Nyt fra dronningen af Motown

Something new er titlen på en splinterny udgivelse fra den uofficielle dronning af Tamla Motown, Mary Wells. Helt dugfriske er optagelserne på den nye cd måske ikke, eftersom Wells forlod Motown selskabet i 1964 og døde i 1992 – men musikken er ny i den forstand, at en del af numrene på den nye dobbelt-cd aldrig har været udsendt tidligere. Og man kan også roligt bruge betegnelsen ”dugfrisk” om en stor del af materialet på cd'en, der lyder lige så spillevende og fuld af energi, som dengang sangene blev indspillet.

Something new: Motown lost and found er den fulde titel på de to cd'er med 47 optagelser fra årene 1961-1964, og som titlen antyder, er der tale om sjældne eller aldrig tidligere udsendte numre med den dengang utroligt populære teenager fra Detroit, der i kraft af sine mange hits hurtigt fik tilnavnet "Dronningen af Motown". En mere passende titel på cd'en ville måske være den gamle bryllupsremse: "Something old, something new, something borrowed, something blue", for dobbelt-cd*en indeholder alle ingredienserne. Men den titel er vist taget for længe siden.

Højt at flyve, dybt at falde

Et lynhurtigt resume af Mary Wells' karriere fortæller, at den dengang 17-årige pige fra den fattige del af Detroit i 1960 opsøgte det unge Tamla Motown pladeselskab med en sang, som hun gerne ville havde den succesrige Jackie Wilson til at indspille: "Bye bye baby". Producer Berry Gordon fik Mary Wells til selv at forsøge sig som sanger på nummeret, og i september 1960 begyndte pladen at kravle op ad hitlisterne, hvor den i 1961 nåede ottende-pladsen. Derefter gik det slag i slag, og da Gordy senere koblede Mary Wells med Smokey Robinson fra gruppen The Miracles, gik det kun en vej: fremad.

Smokey Robinsons indsmigrende og iørefaldende version af R&B passede perfekt til Mary Wells' sexede og samtidig sårbare stemme, og i de følgende år udsendte parret hit på hit: "The one who really loves you", "You beat med to the punch", "Two lovers", "Two wrongs don't make a right" – samt naturligvis Wells' varemærke-nummer: "My guy". Sideløbende med samarbejdet med Robinson havde Mary Wells kontakt med og samarbejdede med stort set samtlige stjerner på Tamla Motown: Marvin Gaye, The Supremes, The Four Tops, The Temptations, osv. – og det er værd at bemærke, at det var de senere verdensstjerner, der fik lov til at synge baggrundskor på Mary Wells' udgivelser!

Efter fire umådeligt succesrige år som Dronningen af Motown, besluttede Mary Wells sig for at forlade selskabet og prøve lykken andre steder. Efter hvad rygterne fortæller, hang bruddet bl.a. sammen med Wells' utilfredshed med Motowns nye satsning på Diana Ross frem for på Wells selv, men der har sikkert været andre grunde også. Under alle omstændigheder blev Wells' sidste indspilning for Motown nummeret med den meget passende titel "When I'm gone" (selvfølgelig skrevet af Smokey Robinson).

De følgende år blev turbulente for Mary Wells, både på det personlige og på det arbejdsmæssige plan. Wells forsøgte sig med forskellige pladeselskaber og fik et pænt hit med singlen "Dear lover" for selskabet Atco. Hun forsøgte sig også som skuespiller, men det blev kun til en mindre rolle i filmen Catalina caper fra 1967. I 1974 trak hun sig helt tilbage fra musiklivet for et hellige sig sin familie; men efter en skilsmisse i 1977 begyndte hun igen at optræde med nye og gamle numre. I 1981 lykkedes det hende at få et hit med disco singlen "Gigolo", men derefter var det definitivt slut med hitliste-placeringerne. I 1990 fik Mary Wells konstateret strubekræft, og i 1992 døde hun, 49 år gammel.

Something new, something old

Hvad er det så, man kan høre på den nyudgivne dobbelt-cd? Først og fremmest en uhyre begavet sangerinde, som både i kraft af sit udtryk og sit formidable materiale stadig kan give de fleste sangerinder baghjul. Og cd'en dokumenterer også ganske udmærket, at det er kombinationen af faktorerne, der gjorde Wells til noget helt specielt. I de numre, hvor Wells synger mindre interessante numre, kan hun "kun" prale af en flot stemme – hvilket naturligvis heller ikke er så dårligt. Men det er i samarbejdet med Smokey Robinson og Marvin Gaye, hendes talent for alvor folder sig ud og berettiger hendes tilnavn: Dronningen af Motown.

Den første af de to cd'er præsenterer en perlerække af dejlige sange, alle med den karakteristiske Motown-rytme i baggrunden og alle med et fængende omkvæd. Og alle skrevet af store Motown-navne som Smokey Robinson, Marvin Gaye, Berry Gordy, Ronald White, Holland-Dozier-Holland, Sylvester Potts – samt sågar Mary Wells selv, der har været medforfatter på et par af numrene. Det er svært at forstå, at en del af numrene på Something new er outtakes, altså ikke-publicerede sange, hvilket i virkeligheden vil sige kasseret materiale. De fleste sangere dengang såvel som i dag ville formentlig give en årsløn for at få lov til at indspille sange af denne kvalitet.

Man kan argumentere, at det ville være svært ikke at få en stribe hits med sange som numrene på Something new. Men ligesom for at bevise, at det ikke var alt, Mary Wells rørte ved, der var lige godt, indeholder den anden cd i udgivelsen en række standard-titler – indspillet i Tamla Motown-studierne, men helt uden den magi, en producer og sangskriver som Smokey Robinson tilførte Wells' centrale hit-materiale. At høre Wells foredrage klassikere som "I've grown accustomed to his face" eller "Can't get out of this mood" er vel ingen direkte dårlig oplevelse – men i sammenligning med kvaliteten i Wells' samarbejder med Gordy og Robinson er det alligevel en lidt flad fornemmelse at være vidne til.

Den anden cd i sættet rummer også syv duetter med Marvin Gaye, og med to så begavede kunstnere involveret kan det ikke gå helt galt – og det gør det da heller ikke. Duetterne er udmærkede, men heller ikke mere: det er bare ikke nogen let opgave at konkurrere med det overflødighedshorn af vellyd, Mary Wells sendte på gaden, mens hun endnu var Dronningen af Motown. (Gaye har i øvrigt senere selv erkendt, at duetterne blev et underligt miskmask af de to sangeres stilarter og faktisk ikke var særligt vellykkede). Glem derfor roligt den anden cd i sættet og lyt i stedet til de 50 år gamle sange på den første  - og hør englene synge. For der er næppe tvivl om, at Mary Wells i dag har status af ærkeengel i Guds hofkor (hvis han da ellers har ører at høre med).