Genrer
Olivier Messiaen: Kvartet til tidens ende
Engageret og kompetent signatur
Siden Ensemble Nordlys blev dannet i 1997, har Messiaens Kvartet til tidens ende været deres signaturværk, som ensemblet i sine skiftende besætninger hele tiden er vendt tilbage til. Det ikoniske værk, der blev skrevet i en krigsfangelejr under Anden Verdenskrig og uropført for et publikum af tyske officerer og tilfangetagne franske soldater, har ikke mindst på grund af de eventyrlige omstændigheder omkring tilblivelsen fået status som et monument for åndelig storhed i rædselsfulde omstændigheder, frodigt og farverigt i sin blanding af katolsk mysticisme og sofistikerede moderne kompositionsteknikker. De malende titler på de enkelte satser – otte i alt – er inspireret af nogle linjer fra Johannes’ Åbenbaring.
Det er ekstremernes musik, og der bliver stillet store krav til alle fire musikere, som bliver brugt helt solistisk og hele tiden i nye konstellationer. Ensemble Nordlys giver en meget engageret og kompetent fortolkning, fra den frostkolde indledende sats "Krystal-liturgi" over de lidenskabelige kvartetsatser til de solo- og duosatser, der er værkets hjertestykker. Ikke mindst klarinetten har en hovedrolle i de syv minutters svimlende kaskader af toner "Fuglenes afgrund", hvor Viktor Wennesz kommer ud i instrumentets yderste kroge - et studium i differentieret klangbehandling og nuancer fra det svageste til det kraftigste.
Også cellisten Øystein Sonstad finder en meget smuk meditativ ro og balance i den meget langsomme cellosolo "Lovsang til Jesu evighed", hvor pianisten Kristoffer Hyldig følger ham som en skygge.
Mindst markant står nok de rytmisk markante satser, som for eksempel "Raseriets dans, for de syv trompeter". Her kunne man nok have ønsket sig lidt mere fanden-i-voldskhed.
Ud over kvartetten rummer cd'en to tidlige værker for violin og klaver, begge skrevet til Messiaens første kone, Claire Delbos, der var violinist. "Thème et variations" fra 1933 er nok det mest typiske for Messiaen, mens "Fantasie" har mere end en snert virtuosnummer over sig. Christine Pryhn og Kristoffer Hyldig spiller fint og smukt, men man kan ind imellem savne, at udtrykket kommer længere ud i krogene, især i variationsrækken.