dummy

Nyt album fra Eric Clapton

26-03-2013
Kenth Kjeldgård Nielsen
Anmeldelse

Den snart 68-årige guitarlegende Eric Clapton har netop udsendt albummet Old Sock. Det er nogen tid siden, vi sidst har fået nyt fra ham, men har det så været ventetiden værd? Personligt er denne musikredaktør ikke ovenud imponeret. Bevares - Clapton spiller godt, og han laver vel aldrig noget decideret dårligt. Men det er ligesom om at albummet her ikke rigtig letter.

Vi bliver præsenteret for en skønsom blanding af personlige favortitter - med enklete nye titler. Og der er da også et rigt udbud af forskellige stilarter. Reggae-inspirerede toner åbner albummet med skæringen Further on Down the Road. Vi får en american-songbook-standard i form af All of Me, og minsandten om ikke også Clapton leverer sit bud på ny-klassikeren Still Got the Blues. Country-genren også repræsenteret på albummet, med klassikerne Born to Lose og Goodnight Irene. Sidstnævnte et tradionelt nummer som er fortolket i utallige versioner både i folk- og country-arrangementer.

Efter at have gennemlyttet albummet et par gange, synes jeg, det stikker i for mange retninger. Der er ingen tvivl om, at Clapton kan sit kram, og hans stemme kan sagtens bære de der rå, hudløse arrangementer. Personligt synes jeg, at det er de to nævnte country-sange, Born to Lose og Goodnight Irene, der er de mest spændende. Som helhed kan albummet sagtens fungere som baggrundstapet, men jeg synes ikke, der er de helt store hit-potentialer. Hvis Clapton ellers læser med her, vil jeg dermed sende ham en opfordring til  at koncentrere sit næste album om materiale i stil med Goodnight Irene. Hvis han fortsat vil ny- og genfortolke kunne det være spændende med et mere helstøbt album. Og gerne i dén stil.