Genrer


New Order: Technique
Nu er det tid til det 9. album i serien med plader, der har 25 år på bagen.
New Order blev dannet på resterne af Joy Division, og de var kommet en lang vej her på deres 5. studiealbum i 1980'erne. De begyndte årtiet som et indadvendt rockband, og i 1989 var de nærmest endt som et indadvendt dance-rockband. Genren Madchester var ikke opfundet endnu, men Technique var med til at inspirere genren.
De oprindelige fans fra start-firserne var faldet af her i 1989. I bassisten Peter Hooks spil kan man godt høre en linje tilbage til Joy Division, så de oprindelige fans fik stadigvæk lidt. Bandet var begyndt at falde fra hinanden inden denne plade, en proces som fortsatte efter den. Hovedparten af pladen er lavet på Ibiza, i 1989 var det også et sted med gang i den.
Albummet blev det bedst sælgende af New Orders albums i 1980'erne. Pladen gav tre singler: "Fine time", "Round & round" og "Run". Gruppen har selv produceret pladen. De har også skrevet alle numrene, men blev pga. en retssag anlagt af John Denver nødt til at tilføje ham som skribent på sangen "Run". Hvorfor Denver anlagde sag er tydeligt, når man hører nummeret.
Første single "Fine time" er skrevet af Stephen Morris (trommeslager) efter han havde fået en parkeringsbøde. "Fine time" var huskesedlen til ham selv. Singlen blev hurtig opsnappet af dance-scenen i det engelske, og sangen findes i rigtig mange forskellige remixes. Hvis du finder 2008- udgaven af dette album, vil du kunne høre to versioner af dette nummer. 2008-udgaven har en ekstra cd med remixes og yderligere sange.
"Round & round" er et af de mest danceagtige numre fra New Order. Det kom også i en lang række remixes. Bernard Sumner (sanger) har sagt i en dokumentar om gruppen, at denne sang skulle være om Factory-ejeren Tony Wilson. Factory var det pladeselskab, bandet havde været på siden Joy Division dagene. Hvis man er interesseret i at få en fornemmelse af, hvad Tony Wilson var for en person, så kan jeg anbefale filmen 24 hour party people fra 2002.
"Run" er en mere klassisk New Order-sang, hvor Peter Hooks bas bærer sangen igennem. Sangen kom i radio edit-udgave på single, hvor den så blev kaldt "Run 2", den er cirka et minut kortere end album-udgaven.
Mit favoritnummer på pladen er dog "Vanishing point", som bandet ville have ud som single. Der kan danses til dette nummer, Peter Hooks bas er fremtrædende og Bernard Sumners melankolske sangstil er stærkest på dette nummer.
Jeg er fan af både Joy Division og New Order, så musikalsk har jeg været med hele vejen. New Order har lavet mange gode sange, også sange som er bedre end de, der er på denne plade. Men indtil dette tidspunkt har de ikke været særlig gode til at lave et helt album. Technique er et helstøbt album fra New Order.
Hvis du er interesseret i New Order, er dette album et godt sted at starte, da det er nemt at gå til og sangene sidder i første forsøg. Det er gruppens bedste album i 1980'erne. Republic, som de fleste nok kan huske, kom i 1993.