Om dumhed i musikken – og andre steder

Det nuværende danske kongepar anstrenger sig temmelig meget for at gøre sig relevant i en tid, hvor monarkiet synes mere og mere overflødigt. Det skal parret have ros for, og kongehusets medlemmer virker da også som nogle rigtigt rare mennesker. Ikke et ondt ord om dem – men hvis jeg skal nævne en dansk konge, som virkelig taler til min republikanske sjæl, bliver det ikke Frederik d. 10., men derimod Frederik d. 6., som ifølge historiebøgerne fremsatte den – efter min mening – ualmindeligt kloge betragtning: ”Nok er vi fattige, men vi behøver ikke også at være dumme”.

Udtalelsen blev fremsat i 1814 efter statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge i 1814. Det hele så ret så dystert ud for kongeriget Danmark i 1814; men netop på baggrund af de store problemer var det ekstra fornuftigt at slå på tromme for, at et oplyst og uddannet folk er vejen ud af trængslerne. Frederik d. 6. fik gennemført almueskoleloven med ret og pligt til undervisning, og tiltaget udviklede sig sidenhen til folkeskoler, højskoler, seminarier, osv. Undervisning og uddannelse er centrale størrelser for, at et demokrati kan udvikle sig, så tak til Frederik d. 6. for den indsats (selv om kongen naturligvis ikke var alene om at indføre almueskolen).

Desværre er Frederik d. 6. s kloge ord ikke altid blevet værdsat efter fortjeneste, hverken i Danmark eller i resten af verden. I min egen levetid, og ikke mindst i de senere år, har uddannelserne været under pres i Danmark, og mange steder i verden er situationen langt værre. I USA er universiteterne lige nu under beskydning af en præsident og en administration, der sætter dumhed og uvidenhed i højsædet på bekostning af viden og kundskab, og den udvikling kan kun ende galt, hvis den får lov til at fortsætte.

I den følgende gennemgang vil jeg kigge nærmere på nogle sange, der beskæftiger sig med forskellige former for dumhed og dårskab – dog ikke altid i Frederik d. 6.´s forståelse af begreberne.

Dum og dummere
Sangtekster om dumhed handler ofte om intimrelationen mellem to mennesker og er dermed i virkeligheden en underafdeling af mængden af kærlighedssange. Selv om disse sange ikke har meget med Frederik d. 6. eller Donald Trump at gøre, kan de alligevel tjene til at belyse nogle sider af dumhedens væsen.

Når Ulf Lundell synger om ”Den dummaste jävel i världen” (2005), er det således en udskamning af en person, der ikke har forstået at tage vare på sine muligheder. Manden i sangteksten har ganske vist ”kun” begået den dumhed at give slip på sin elskede, og den dumhed fortryder han nu bittert. At han af den grund synes at lide alle helvedes kvaler forekommer dog denne lytter en smule overdrevent; sangteksten er nok et eksempel på det forhold, at overdrivelse fremmer forståelsen: ”Se hur hans fötter av bly/ välter upp trottoarernes plattor/ Se hur han famlar som en blind i en snöstorm/ hör hur han flämtar till”.

Thomas Helmigs ”Stupid man” (1994) fortæller langt hen ad vejen den samme historie som Ulf Lundells sang: en mand har opført sig utilgiveligt dumt over for omverdenen (og ikke mindst dens kvinder) og beder nu den aktuelt udkårne om at tage ham til nåde, på trods af hans tidligere udskejelser: ”I am yours if you can/ fall in love/ with a stupid man”. Der er næppe nogen grund til at tvivle på omfanget af jeg-personens dumhed; men heldigvis har dumhed af denne karakter sjældent konsekvenser for andre end de umiddelbart involverede. Her er ikke tale om dumhed i den forstand, Frederik d. 6. havde i tankerne.

Endnu et par eksempler på dumhed på mikroniveau skal her omtales. Da The Rolling Stones i 1966 udsendte nummeret ”Stupid girl” på LP´en ”Aftermath”, blev der ikke sparet på krudtet, da jeg-personen i teksten skulle beskrive kærestens – eller snarere eks-kærestens – dumhed: ”The way she powders her nose/ her vanity shows and it shows/ she´s the worst thing in this world/ well, look at that stupid girl”. Osv.

Det morsomme ved denne beskrivelse af en dum person er naturligvis, at sangteksten ikke efterlader den ringeste tvivl om, hvem den dumme er i sammenhængen: nemlig jeg-personen selv. Hvis man ellers kunne tro på, at udstillingen af menneskelig dumhed her er bevidst, kunne sangteksten være et ganske subtilt bud på, hvad det vil sige at være dum. Desværre forholder det sig nok ikke sådan med Jagger/Richards´ tekst.

Et eksempel på en sang om den samme type relation som i ”Stupid girl” er Aimee Manns ”You´re with stupid now” fra albummet ”I´m with stupid” (1995). Til forskel fra situationen i Rolling Stones-teksten er jeg-personen i Aimee Manns sang udmærket klar over, hvem der er den dummeste i relationen – og det er desværre hende selv, fordi hun ikke forstår at frigøre sig fra en uholdbar og skadelig relation.

