Genrer
Ornette Coleman: The shape of jazz to come
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 246
Den indflydelsesrige jazzsaxofonist Ornette Coleman udgav i 1959 sit helt store mesterværk: The shape of Jazz to come. Denne plade ville for alvor diktere, hvad man mener, når man siger “free jazz”. Nogle ville endda mene, at genren blev opfundet med denne plade. Jeg vil ikke gøre mig klog på noget, men jeg vil sige, at selv i dag føles denne plade frisk, kreativ og innovativ. Jeg har aldrig hørt andet af Coleman, men det har jeg så sandelig tænkt mig nu. Pladens åbningsnummer er Colemans uden tvivl bedst kendte, "Lonely woman". Det har nogle træk, der definerer Coleman som optrædende – først og fremmest starter det med en simpel melodi, alle kan forholde sig til, det lyder faktisk ikke særlig atypisk for jazzgenren. I starten danner Colemans saxofon smukke harmonier med kornetten, og trommerne arbejder godt sammen med bassen om at gøre det dramatisk. Det helt vilde sker dog under soloen, der optager størstedelen af nummeret, hvor sædvanlig akkordstruktur er blevet lagt væk til fordel for den enorme frihed, Coleman da får i sin improvisation.
Andet nummer hedder "Eventually", og det går hurtigt lige fra starten af, og man kommer da også hurtigt ud i soloen. Der er virkelig gang i bassen her, den tager sig aldrig en slapper. Det er et interessant bud på hvordan en walking bass kan udføres, for dens rejser frem og tilbage er virkelig uforudsigelige. Og Colemans vilde præstation kan man næsten ikke følge med i. Det bliver mere stille igen på "Peace", der lige fra starten, i nummerets “normale” sektion begynder at lege meget med tempo. Ca, 1 minut inde kommer et smukt, kort stykke, hvor bassen bliver strøget rettere end fingrespillet. Der er større fokus på stemning her end tidligere, og trods friheden og improvisationen er sammenholdet mellem de fire musikere stærkt, selv når kornetten ikke er så fremtrædende under den lange solo. På "Focus on sanity" optræder saxofon og kornet for fuld udblæsning i starten, og så står den ellers på trommer og bas i to minutter, før blæserne vender tilbage, og så går der vild solo i den. Det er en god opbygning, og det gør soloen mere overbevisende. Derudover er bassen også groovy på egen hånd. Der kommer også et mere stille blæserstykke, før trommerne bygger op mod sangens finale.
"Congeniality" er pladens næstsidste nummer, og dets vekslen i tempo gør det til et af Colemans mest dynamiske værker nogensinde. Det har elementer af både travlhed og sentimentalitet i sin åbning, og det går smukt fra den ene til den anden stemning. Den føles meget lystig under soloen, og man kan næsten se for sig, hvordan Coleman står der med et stort smil mod saxofonens mundstykke. Der kommer endda et “wooh” i baggrunden – og det gør det bare til en virkelig levende sang. Pladen bliver afsluttet af "Chronology", og den siger flot farvel. Man bliver glad af den, og bassen sidder lige i skabet. Både kornet og saxofon har virkelig noget at sige, og det føles som om, de snakker sammen. The shape of jazz to come er en imponerende plade fra hoved til hale. Den er kreativ, den er sjov, den er anderledes, og så er den heller ikke frygtelig lang, og at kunne levere alle disse indtryk på så kort tid er virkelig imponerende. Der er ikke mange jazzplader, der kan konkurrere med dette mesterværk.