Genrer
Otis Redding: Otis blue
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 74
Jeg kender ikke noget i soulmusikken, der har haft en nær så fed lyd som den sydstatssoul, man kunne finde hos pladeselskabet Atlantic i 1960’erne. Mens Motown med folk som Smokey Robinson, Marvin Gaye og Stevie Wonder kunne prale af at have genrens bedste sangskrivere, havde Atlantic helt klart det bedste band, nemlig Booker T. & The M.G.’s. De spillede på en række af tidens store soul-plader, men bedst husket er nok deres plader med den store soulsanger Otis Redding. Især pladen Otis blue: Otis Redding sings soul fra 1965 er populær. Det er nok den mest velansete soulplade, Atlantic nogensinde har udgivet. Den gav Redding sit store gennembrud gennem singler som "I’ve been loving you too long" og hans cover af "Satisfaction". Og det er egentlig ret sjovt, at den er blevet så populær, for det er næsten en regulær cover-plade. Der er lige så mange sange her, der oprindeligt er af Sam Cooke som af Redding. En stor del af sangene var desuden allerede populære i forvejen, og de huskes stadig bedst i originaludgaverne. Så hvorfor ikke bare høre originalerne?
Ja, man kunne f.eks. lytte til det cover, der i min optik fungerer allerbedst, nemlig "Satisfaction" af The Rolling Stones. Det er det eneste cover af en rock-sang, men den fungerer rigtig godt. Der er i forvejen lidt R&B-elementer i originalen, og det er fedt at høre Redding trække dem ud og accentuere dem. Tilføjelsen af blæserne fungerer også godt, og sangens rockede natur lægger op til godt med impulsiv energi på tværs af Redding og bandet. Et rygte siger, at Redding egentlig ikke kunne teksten udenad, hvilket ledte til en mere improviseret, impulsiv vokaloptræden. Vildskab er en kvalitet, der generelt klæder Redding og bandet rigtig godt, og vi får den også på Reddings egen "Respect", der senere blev endnu mere populær i en udgave af Aretha Franklin, samt på "Shake" af den dengang nyligt afdøde Sam Cooke. Cooke fylder som sagt en del på denne plade, for han har været en afgørende indflydelse på Redding som musiker. Mens jeg føler, at Reddings fortolkning af "Wonderful world" gør den fjollede kærlighedssang lidt for storladen, er hans udgave af "Change gonna come" smuk og respektfuld, selvom man måske kan kritisere den for at læne sig meget op ad originalen.
Generelt er sangene super lækre. Det er let at forstå, hvorfor Redding vakte opsigt. Alligevel finder jeg det distraherende, at så mange sange er covers. Det er jo stadig god musik, men pladen føles bare ret usammenhængende. Cover-plader, selv af meget velkendte sange, kan sagtens have sammenhæng, det har bl.a. Xiu Xiu, Willie Nelson og Johnny Cash bevist, for ikke at tale om et utal af juleplader. Jeg tror bare, at det kræver lidt ekstra fokus på struktur. Det fokus har Otis blue ikke rigtig. Til gengæld har vi en formidabel sanger i Otis Redding, et skidedygtigt band i Booker T. and the M.G.’s og en fantastisk producer i Isaac Hayes. Det lyder alt sammen rigtig godt, men jeg føler ikke den store sammenhæng i pladen. Hvis man vil høre disse sange i deres ideelle sammenhæng, bør man snarere opsøge nogle af de live-plader, Redding optog på denne tid, bl.a. Live in Europe og Historic performances recorded at the Monterey International Pop Festival. Stadig, hvis man vil udforske Reddings diskografi, er Otis blue en mindeværdig, velskåret samling sange.