dummy

Ny bog og ny plade fra Martin Hall

10-09-2012
Helen Bruus

En nysgerrig og modig mand

Martin Hall er født i 1963. Han har været produktiv i forskellige kunstneriske sammenhænge fra det stærkt avantgardistiske til det mere folkelige. Han er med andre ord lidt af en multikunstner.

Således dannede han som 17 årig i 1980 avantgarde-ensemblet Ballet Mécanique. Ensemblet debuterede med "The Icecold Waters Of The Egocentric Calculation". Denne redaktør var på det tidspunkt en ganske ung pige – men her godt 30 år efter figurerer den stadig i pladesamlingen - som en ret så alternativ dansk rock udgivelse efter et årti med bl.a. Trille, John Mogensen, Bifrost, Gasolin, Shu-bi-dua og Sebastian. Alene det at der blev sunget på ENGELSK!!! Bortset fra f.eks. Savage Rose var det ikke så normalt som i dag.

Nogle debut-eksempler indenfor teater, musik, litteratur, film og TV

  • I 1980 dannede han Ballet Mécanique som debuterede med "The Icecold Waters Of The Egocentric Calculation" i 1981.
  • I 1982 dannede han performance-teaterensemblet ”The Art Ensemble of Copenhagen”.
  • I 1983 udkom hans kontroversielle debutbog ”Genopbyggelsen Er Større End Selve Skabelsen”.
  • I 1985 udkom hans første soloalbum "Relief".
  • I 1999 blev han nomineret til en Grammy som årets sangskriver efter et samarbejde med Hanne Boel.
  • I 2008 debuterer han som filmskuespiller i den danske film ”Flammen og citronen”.
  • I 2008 debuterer han som TV-dommer i ”Talent 2008”.

Ny bog

Tirsdag den 2. oktober 2012 udkommer hans bog ”Nostatic!” fra GAFFAS forlag. Bogen der er illustreret af maler og musiker Knud Odde, er et must for fans med hang til historier om indie-scenen anno 1977-84 - i al dens dunkle, romantiske verdenssmerte - med bands som The Cult, Joy Division, The Associates og Echo & The Bunnymen.

Ny plade

Samtidigt udkommer hybridoperaværket "IF POWER ASKS WHY", der er en samling af nyskrevne Martin Hall sange og flygelbaserede rendestenslieder fremført af mezzosopranen Andrea Pellegrini og den klassiske koncertpianist Tanja Zapolski.

Mød Martin Hall til artist talk på Københavns Hovedbibliotek

Københavns Hovedbibliotek afholder:

• BOG & LP launch
• Artist Talk med Martin Hall /DR programvært Ralf Christensen
• Premiere på ny video Signering og salg af ny plade og ny bog
• Knud Oddes illustrationer til "Nostatic!"
• Øl & Absint i baren
Alt sammen tirsdag den 2. oktober 2012 kl. 19.00 og med gratis entre.