? Er der dele af verden, jeg ikke kender til, hvor det er et populært cover og blandt Diamonds største værker? Det er fint nok, men ikke særlig forskelligt fra Hollies-udgaven. Det er faktisk præcis som man ville forvente, at Neil Diamond ville fortolke sangen. Der er faktisk mange Diamond-sange, der starter bløde og påtagede, men så bliver de større og bedre, som sangen skrider fremad. Det inkluderer flotte sange som "I am … I said", "Holly Holy" og "Shilo", alle at finde på denne opsamling.
Neil Diamond har uden tvivl nogle mønstre i sin sangskrivning, så at lave en opsamling, der ikke virker ensformig er lidt tricky. Men personligt kan jeg sige, at jeg slet ikke lagde mærke til den slags ved første gennemlytning, og mange af hans tendenser opdagede jeg først sent. Jeg vil mene, at albummet gør et virkelig godt job af at skjule, at Neil Diamond i grunden ikke er en særlig stor kunstner, men dog en person med øre for gode melodier og nogle bundsolide formler for, hvordan en god sang kan skrues sammen. Og han er også en ganske fin sanger, der holder sig på et folkeligt niveau – han er hverken den grimme Dylan eller den pæne McCartney. Han rammer en flot middelvej, også på et teknisk niveau. Normalt har mine endelige bedømmelser på opsamlingsalbums meget at gøre med, om jeg kunne lide kunstneren i forvejen. I Neil Diamonds tilfælde kendte jeg ham knap nok, og jeg kunne ikke huske noget bestemt, han havde lavet, før jeg lyttede til The Neil Diamond collection. Og mens han måske ikke genopfinder den dybe tallerken eller noget, så laver han solid popmusik, og The Neil Diamond collection er en god måde at opleve det på.