Genrer
No Doubt: Tragic kingdom
Kjartan F. Stolberg er i færd med at anmelde samtlige albums på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr. 441 på listen.
I 90'erne begyndte en gruppe bands at blande ska og punkmusik. Dette startede i 80'erne, men det begyndte for alvor at blive stort i sidste halvdel af 90′erne med bands som Sublime, Rancid og The Offspring. Bandet, der dog nok startede denne trend, hed No Doubt, og de gjorde sig berømte gennem albummet Tragic kingdom. I modsætning til så mange andre punkgrupper har No Doubt en kvindelig forsanger, og Gwen Stefani er et virkelig karismatisk eksempel på sådan en. Hun udtrykker sine smerter rigtig godt, samtidig med at være fuld af groove og sjov, der gør, at musikken absolut ikke er kedelig. De fleste sange er som så ofte med punkmusik langt fra lykkelige, men de forbliver sjove at lytte til, da der er rigtig meget energi i musikken. Jeg ville nok sige at en af de knap så gode sange på pladen faktisk er megahittet "Don't speak", da den slet ikke formår at være så sjov igen, mens den manglende energi også gør, at hendes pinsel på nummeret er sværere at tro på.
På mange albums kunne "Don't speak" være et højdepunkt, og at det slet ikke er på Tragic kingdom, siger meget om, hvor godt resten af albummet er. Jeg ville endda sige, at hvis du smed "Don't speak" på ethvert andet album, No Doubt havde udgivet, ville det være det allerbedste nummer derpå. Tragic kingdom er bare fyldt med stribevis af energiske, poppede ska-punk-sange af høj kaliber. Al denne energi kunne godt blive lidt for meget til tider, men der er heldigvis to langsommere numre i form af "The climb" og førnævnte "Don't speak". De er begge ganske gode popsange, førstnævnte stadig med et rigtig kraftigt ska-element, men hele albummet er en time langt. Disse to numre kan da ikke være nok til at holde et en time langt album dynamisk? Både ja og nej. Der er ikke brug for flere langsomme numre, for de holder albummet dynamisk ved hjælp af individuel dynamik i de vildere numre. Alle sangene på pladen har nogle klare højdepunkter, og alle sangene er virkelig underholdende at lytte til.
Musikken har rigtig mange dejlige horn i sig. Saxofon, trompet og trækbasun fylder meget, og de gør bare musikken så meget sjovere at lytte til. Al musikken på Tragic kingdom kan med lethed fyres af til en fest, og man skal virkelig føle sig gammel, før No Doubt heller ikke rammer alle aldersgrupper godt. Der findes den slags musik, der har lidt for alle, men Tragic kingdom leverer meget for næsten alle. De sørger virkelig ikke for at ofre noget for at gøre deres musik mere poppet, og melodierne formår på en gang at være varierende og fængende. Det er musik for alle mulige slags situationer, for Gwen Stefani får virkelig sit kongerige til at lyde ret så tragisk, selvom man sagtens kan have sjov, hvis det er det, man kommer efter. Og man kan samtidig finde rigtig mange lag i musikken. Halvdelen af pladen blev udgivet som singler, og når det kommer til stykket, er der ikke nogen numre, der egner sig værre til sådan et job end andre, for alle numrene er bare virkelig, virkelig gode. Tragic Kingdom er et helt utroligt album. Der er få albums, der formår at nå nær så store højder som dette. Man kan bare lytte til det igen og igen.