Nordens isblå og solrøde tone

SPOT Festival 2014, 2. maj, Rytmisk sal, Musikhuset Aarhus

Rytmisk Sals første SPOT-koncert var med Nordens tone – en tone, som frembringes af akustisk klaver, bas og saxofon. Tonens kerne er sangerinden Jullie Hjetland, der i 2009 fik en Danish Music Award-Folk for hendes alsidige og mangesproglige vokal.

Umiddelbart før koncerten hørtes over anlægget ”Girls deserve the best” med Shirtsville. Forklaringen fulgte i velkomsten: Nummeret blev spillet for at mindes forsangeren Jacob Eriksens død i sidste uge. Jacob Eriksen var aktiv i Dansk Rock Samråd, som også er involveret i SPOT Festival.

Hvisken og råb

Selve koncerten startede med den norske sang ”Jeg Lagde Meg Så Silde”, som også indleder Nordens Tones plade Septentrio, som udkom sidste år. Fra starten blev den nordiske molltone slået an, og kvartetten lød friere i koncertsituationen end på plade. Hjetland er luftig i det høje register, og det giver en klædelig transparence. I den finsk-svenske ”I Höga” gik det over stok og sten, og saxofonisten Hans Mydtskov kastede sig med dødsforagt ud i vilde løb på sopransaxofonen.
I den finske sang ”Kai Mua Lulaan” brugte Hjetland trommen på brystkassen som slagstøjseffekt, og det sekunderede Torben Bjørnskov med rytmisk stringent brug af filtkølle på kontrabassen. Nummeret udviklede sig mod hvad jeg forestillede mig var hyrdepigens kalden på dyrene. En urstemme, der som eneste nummer i koncerten brugte moderne elektronik. Jullie Hjetland aktiverede en loop-pedal og opbyggede efterhånden et sandt sirenekor. Grandiost!

Tour de Norden

Fra Danmark fik vi Nis Petersens fine digt ”De små børns smil”, som også står i Højskolesangbogen. Men her var det på et ny melodi af Torben Bjørnskov. ”Og det er den bedste” kunne kapelmesteren Pojken Flensborg tørt konstatere. Musik er gudskelov noget med smag; den nye melodi bliver nok ikke så udbredt som Mogens Jermiin Nissens. Hjetland samlede smilene sammen med en inderlighed og også en skrøbelighed, som gav associationer til Nanna Lüders’ tone.
”Saknar” er fra Færøerne, og ”er et stort hit dér”. Sangen var også fascinerende med sin dybe og mørke klang. Her var dystre, unisone passager på baritonsaxofon og strøget bas, og Hjetlands dybe register var kulderislende.

Jullie Hjetland mestrer ikke kun stor sprogvariation, men sandelig også et bredt spekter af sangteknikker. Dertil kan lægges hendes komponistevner, som vi fik flere eksempler på. Mest bemærkelsesværdigt det svenske slutnummer ”Ajö” – det har i mine øre klare hitpotentialer. Det var Pokjen Flensborg, der mellem numrene guidede os rundt i Norden med en tør, koncis faglighed, hvor der var plads til et glimt i øjet. For efter sidste nummer kunne han konstatere, at Nordens Tone endnu ikke havde optrådt med alle otte nordiske sprog. Hvilket manglede? Råbene fra publikum var entydige: Grønlandsk. Derfor sluttede den fine kammerjazzkoncert med den grønlandske nytårssang ”Unnup” med kapelmesteren på uprætentiøs melodica.

Ved koncertens start var publikumsrækkerne beskæmmende tomme, men mange listede ind i løbet af musiktimen, og det var en stor og varm applaus, kvartetten høstede. Koncerten var en mental skøn lise, hvor det sublime kammersammenspil kunne nydes i fulde drag, og sandelig også udfordre med komplekse duetter alle fire imellem. Arven fra Jan Johansson blev løftet fortjent – og så med Jullie Hjeltlands skønne stemme i toppen. Publikum var i alle aldre; den nordiske tone vil blive dyrket i går, i dag og i morgen.