Ønskekoncerten – Et slag for Mølleren

Stig Møller 30 år på Skanderborg
Smukfest 2012, Bøgescenerne
Søndag d. 12. august 2012 - kl. 14:00

Det evigglade blomsterbarn Stig Møller har spillet på den festival, der engang hed Skanderborg Festival siden 1982. Festivalen hedder nu Smukfest, og ledelsen besluttede at lave en ”sand hyldest-, jubilæums- og gallakoncert for Stig Møller”, som der står i programmet. At man så samme dag i dagspressen kan læse i et interview med Mølleren selv, at han faktisk er blevet fyret fra sin ”Møllers scene”, hvor han ved indgangen til festivalen har taget imod gæsterne med peace, love and fællessange. Men han er ikke sur – Stig Møller er en glad mand!

Hovedpersonen selv sad ydmygt i den ene side af scenen, seks meter fra scenekanten. Herfra lagde han ud med ”Itsi bitsi”, som han og digteren og sangeren Eik Skaløe skrev til den skelsættende danske beatgruppe Steppeulvene i 1967. Publikum var straks med på omkvædet: ”Itsi bitsi / tag med mig til Nepal”. Og det var festivalens største pensionistpublikum. Konferencieren Erik Clausen, den gavflab, bemærkede også, at ”det er rart at se så mange skaldepander. Så ved jeg, hvor jeg skal træde, hvis det brænder!”  Clausen gøglede os gennem halv anden times venstreorienteret Giro 413; det var jo søndag over frokost. Og hvad vi ellers ikke har oplevet på den checkede festival, kom nu: Erik Clausen rodede gevaldigt rundt i præsentationen af de enkelte numre, og koncertens medvirkende talte ind i mellem i munden på hinanden. Hvilket alle tog med stoisk ro; intet kunne slå Clausen ud. Heller ikke, da der midt under en præsentation kom en stor, hvid hund ind på scenen. ”Hvem savner en hund?” Hvor herligt, at det netop var til denne koncert, noget sådant skete! Vi var periodevis tilbage i 1970’erne, hvor afstanden var mindre mellem de optrædende og publikum, og hvor en guitarsolo ikke bare fyldt seks takter, men seks minutter. Trods sine 67 år kom der soloer fra Møllerens guitar, der ikke var spor pensionerede!

Stig Møller var nok lidt benovet over al denne virak om ham selv; måske var det en nervøsitet, der gjorde, at han i Jeppe Aakjærs ”Jeg er havren” gik fejl i et saxofonsolovers, som Jens Haack var mester for.

Der kom så mange hyldestord fra vennerne, at Stig Møller formelig krympede sig. Koncertens kapelmester Peter Ingemann på bas havde sit hyr med at styre slagets gang, og måtte jævnligt hviske dessiner i solistens ører og bl.a. vise Danmarks Rocksanger Nr. 1 Peter Belli til rette foran fladskærmen, som sandsynligvis viste teksten til ”Dunhammeraften”. Pyt med det; der er også mange fabulerende ord fra Skaløe - men ulven Peter sang dem inderligt, så vi alle blev ramt.

Niels Skousen med stråhat sang med sin specielle foredragende sangstemme om ”Den fremmede”, inden der gik sambarytmer i den med Stig Møllers legekammerater fra gruppen Dødens Pølse omkring 1970: Christian Siewert på flamencoguitar og Flemming Quist Møller på congas og bongos. Kapelmester Ingemann fik her et hvil, mens Moussa Diallo spillede en tight sambabas.

Erik Clausen fortalte om musikernes livserfaring (”det, som samfundet kalder ældrebyrden!”) før den poetiske ”Mælkevejen”, som Stig Møller sang selv sekunderet af sangerinderne Søs Fenger og Nanna Lüders.

Et frisk indslag denne nostalgiske eftermiddag var Rasmus Nøhr, som egentlig skulle have sunget ”Kvinde kom ud”.  I stedet blev det en nærværende udgave af Kim Larsens ”Blaffersangen”, som han også gav på hyldestpladen Værsgo 2. For Deres Udsendte var det faktisk Nøhr, der havde den bedste direkte kontakt med publikum; en umiddelbar glæde kombineret med en ydmyghed, der giver et autentisk, ærligt udtryk. Herefter ville det have passet med lune Larsen selv på scenen. Det fik vi næsten også, idet vi på storskærmene fik en videohilsen fra Kim Larsen og en akustisk dogmeudgave, optaget på badeværelset(!), af Steppeulvenes ”Lykkens pamfil”. ’Den satte gang i mit eget skriveri’ kunne Larsen berette.

Erik Clausen fik møvet en hjemmelavet rap ind i programmet om ”den værste gruppe i samfundet: Fedterøvene”. Vi kunne klare de 50 sekunder, den varede …

Under ”Gør mig varm” blev hele orkestret præsenteret. Ud over de allerede nævnte var der korpigerne Lei og Lupe Moe, trommeslageren Hans Fagt og guitaristen Peer Frost (bl.a. fra supergruppen Young Flowers i slutningen af 1960’erne).

Denne hyldestkoncert kan ses som en slags pendant til TV-2’s ”Toppen af poppen”, hvor (medie)kendte musikere spiller hinandens numre til gensidig rygklappen. Og det er fint nok, når der kommer noget god musik ud af det – og måske oven i købet nye, spændende fortolkninger.

Det episk storladne nummer ”Herfra hvor vi står” sluttede koncerten med næsten alle på scenen. Til det obligate ekstranummer rejste Stig Møller sig, tog sin guitar og stol frem til scenekanten og sang solo sin ”Skanderborgsang”, som er skrevet til festivalen. Man anede en træt mand – men en glad mand. Et vemod sporedes i forsamlingen; vi var nu tilbage i 2012, men havde haft en dejlig genudsendelse af ungdommen. Vi vil huske fortiden, men leve i nutiden.

Måske er Stig Møller ikke på Smukfest 2013.

Men jeg tror, han altid vil være velkommen hos os fælleskabssøgende musikelskere, som be’r

Gør mig varm lille skat / Gør mig varm nu i nat

sætliste:

Itsi bitsi

Jeg er havren

Den fremmede

Palmetræet

Samba

Whole lot a shakin’ goin’ on

Dunhammeraften

Mælkevejen

Blaffersangen

Lykkens pamfil

Sikke’n dejlig dag

Fedterøv

Gør mig varm

Herfra hvor vi står

Skanderborgsangen