Genrer
The Notorious B.I.G.: Ready to die
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 133
Jeg husker tydeligt, hvor skuffet jeg blev, da jeg lyttede til Life after death, den anden plade af gangsta-rapperen The Notorious B.I.G. Der var en bunke solide sange, men det meste var bare substansløs pral, hvor de færreste tracks var i stand til at skille sig ud trods et imponerende antal gæstestjerner. Jeg blev derfor glad, da jeg fik lyttet til hans debutalbum Ready to die. Her har hvert nummer en unik identitet og præsenterer noget nyt. Vi har f.eks. den taknemmelige "Juicy", den flirtende "Big poppa", den romantiske "Me & my bitch" og den helt og aldeles deprimerede "Suicidal thoughts". Der er selvfølgelig sange, hvis væsentligste stemning er at spille cool gangster, men de præsenterer sig vidt forskelligt. Jeg elsker "Respect"s reggae-omkvæd, jeg er vild med hvordan "Gimme the loot" beskriver et kup i form af en samtale, og en gæsteoptræden fra Method Man på "The what" giver en hel del ekstra krydderi. Pladen varer 68 minutter, men den store variation i tematik, stemning og ideer gør, at den ikke føles så lang igen.
The Notorious B.I.G., eller Biggie som han mere mundret kaldes, var en af de teknisk dygtigste rappere i sin tid. Hans måde at flette rim sammen på er imponerende. En linje, jeg rigtig godt kan lide, er “Conversate for a few, cause in a few we gon’ do; What we came to do, ain’t that right, boo? (True)” fra "Big poppa". Dels fordi der bliver rimet så meget på kun to takter, dels fordi hvert eneste ord samtidig føles så naturligt i kontekst. Pladens beats er også rigtig gode. Mange er produceret af Easy Mo Bee, men også Puff Daddy, Bluez Brothers og Chucky Thompson har produceret en del. De skaber en stil, der virker lettere inspireret af G-funken, som Dr. Dre havde gjort populær på den modsatte kyst. Denne både hårdføre og funky lyd skaber da også et overbevisende gangster-image, men der drages også inspiration fra klassisk New York-rap, hvilket især virker på de mere introspektive numre.
Der er to væsentlige problemer på Ready to die. Det ene er, at den ikke er logisk konsekvent. Mine to yndlingsnumre på pladen, "Juicy" og "Suicidal thoughts", handler henholdsvis om hvor fantastisk og hvor forfærdeligt livet er. De nævner også hver især hvor meget hans mor elsker og hader ham. Og det er ikke det eneste eksempel. "Me & my bitch" handler om, hvor meget Biggie holder af sin udkårne, mens han på næste nummer, "Big poppa", rapper om at score piger i klubben, og på "Friend of mine" og "One more chance" rapper han om at bolle til højre og venstre. Disse modsætninger bliver værre af, at der faktisk er en masse tematiske gengangere i løbet af albummet, såsom selvmordstanker, vejen til succes og livet som gangster. Det andet problem er de mange skits, der ikke alene hiver lytteren ud af musikken og gør albummet unødigt længere – de er ikke engang morsomme. F.eks. er "Fuck me (Interlude)" bogstaveligt talt halvandet minut, hvor man hører Biggie have sex. Trods disse problematikker er Ready to die stadig med god grund en milepæl i raphistorien, og selve sangene holder stadig rigtig godt.