dummy

Om jazzen - fra jazzen

17-10-2011
Jesper Nielsen

Få et smugkig ind i musikernes hoveder på Jazzblog.dk

Da basunisten Anders Larson i 2009 lancerede jazzblog.dk, var det med forhåbningen om at skabe en platform, hvor jazzmusikere kunne skrive om deres musik, cd-projekter, koncerter og hvad der ellers måtte trænge sig på. Det er siden da blevet til et hav af blogindlæg fra en bred vifte af spændende aktører på den danske jazzscene.

Ord og video

Fra debatter om spillesteder til tanker om livet. Fra turnéplaner til historierne bag væsentlige albums. Ordet er frit og bliver benyttet af veteraner såvel som upcoming kunstnere. Foruden det skrevne ord kan man på siden finde en række videoer med danske og udenlandske jazzmusikere.

Fra traditionel jazz til avantgarde

Jazzens mangfoldighed kommer levende til udtryk gennem de mange indlæg på bloggen. Mens nogle skribenter har afsæt i den traditionelle jazz, boltrer andre sig i avantgarde og free jazz. Listen af bidragsydere er lang og broget - læs bl.a. indlæg af  Morten Lund, Lennart Ginman, Erik Moseholm, Mads Vinding, Nils Davidsen, Jesper Løvdal, Stefan Pasborg, Jesper Bodilsen, Adam Melbye, Niels Løkkegaard og Peter Williams.

En hyldest til alsidigheden

Seneste indlæg er en hyldest til alsidigheden fra bassisten Jens Jefsen, der har været aktiv på den danske jazzscene i snart 50 år. Jens Jefsen har spillet med mange af jazzens største udenlandske aktører såvel som danske kunstnere som Poul Dissing, og han gør sig - med afsæt i sit lange, alsidige virke -  mange interessante overvejelser om musik og livet.