Nyt gammelt fra Bob Dylan

Der er næppe nogen der vil betegne Bob Dylans Self portrait fra 1970 som et klassisk værk i hans kánon. Den bestyrtelse som det vakte ved udsendelsen - mest mindeværdigt gennem Greil Marcus' indledende ord "What is this shit?" i anmeldelsen i Rolling stone - er ikke så relevant for en bedømmelse i dag, hvor ingen forventer at Dylan nødvendigvis skal besvare store eksistentielle spørgsmål i løbet af et albums penge. Det ville ikke i sig selv opfattes som kompromitterende for hans kunstneriske integritet at udsende et album der mest af alt består af glad, spraglet musik, undertiden iklædt Nashville-gevandter. Spørgsmålet er så om Self portrait gør sig fortjent til en rehabilitering og nyvurdering. Dette ville dog nok være at strække den mere end den kan holde. Albummet er vitterligt en rodebunke af ideer og stilarter, nogle gode, nogle pinlige, og med arrangementer der godt kan drukne udtrykket i candy floss.

De to første cd'er i den aktuelle The Bootleg Series, Vol. 10 - Another Self Portrait (1969-1971) (luksusudgaven indeholder tillige den komplette koncert med Dylan & The Band på Isle of Wight i 1969, samt Self portrait i remastered udgave) består af en blanding af grundindspilninger uden overdubs, demoer, alternative versioner, outtakes, coverversioner, liveversioner og versioner med alternativ orkestrering. Ikke bare numre fra indspilningerne til Self portrait selv, men også numre fra Nashville skyline (1969) og efterfølgeren til Self portrait, New morning, samt sessions for Greatest hits vol. II ("Only a hobo", der var på Dylans repertoire i de helt tidlige år). Det kan virke som en anakronisme at "Minstrel boy" fra de berømte Basement tapes fra 1967 også er inkluderet, men forklaringen er måske at man har villet lade folk høre en "studie"-indspilning af et nummer der ellers kun kendtes fra Isle of Wight-koncerten.

Skal man være imødekommende kunne man stille spørgsmålet om der i de oprindelige sessionindspilninger gemmer sig noget af det samme som det der i 1975-76 blev realiseret med succes i Rolling Thunder-periodens studiealbums og liveoptrædener (Desire, The Bootleg Series, Vol. 5 – Bob Dylan Live 1975: The Rolling Thunder Revue, Hard rain), dvs. levende, uformel musik med rødder i både Dylans historie, og amerikansk folkelig tradition i almindelighed. Det synes jeg i høj grad at Another Self Portrait bekræfter. Man skal være meget vrangvillig hvis man ikke fænges af de ubesmykkede numre fra Self portrait. Dylan med sparsomt akustisk akkompagnement og med stemmen på toppen kan næsten ikke gå galt. Det er som om numrene nu får lov til at brillere og vise at de langt hen ad vejen var gode nok. Omvendt klæder alternativ eller ekstra orkestrering faktisk de inkluderede outtakes fra New morning, men her er der også tale om en mere nytænkende og smagfuld tilgang end tilfældet er på Self portrait. Hvad demoindspilningerne af "Went to see the gypsy" og "When I paint my masterpiece" angår, kommer man unægteligt til at gribes af frustration over ikke at have adgang til Dylans egne båndarkiver, for allerede på dette tidlige stade har disse sange en selvsikkerhed og intensitet der gør dem meget hørværdige.

Hvis man gerne vil komplettere billedet af Dylan omkring Self portrait skal outtakes-albummet Dylan fra 1973 også nævnes. Det blev udsendt af CBS (nu Sony Music) efter at Dylan havde forladt dette pladeselskab for Geffen Records. Er Self portrait ringeagtet er dette det om muligt endnu mere. Jeg synes nu at der er flere gode numre her, bl. a. åbningsnummeret "Lily of the west". Albummet findes også i cd-genudgivelse under titlen A fool such as I.

