dummy

"Ny" koncert fra Hank Williams

30-10-2012
Kenth Kjeldgård Nielsen
Anmeldelse

Lost Concerts lyder titlen på seneste udspil med countrylegenden Hank Williams. Og selvom det er det seneste og netop er udkommet, er der tale om et par spændende koncertoptagelser med ikke mindre end ca. 60 år på bagen - men hidtil ikke officielt udgivet. Det drejer sig om indspilninger fra maj og juli 1952 - altså optaget ca. et halvt år før Williams' død i januar 1953.

Vi bliver præsenteret for, hvad der givetvis har været typiske set-lister, og vi får da også en række af de klassiske Williams-numre, som "Cold, Cold Heart", "Jambalaya", "I Can't Help It" og "Lovesick Blues". I og med at der er tale om optagelser med +60 år på bagen, er lydkvaliteten ikke på højde med, hvad man måske er vant til idag. Men det historiske aspekt giver denne slags udgivelser sin berettigelse. Og selv om de ikke fremstår i skarp hi-fi får man alligevel en tydelig fornemmelse af "det" som Hank Williams havde. Måske nok banale tekster i hjerte/smerte-kategorien, men Williams musik og tekster har vist sig at være evigt-gyldige indenfor genren     

Til stadig inspiration

Netop Hank Williams var i høj grad med til at skabe grundlaget for den moderne country & western. Han står som en stadig og vægtig inspirationskilde også for nutidige kunstnere, der bevæger sig ud i countrygenren. I 2011 udkom albummet The Lost Notebooks of Hank Williams. Det er et album, hvor kunstnere som bl.a. Norah Jones, Alan Jackson, Jack White, Bob og Jacob Dylan og Sheryl Crow har sat musik til en række ufærdige tekster, der blev fundet ved Hank Williams i den bil, hvori han blev fundet død den nytårsdag 1953.

Norah Jones har flere gange tidligere på ypperlig vis fortolket Williams, f.eks. på hendes gennembrudsalbum Come Away With Me. Her vi finder en flot fortolkning af "Cold, Cold Heart", og sammen med Little Willies har hun givet sit bud på "Lovesick Blues". Danske Rikke Bruhn tog  Williams på repertoiret på sit debutalbum In Dreams of Yesterday  fra 2007, og gav en fin fortolkning af "I Can't Help It" sammen med Peter Abrahamsen.  

Tilbage i 1995 udsendte  engelske The The albummet Hanky Panky, der udelukkende bestod af på sin vis noget alternative men spændende fortolkninger af Hank Williams-numre.

Så selvom Hank Williams har været død i mange år har han formået at skabe en arv og en tradition, der til stadighed udsendes, udforskes og fortolkes.