Ny forskning omkring døvhedens betydning for Beethovens værker

Tre hollandske musikforskere ved Institut für Stoffwechsel er gennem deres undersøgelser og forskning kommet frem til, at Ludwig van Beethovens (1770-1827)  tiltagende døvhed har haft større indvirkning på hans kompositioner end hidtil antaget.

De har specielt forsket i værker for strygere og kategoriseret disse i flere perioder fra de tidligste, der blev komponeret fra 1798-1800 til de sene fra årene 1824-1826. Forskerne optalte noder i værkerne , der lå over det trestregede g, som modsvarer en frekvens på 1,568 Hertz. Efter optællingen sluttede forskerne, at de høje toner var langt mere brugte i de tidlige kompositioner, mens de blev brugt sjældent i de senere værker.

Beethoven klagede ifølge kilder først i året 1801 , da han var 31. år gammel,  over sin svækkede evne til at høre. 11 år senere måtte Beethovens samtalepartnere råbe for at få komponistens opmærksomhed, og 6 år senere kunne Beethoven kun kommunikere skriftligt med omverdenen.

De hollandske forskere slutter ud fra deres undersøgelser, at Beethoven med tiden kunne høre stadig færre høje toner og derfor i højere grad komponerede med toner fra det midterste frekvensområde. Man formoder, at Beethoven i den sidste fase af sin sygdom blev totalt døv og derfor i sine sidste værker udelukkende stolede på sit indre øre og derfor  igen hyppigere anvendte høje toner i værkerne.

Forskerne understreger dog, at det materiale, der har ligget til grund for undersøgelsen, er sparsomt og først ved en dybere undersøgelse af alle værkerne, vil man med sikkerhed kunne få bekræftet det resultat de har fået af deres selektive undersøgelse.