Den aktuelle udgivelse giver også anledning til mere overordnet refleksion over formidlingen af adgang til store kunstneres arkivmateriale. Enhver med bare overfladisk kendskab til Dylans enorme produktion ved at denne autoriserede Bootleg series kun repræsenterer små, udvalgte dyk ned i hvad der eksisterer. Initiativet er højst prisværdigt, og har på nuværende tidspunkt resulteret i langt mere udgivet materiale end hvad f. eks. The Beatles har valgt at gøre tilgængeligt, men formatet har i sin form nogle indbyggede begrænsninger. Det ville være strategisk vanvid at oversvømme markedet med mere fyldige og komplette arkivudgivelser, og når vi taler om mere luksusprægede bokssæt som 4-cd-udgaven af Another self portrait, er markedet på forhånd stærkt begrænset. Konceptet er i sig selv en anakronisme der ikke tager højde for den teknologiske udvikling, og her som i andre sammenhænge kunne Dylan og hans pladeselskab med fordel kigge på hvad mere fremadskuende kunstnere allerede nu er i fuld gang med at realisere. Neil Young har sin egen Rust radio hvor udvalgte koncerter streames. Lisa Gerrard, Dead Can Dance, Robert Fripp og Porcupine Tree sælger eksklusive udgivelser i downloadformat. Der er brug for et opgør med tankegangen om en kánon der ved udgivelse af for mange fysiske enheder vil udvande kunstnerens brand. I stedet burde man se på det som at stille arkivmateriale til rådighed mod betaling, og jeg er sikker på at hardcore fans vil være fuldt tilfredse med downloads i f. eks. FLAC-format (cd-opløsning eller "high res"), og sagtens kan leve uden den lækre boks til pladereolen.

Hvis Bob Dylan og Sony Music tog springet til dette mere moderne paradigme, kunne sluseportene åbnes for utallige godter der allerede nu kendes af samlere. Enkelte eksempler: De forskellige privatoptagelser fra Minneapolis i 1961. Den akustiske koncert i Manchester, UK, i 1965. Den aldrig officielt udsendte dokumentar Eat the document om Englandsturneen med The Band i 1966. Det vragede gospel-live-album fra Toronto, 1980. En af mine absolutte favoritter - de uudgivne sessions med Dylan og Johnny Cash fra indspilningerne til Nashville skyline i 1969.

Et enkelt, højst interessant initiativ fra Sonys side skal nævnes: Den europæiske forældelsesfrist på 50 år for copyright på musikindspilninger har betydet at enhver frit har kunnet udsende optagelser med Bob Dylan fra 1961-62, og kigger man på de store britiske netbutikker er der som konsekvens heraf dukket et utal af den slags op. Ikke mindst optagelserne fra Minneapolis er ad denne vej blevet tilgængeliggjort i diverse udgaver, nogle i meget fornem kvalitet og professionelt udseende indpakning.

Næste år lukkes dette smuthul ved at copyright forlænges til 70 år, men Sony har forsøgt at imødegå problemet allerede nu ved at gøre noget af dette materiale aktivt, og derved copyrightbeskyttet. Dette skete ved "udgivelsen" i Europa af blot 100 eksemplarer af The 50th anniversary collection - the copyright extension collection vol. 1. Fire brændte cd'er i gammeldags bootleg-lignende indpakning der - her bliver det rigtig interessant - indeholder adskillige studie-outtakes der aldrig har cirkuleret blandt samlere. Dertil liveoptagelser og privatoptagelser der har været kendt i årevis. Nu fungerer det jo nu om dage ikke på den måde at der så kun er 100 lykkelige mennesker der har hørt dette materiale. Sony og Dylan må have været helt bevidst om at man reelt forærede disse optagelser til alverdens samlere, samtidig med at man forsøgte at stoppe kommerciel udnyttelse af deres kunstner. Man gør en aktiv indsats for at holde filerne væk fra søgemaskinerne, så copyright-formaliteten håndhæves, men accepterer stiltiende at fans deler dem. Jeg hæfter mig især ved at udgivelsen åbenbart er "vol. 1". Måske er dette en prøveballon for noget af det jeg her har efterlyst?