Genrer
Noget gammelt, noget nyt, noget lånt og noget blåt
Torsdag d. 21. februar fylder en af veteranerne inden for dansk rockmusik 70 år: Henrik Strube. Han har en lang musikerkarriere bag sig og har spillet med i flere prominente bands: No Name, Røde Mor – samt naturligvis Strube Band. De senere år har han helliget sig en solokarriere med keyboardspilleren Pete Repete som fast makker, og det har affødt et par glimrende cd'er med alle Strubes kendetegn: stærke sange, gode melodier og tankevækkende tekster.
Det seneste udspil fra Strube er den fine cd Lydia fra 2016, som var en opfølger til comeback-udgivelsen En håbefuld mand fra 2015. Det er indholdet på denne udgivelse, artikeloverskriften refererer til, for cd'en indeholder faktisk alt det, der indgår i den gamle remse om brudens udstyr til brylluppet: Something old, something new, something borrowed, something blue (som det hedder i den engelsksprogede version, hvor ordene rimer lidt bedre end i den danske version).
Genbrug af ældre materiale er jo ikke i sig selv dårligt, og det er heller ikke nogen ny praksis hos Henrik Strube, som tidligere har udsendt de samme numre på cd både én og to gange, og som minsandten nu gør det igen på den nye plade. Det er der naturligvis ikke noget forkert i, specielt ikke, hvis grundmaterialet er solidt nok til at kunne holde til gentagelserne, og især ikke, hvis der er tale om nye arrangementer og nye indspilninger af de gamle sange. Begge dele gør sig gældende i forbindelse med Strubes nyeste cd-udspil.
Strubes kendteste sang er uden tvivl ”Hold om mig” fra 1983, og det nummer har fulgt musikeren gennem hele hans karriere. ”Hold om mig” er dog ikke med på En håbefuld mand, men det er til gengæld et par nyklassiske numre som ”Mægtige måne”, som man både kunne møde på cd'en Mærk'ligt fra 2002 og på Selvoptaget (2010). Den ligeledes glimrende sang ”Dette rum” på den nye cd kunne også høres på udgivelsen Mærk'ligt, mens Mikael Wiehe-sangen ”Nu kan jeg gå ud og møde verden” er en genganger fra både Blå himmel over byen (1997) og Selvoptaget. Og måske gemmer der sig endnu flere tilfælde af Strubes genbrug af bagkataloget på En håbefuld mand, men det betyder alt sammen mindre i forhold til det faktum, at den nye cd er blevet et både helstøbt og vellydende værk.
En håbefuld mand – på trods
Så vidt den bogholderagtige opregning af brug og genbrug på Strubes nye cd, hvilket jo bare ikke fortæller så meget om selve indholdet på pladen. Til det formål kunne artikeloverskriften til gengæld være en brugbar indfaldsvinkel. Som det fremgår af afsnittet ovenfor gemmer der sig flere tilfælde af ”noget gammelt” på den nye cd, nemlig genindspilningerne af nogle af Strubes tidligere glansnumre. Forskellen fra de tidligere indspilninger ligger i høj grad i instrumenteringen, idet samarbejdspartneren Pete Repetes klaver har fået en særdeles fremtrædende plads på den nye udgivelse.
Mens et nummer som ”Mægtige måne” tidligere var et majestætisk fremadskridende guitarbaseret nummer, er det på En håbefuld mand blevet et mere afdæmpet nummer, primært båret frem af Pete Repetes dejligt indfølte klaverspil, som giver det en anden lethed og måske også en højere grad af optimisme, end den ellers ret dystre tekst lægger op til. Sangen ”Dette rum” har i den nye version fået tilført en ro og en harmonisk dybde, der til dels kan fungere som modvægt til tekstens mørke udsagn om, at ”sjælen er væk” og ”natten er sort som beg”. Måske kan lytteren nu, bl.a. i kraft af de smægtende orgeltoner, tillade sig at tro på tekstforfatterens gestus med at tænde et lys ”for håb og kærlighed”?
Ved siden af de ”gamle” sange indeholder Strubes nye udspil også et antal nyskrevne sange, bl.a. titelnummeret som trods de lidt selvironiske ord om ”en halvgammel rødhåret / håbefuld mand” rummer en god portion overlevelsesvilje og håb for fremtiden. Og dog: ”mine planer er som bobler / der brister med et smæld”. Det er ikke helt let at begå sig i livets sensommer, hvor kærlighed er noget, der kun udleveres i små doser – men musikken er heldigvis så smuk og afklaret som nogensinde i Strubes omfattende katalog. Og det skyldes fortsat i høj grad Pete Repetes fine klaverspil – samt naturligvis de øvrige garvede musikere, der medvirker på pladen.
I fin overensstemmelse med den desperat håbefulde stemning i cd'ens tekster er der næppe noget mærkeligt i, at flere af dem har november måned som baggrund for indholdet, eller at ord som frost og sne er gennemgående i sangene: ”sneen falder / verden bliver hvid” (fra ”Kærester igen”), eller: ”Frost i mit hjerte / sne i mit blod” (fra ”Godnat”). November måned – den værste af alle årets måneder! – optræder bl.a. i sangen ”Lad mig bli”, hvor Henrik Strube har fordansket Bjørn Afzelius' svenske tekst til sangen ”Så vill jag bli”.
Denne ”lånte” sang passer ligesom cd'ens to Mikael Wiehe-sange glimrende til det øvrige indhold på En håbefuld mand, og det skyldes nok primært, at Strube har nogenlunde samme alder, erfaring og baggrund som sine to svenske kolleger. Henrik Strube er på mange måder den mest ”svenske” blandt de danske rockmusikere. Det er bestemt ikke noget tilfælde, at sangen ”Der føler jeg mig hjemme” har mere end en overfladisk lighed med Ulf Lundells måske mest kendte sang overhovedet, ”Öppna landskap”.
Og hvordan så med ”noget blåt”? Jo, det finder man også på Strubes nye cd, nemlig i sangen ”Gul hund”, der er en indædt blues-rockende sang om at stå udenfor, men alligevel have overlevelsesinstinktet i behold. Tekstens ord om ”en gul hund i byen / minder mig om mig selv / en sulten køter i byen” understreges af Lars Krarups indlagte kraftfulde guitarriffs, der får ordene til at fremstå som mejslet i granit. Nummeret er det eneste af sin slags på en i øvrigt lavmælt cd, hvor melankolien og vemoden er dominerende, og hvor der er mere solnedgang end solopgang i teksterne (selv om billederne i det medfølgende teksthæfte måske snarere viser solopgange end solnedgange? Det er svært at se). Men som enhver ved, er solnedgangen mindst lige så smuk som solopgangen, også selv om den indvarsler den kommende beg-sorte nat. Eller måske netop derfor?