Om Carl Orff's værk "Carmina burana"

Carmina burana er titlen på et middelaldermanuskript, fundet i den tyske by Benediktbeuren i 1803. Manuskriptet blev opdaget i et kloster, men det indeholder ikke kirkelige tekster. Tværtimod - det er sange om menneskets mest jordnære og kødelige sider.

Sangene er skrevet af omrejsende, lærde middelalderdigtere, som man kalder vaganter. Da Carmina burana i 1847 blev udgivet i bogform, kunne man over hele Europa konstatere at kærlighed, druk, hor og satire var begreber, de gamle munke udmærket kendte til. Carmina burana er en samling middelalderpoesi uden sidestykke.

Næsten 100 år senere faldt komponisten Carl Orff over teksterne. Det ændrede hans liv, hvad han ikke lagde skjul på:

"Skæbnen mente mig det godt, da den gav mig et katalog fra en antikvarboghandler i Würzburg i hænderne. Deri fandt jeg en titel, som tiltrak mig med magisk kraft: CARMINA BURANA. Latinske og tyske sange fra et 1200-tals håndskrift fra Benediktbeuren. På den for mig mindeværdige Skærtorsdag i 1934 anskaffede jeg mig bogen. Da jeg åbnede den, fandt jeg allerede på første side den berømte afbilding af skæbnegudinden Fortuna med sit hjul. Derunder ordene O FORTUNA / VELUT LUNA / STATU VARIABILIS ("O Skæbne / som månen er du foranderlig"). Jeg blev overrumplet af billedet og ordene", huskede Carl Orff tilbage.

På det tidspunkt - 1934 - var Carl Orff kendt som en temmelig traditionel komponist i senromantisk stil. Ved siden af det interesserede han sig for musikpædagogik, som han moderniserede i retning af det, vi i dag kender som "musik og bevægelse". At lære musikkens grundbegreber ved hjælp af blokfløjtespil er hans opfindelse. Men hvis ikke Carl Orff var faldet over teksterne til Carmina burana, havde han ikke været et ret kendt navn i dag.

Orff lavede et udvalg af teksterne, som han inddelte i tre grupper. Først en række sange, der handler om forårets spirende liv. Derefter fire sange om det vilde liv på kroen. Sidste gruppe handler om kurtisering og hvad deraf følger…

I Carmina burana får seksualiteten nemlig den placering, som den har i virkeligheden, selv om kirken gerne ville det anderledes. Beskrivelsen af pubertær liderlighed i Tempus est iocundum er er både grinagtig og realistisk, når de unge mænd og piger kæmper med at beholde deres dyd, mens øjet i det høje ser på:

"Åh! åh! åh! Jeg står i fuldt flor, jeg brænder over det hele af en helt ny slags kærlighed, som jeg dør for."

I Carmina burana er den allestedsnærværende Gud mest til besvær. Løsningen er at blæse ham en hatfuld, og det sker især på kroen i midterafsnittet In taberna. Et orgie af vin, mad, terningespil og damer, hvor der bliver skålet ad helvede til.

Foruden koret medvirker tre sangsolister. De har store udfordringer fordi de skal synge i et leje, der faktisk er for højt til deres stemmetyper. De to mandlige solister beordres til at synge i falset for at give et groft humoristisk udtryk. Der er nu mening med højdens galskab, og både tenorsoloen, som er den spidstegte svanes klagesang på kroen (!), og sopransoloen, hvor pigen endelig giver sig hen til sin bejler, er nogle af værkets højdepunkter.

Det gamle manuskriptet til Carmina burana var forsynet med primitive middelaldernoder, men Carl Orff valgte at skrive helt nye melodier med "gammel" virkning. Hans melodier har træk fra gregoriansk sang og middelaldermusik og er sat sammen til en firskåren enkelhed, der får musikken til at lyde forhistorisk.

Den usædvanlige orkestrering med hamrende slagtøj og klaverer understreger effekten af rå fortid.

Massive, voldsomme rytmer og smældende korstemmer får musikken til at brøle af liv.

Sådan havde han aldrig komponeret før, og inspirationen kom også bag på ham selv. "Alt hvad jeg hidtil har skrevet, og som De desværre har udgivet, må nu makuleres!", skrev Carl Orff til sin forlægger. "Med Carmina burana begynder mine 'Samlede Værker'".

"Jo mere fundamentalt og enkelt udsagnet er, desto mere kraftfuld bliver effekten," mente Carl Orff. Og han fik ret! Carmina burana er "fundamental" musik for fuld udblæsning, og det har gjort hans værk til et af det 20. århundredes mest populære musikværker.

Mest kendt er det imponerende åbnings- og slutkor, O Fortuna, som bruges til at slå fast, at vi alle er underlagt skæbnen. O Fortuna har fået global udbredelse og kendes fra både X-Factor, rockkoncerter og sportsbegivenheder. Det er musik, der repræsenterer lyden af massebegivenhed.

Bortset fra Carmina burana er Carl Orffs kompositioner praktisk taget ukendte i dag. Nogle mener, at det er fordi Orffs musik ikke stikker ret dybt. Andre mener, at det er hans meget spegede forhold til nazismen, der har forhindret at hans musik for alvor er blevet accepteret. F.eks. skrev Orff ny musik til skuespillet En skærsommernatsdrøm, da Hitler forbød den berømte musik af jødisk-fødte Mendelssohn.

I sin alderdom hævdede Orff, at han under krigen var medlem af modstandsbevægelsen Weisse Rose - men det var en løgn.

Med de briller på lyder Carmina buranas grove, voldsomme stil som en nazistisk version af "moderne musik". Det er dog nok de færreste, der tænker på det, når musikken drøner derudaf på sin flotte og overvældende manér. Og ifølge korsangere er det endnu sjovere at synge med end at lytte til!