Om Rachmaninov og klaverkoncert nr. 3

Der var engang, hvor komponister også optrådte som musikere. Og hvor klassiske musikere selvfølgelig skrev deres egen musik.

Sådan var det med Bach, Mozart og Liszt. En af de sidste af slagsen var Sergej Rachmaninov (1873-1943). Han var fremragende både som pianist og komponist.

Rachmaninov levede hele livet som musiker med to roller. Det var helt naturligt dengang. Når han optrådte som pianist, var det tit med sin egen musik - men ikke kun. Og andre pianister spillede med glæde hans musik, der udkom på noder i store oplag og blev opført fra Moskva til Buenos Aires.

Blandt hans største og bedste værker er fire klaverkoncerter og endnu et stykke for klaver og orkester, "Rapsodi over et tema af Paganini".

Det er musik, som er kulminationen af "den romantiske klaverkoncert". Hvor pianisten er en helt, hvor kravene til virtuositet er enorme, og hvor musikkens berusende udvikling kan løfte hele salen i et stort sus. Også den tradition sluttede med Rachmaninov.

Guide til Klaverkoncert nr. 3

Den 3. Klaverkoncert blev skrevet på Rachmaninovs landsted i 1909. Det var en urolig tid, hvor Rusland få år tidligere havde været gennem et mislykket revolutionsforsøg og en håbløs krig mod Japan. Det gamle Rusland stod for fald. Melankolikeren Rachmaninov har utvivlsomt mærket, at det lakkede mod enden.

1. sats lægger diskret ud med et lille, melankolsk tema, der lyder som en russisk folkevise. Den lille melodi bliver det gennemgående grundlag for hele satsen. Allerede efter klaverets første præsentation af temaet skifter solisten rolle og begynder at spinde blomstrende figurationer rundt om melodien. Det skal gøres på nobel vis og med overlegen underdrivelse af solisten. Ellers rykker Rachmaninov-haderne ud med deres kritik af musikken som hysterisk - hvad den slet ikke er.

I 1. sats er der indlagt en yderst virtuos solokadence af fire-fem minutters varighed. Som om det ikke er nok, har Rachmaninov indskrevet et alternativ, der er endnu sværere, og som solisten er velkommen til at spille, hvis han vil - og tør! På sin egen indspilning af Klaverkoncerten, lavet i 1940, spiller Rachmaninov den "lette" kadence, måske i erkendelse af, at den sværere kadence ikke er musikalsk mere værdifuld. I det hele taget er det som regel den kadence, man hører.

2. satsen er opbygget som variationer over et tema, der præsenteres af orkestret. Hen mod slutningen af satsen indskyder Rachmaninov et afsnit med et hurtigt, alfeagtigt tema, som er afledt af det lille tema fra koncertens begyndelse. Satsen afrundes af en solokadence for klaveret, og uden pause går musikken videre til 3. sats.

Den sidste sats går rasende hurtigt og opsamler de temaer, der har været benyttet i de foregående to satser. Det giver en dejlig afrundethed af værket og god plads til den uimodståelige afslutning, der bevarer et skær af melankoli, selv om tonearten er triumferende D-dur. Hvis man er så heldig at høre Klaverkoncerten spillet af virkelig virtuose og stilsikre musikere, er der ikke meget indenfor den klassiske musik, der kan måle sig med gåsehuden, sveden og den stigende puls, som afslutningen på Klaverkoncert nr. 3 giver!

Virtuosernes favorit - puritanernes foragt

Rakhmaninov var en af alletiders dygtigste pianister, og den 3. Klaverkoncert er stadig en af de vanskeligste i det gængse repertoire. Den blev uropført i 1909 ved Rakhmaninovs første optræden i USA. Et par måneder senere spillede han den igen i New York med den store komponist Gustav Mahler som dirigent (den aften har ikke været uinteressant!)

Klaverkoncerten blev med respekt tilegnet Josef Hofmann, der var en af den tids mest berømte klavervirtuoser, men Hofmann optrådte aldrig med den. I mange år var det derfor kun Rakhmaninov selv, der opførte den - lige indtil hans unge beundrer Vladimir Horowitz tog den på sit repertoire. Horowitz spillede koncerten så fabelagtigt, at Rakhmaninov stort set holdt op med at opføre den selv. Horowitz lavede også den første indspilning af Koncerten; en uforglemmelig plade fra 1930.

Tidligere betragtede man i puritanske nationer - som fx Danmark - Rakhmaninovs musik som underlødig og vammel. Denne fordomsfulde tid er heldigvis næsten forbi, og selv herhjemme bliver Rakhmaninov nu værdsat og elsket.

Problemerne stammer først og fremmest fra tiden efter Rakhmaninovs død, hvor hans stil blev efterlignet og misbrugt voldsomt. Nogle lyttere associerer den med dårlig filmmusik - men det er virkelig ikke Rakhamninovs problem!

En nutidig, uhildet lytter bør ikke have svært ved at være enig med den anmelder, der allerede efter den første opførelse af Klaverkoncerten i Rusland ramte plet med sin beskrivelse:

"Den nye Klaverkoncert er præcist og lakonisk udformet og enkelt og effektivt orkestreret. Den afspejler de bedste sider af Rachmaninov: Enkelhed, ærlighed og klarhed."

Lån koncerten fra dit nærmeste bibliotek

Først bragt på Bibzoom 14.12. 2012