Sangteksten er dog ikke helt enkel at få hold på og kan fortolkes på flere måder – som det er tilfældet med megen god lyrik. Teksten kan også udlægges som en beskrivelse af en mere overordnet form for dumhed, der viser sig i omgangen mellem flere mennesker end bare to. Under alle omstændigheder er du-personen i sangteksten nok ikke alene om at være dum: ”What you know/ you don´t want to know/ you´re with stupid now”.

Til kamp mod dumheden
Rodney Crowells sang ”Ignorance is the enemy” (1995), med indlagte recitationer af John Prine og Emmylou Harris, ligner ved første øjekast et skarpt opgør med dumheden som grundlag for livets forskellige forhold, og sangen kunne derfor umiddelbart ligne en slagsang vendt mod Donald Trump og ligesindedes tåbeligheder: ”Ignorance is the enemy/ and it fills your head with lies/ it´s the kind of bliss that can make you miss/ the very truth before your eyes”.

Desværre peger nogle referencer til ”englekor” og lignende metafysiske fænomener på, at sangen snarere er en form for religiøs påkaldelse af de højere magter i en tid med mange problemer, end den er et opgør med uvidenheden. Og det er næppe overtro (eller tro, om man vil), der skal redde menneskeheden fra dumhed – desværre. Så Rodney Crowells ellers så udmærkede sangtitel dækker nok ikke over det, man/jeg først troede, at sangen handlede om.

Men faktisk har samme John Prine, som var involveret i Rodney Crowells sang, selv skrevet en sang om dumhed og uvidenhed, ”Some humans ain´t human” (2005), og her er der ingen tvivl om, at det er den ægte dumhed, der er tale om. Prine har selv fortalt, at sangen bl.a. handler om hans syn på George W. Bush, og det er da også nok denne herre, der dukker op i verset med ordene: ”some cowboy from Texas/ starts his own war in Iraq”.

Men hovedparten af Prines sangtekst har et bredere sigte end blot at skælde ud på den siddende præsident, og linjer som de følgende rammer da også langt bredere i forsøget på at beskrive dumhedens natur: ”Some humans ain´t human/ some people ain´t kind/ they lie through their teeth/ with their head up their behind”. Det kunne næsten lyde som en smædesang om Donald Trump og hans faktaresistens.

Problemet med smædesange er, at de ofte i (for) høj grad udtrykker sangskriverens personlige holdning og derfor ret let kan afvises som udslag af private synspunkter, uden almen interesse. Dette kunne f.eks. være tilfældet med Van Morrisons ”It once was my life” (1997), hvori sangskriveren/jeg-personen i sangen gennemgår en række livsomstændigheder, som engang udgjorde hans eget liv, men som han nu har lagt bag sig. Og netop den nyerhvervede indsigt i forhold til den tidligere tilværelse indebærer en oplagt risiko for, at jeg-personen kommer til at føle sig hævet over sin tidligere situation og over de mennesker, der indgik i den. Det er farligt og risikerer at føre til arrogance og bedrevidenhed: ”Trials and tribulations/ and stupidity still rules/ some days it just feels like/ I´m stil on a ship of fools”. Forsigtig nu, Van Morrison.

Hvis risikoen for at havne i bedrevidenhed i forhold til omgivelserne er til stede i ”It once was my life”, slår samme risiko ud som fuldbyrdet faktum i sangteksterne til Van Morrissons herostratisk berømte og Don Quixote-agtige opgør med corona-truslen på cd´en ”What´s it gonna take” (2022), samt i nogle af teksterne til forgængeren ”Latest record project, vol. 1” (2021). Hør blot, hvordan det lyder i en sang som ”They own the media”: “They control the narrative/ they perpetuate the myth/ keep on telling you lies/ tell you ignorance is bliss/ Believe it all and you´ll never get/ never get wise to the truth”.

Sangteksten illustrerer meget præcist, hvad der er problemet med folk, som mener at ligge inde med den endelige sandhed, “the truth”. For hvis man selv kender sandheden, behøver man jo ikke at lytte til andre menneskers tåbeligheder – og det er netop den grøft, Van Morrison er havnet i på flere af sine seneste udgivelser. Morrison har jo ret i, at uvidenhed og dumhed er godt for magthaverne, fordi de så lettere kan manipulere og kontrollere de uvidende masser; men hvad nu, hvis ens egen kamp mod dumheden kun fører til endnu mere dumhed? Så er man jo lige vidt.

Som de ovennævnte eksempler på sangtekster viser, er dumhed mange forskellige ting, og man skal nok passe på med – som Jagger/Richards og Van Morrison – at håne andre mennesker for deres dumhed; for hvis man selv er en del af problemet, træder ens egen dumhed så meget desto tydeligere i relief på baggrund af hånlatteren. Vogt dig for bjælken i dit eget øje – og slut så i øvrigt op om Frederik d. 6.´s bestræbelser på at skabe en oplyst og uddannet befolkning.

Læs også artiklen ”Idioter” her på hjemmesiden.