Om Beethoven's værk: Symfoni nr. 3 "Eroica"

Da Beethovens 3. Symfoni blev spillet første gang, oplevede publikum den største og mægtigste symfoni, verden endnu havde hørt. Den er så sprængfuld af dynamik og kraft, at den efter 200 år stadig kan vælte lytteren omkuld. Titlen "Sinfonia Eroica" er italiensk, og betyder "Heroisk symfoni". Det er altså heltemusik, et portræt af et menneske, der tør kæmpe for en større sag. Dø om så det gælder!

Beethoven levede på de store revolutioners tid. Han var 19 år, da franskmændene væltede deres kongefamilie og skabte en republik med frihed, lighed og broderskab. Unge Beethoven elskede revolutionens idealer. Også han havde en drøm om en fremtid, hvor ingen ville blive holdt nede af politi, militær, religion og fastgroede samfundsklasser. Ingen skulle hindre menneskets muligheder og evne til at skabe nyt. Derfor blev Beethoven en revolutionær i musikken. Hans glødende værker stræber efter en ny tid.

Eroica-symfonien fra 1803-04 blev hurtigt forstået som en hyldest til Europas største revolutionshelt, Napoleon. Under arbejdet overvejede Beethoven endda at kalde symfonien for "Bonaparte", som var Napoleons efternavn. Men året efter blev der slået skår i Beethovens begejstring. Napoleon kronede sig selv som Kejser af Frankrig. Det var jo forræderi mod alt, hvad der var blevet kæmpet for! Beethoven tog sin pen og stregede Bonaparte-titlen ud så voldsomt, at papiret blev revet i stykker. I stedet fik symfonien undertitlen: "Heroisk symfoni skrevet til højtideligholdelse af mindet om en stor mand".

Symfoniens fire satser symboliserer en helt og hans gerninger.

Førstesatsen viser heltens fremdrift, der ikke er til at stoppe. Når orkestret i samlet flok banker akkorderne ud, må man overgive totalt sig til den kraftkarl, der viser os vej. Beethoven? Napoleon? - Fra de allerførste takter får man at vide, at intet længere er som det plejer. Hovedtemaet, der begynder traditionelt som et enkelt treklangsmotiv, lander på en "forkert" tone, Cis, der intet har at gøre i hovedtonearten Es-dur. Tæppet trækkes væk under forventningerne med det samme, og denne nye variation giver Beethoven en langt større materiale at arbejde med i satsen.

Andensatsen er en sørgemarch. En massiv sats, der gør et voldsomt indtryk fordi dens udtryk fuldstændig sprænger de formelle rammer for en sørgemarch. Både i omfanget og i dens kontrastrigdom. Efter det indledende afsnit i mol bryder musikken alligevel ud i lyse klange og vokser til en storslået trium i dur. Helten er død, helten længe leve!

Tredjesatsen er i hurtigt tempo og virker som opsamling af ny energi efter heltens fald. Her hører man flere af de mange nyheder i symfonien. Dels den meget raffinerede rytmiske leg i satsens hovedafsnit, hvor Beethoven i spurtende tempo leger med vores opfattelse af to- og tredelt takt. Og dels hører man i midterafsnittet, at horngruppen er udvidet fra to til tre horn. Det virker måske ikke af så meget, men det forandrer hornenes rolle i symfoniorkestret. Beethoven trækker dem helt frem og lader dem spille det centrale tema i flot trestemmig udgave. Nu var horn ikke længere beregnet til blot at fylde og forstærke.

Finalens abrupte indledning lader lytteren sidde som ét stort spørgsmålstegn. Et hurtigt, vildt motiv spillet enstemmigt af strygerne. Hvad skal det betyde - og hvor fører det hen?

Så sætter det mindst ventede ind: Kontrabasserne knipser underfundigt på strengene. Flere instrumenter kommer til, og et akkompagnement begynder efterhånden at danne sig. Men hvor er melodien? Solo-oboen kommer med løsningen: Et simpelt tema, tilsyneladende helt ude af proportion med al den storhed, man har været vidne til i de forløbne satser. Men Beethoven viser det store i det små: Han udvikler temaet til en stribe fantastiske variationer. I stedet for en tordnende pompøs finale lader han ånden sejre, ikke kraften. Finalen bliver en erklæring om livsglæde og menneskets uendelige potentiale.

Eroica-symfonien er et nøgleværk hos Beethoven. Den indleder den mellemste af hans tre "perioder", som man sædvanligvis inddeler hans værker i. Den mellemste periode kalder man hans heroiske. Ikke kun efter Eroica-symfonien, men også efter alle de øvrige værker, som på samme måde fortæller om kamp og stræben efter lyset. Eroica-symfonien er hvad det angår i familie med berømte værker som Klaverkoncert nr. 5, Skæbnesymfonien (Symfoni nr. 5), Violinkoncerten, operaen Fidelio og Appassionata-sonaten.

Året før Eroica-symfonien havde Beethoven faktisk været på selvmordets rand. Hans tiltagende døvhed drev ham til desperation, men han valgte livet - for kunstens skyld. Beslutningen fik konsekvenser: "Jeg har ikke været tilfreds med mine værker indtil nu", fortalte Beethoven samme år, "og jeg vil derfor begive mig ind på en ny vej". Året efter var Eroica-symfonien færdig. Den hidtil største symfoni i verden - og sandsynligvis også den bedste, der nogensinde er komponeret.