Nelson Can på Spot Festival

Målløs betagelse er måske en ganske dækkende beskrivelse af mit første møde med Nelson Can live. På pressefotografiet i SPOT-programmet ser de tre piger egentlig meget tilforladelige og stilfærdige ud. Det er de så ikke live.

Godsbanens Rå Hal går det helt godt som bagtæppe for det, der nu skal til at ramme øregangene på det uforvarende publikum.
For det er ret beset larm, fandenivoldsk, men dog regulær larm, som Nelson Can byder sit publikum. Men når ørerne får tilpasset og sundet sig over det første chok, lærer de at dette er dygtig larm. Bassisten og især trommeslageren spiller begge voldsomt tight og kontrolleret. Lynsnart bliver jeg betaget af, hvad man kan udrette musikalsk og hvor langt man kan nå, når man kun lader sig akkompagnere af trommer og bas. Og hvad fanden skal man bruge smukke korharmonier til, når man kan opildne en hal med sin rå, fandenivoldske dysterhed?

Den halve time i selskab med Nelson Can bliver et konstant studie i overraskelse. Overraskelse over hvor varieret en tromme/bas kombination kan lyde. Overraskelse over præcis hvor vild trommeslageren er. Og overraskelse over, at rå vildskab faktisk af bagvendt vej kan blive harmonisk.