Genrer


Outlaw rock ’n roll på Tønder Festival
Deer Tick gav den gas og leverede en fremragende koncert fredag aften på open air scenen. Tønder Festival 24. august 2012.
Bandet entrede scenen med en rock ’n roll attitude, der sjældent er set på Tønder Festivalen. Den karismatiske forsanger John McCauley havde cigaret i den ene hånd og fadøl i den anden, mens han var gemt bag et par mørke solbriller.
De lagde ud med nummeret ”Ashamed” fra deres debutalbum ”War elephant”, og derefter gik det derudaf med deres blanding af outlaw rock ’n roll og følsomme countrysange, der blev leveret med en energi som mest ses hos diverse punkbands.
Teksterne beskriver livet i udkanten af tilværelsen, og der blev sunget om druk som var det Tom Waits, kampen mod uretfærdighed som hos Bruce Springsteen og med inspiration fra Shane MacGowans rå poesi.
Deer Tick er en del af den nye bølge af alternativ country og indiefolk der er meget fremme for tiden, og som Tønder Festivalen har satset meget på i år med bands som The deep dark woods og The low anthem.
Publikum var med fra start og blev indfanget af bandet, der virkelig forstod at levere et show, som sjældent er set på Tønder Festival.
Koncerten sluttede med den traditionelle amerikanske sang ”Goodnight Irene” hvor bandet fik selskab af to fra The Low Anthem, der spiller på festivalen lørdag.
Efter at have været på Tønder Festival de sidste 25 år, må jeg tilstå at dette nok er en af de bedste koncerter jeg har set hernede.