Overbevisende opvarmningskoncerter

Århus Festuge  -  Uofficiel Åbning 26.8.2010 i Rådhushallen

Så kører årets helt store kulturbegivenhed – Århus Festuge.

Og før den officielle gallaåbning fredag er også i år den ”uofficielle” – sidste år bidrog C.V. Jørgensen til, at den uofficielle åbning blev en af ugens absolutte højdepunkter.

I år var koncerten – med undertitlen ”For Gud og hvermand” – faktisk tre koncerter.

Harper Simon

Hendes Majestæt Dronningen bliver - traditionen tro - taget på sengen, når Århus Festuge torsdag aften uofficielt skydes i gang. I år er første navn Harper Simon, som er søn af legendariske Paul Simon, og som i en alder af 38 har udgivet sit første album. Egentlig troede jeg, at han var aftenens hovednavn, men det stod hurtigt klart, at både han og publikum betragtede ham som en slags opvarmning.

Den charmerende amerikaner træder på scenen iført stilsikkert, afslappet tøj, morgenhår og en ældre Gibson-guitar. Han indleder koncerten med en kort sludder om at være i Danmark efterfulgt af en hæs coverversion af det forholdsvis ukendte The Kinks-nummer ”This is where I belong”. Det klarer han på overbevisende vis, hvorefter han kaster sig ud i sin egen ”Tennessee”. Men han holder fast i den hæse stemme.

Og hans vokal viser sig at være aftenens første store overraskelse. For hvis man sætter hans debutplade på, falder ens tanker med det samme på Simon & Garfunkel. Med mindre man er på alder med mig; så falder de på The Rumour Said Fire. Men det kommer jo næsten ud på et. I hvert fald har studieversionerne af hans numre et poleret og meget æstetisk udtryk, hvilket især er tydeligt på numre som ”Berkely girl” og ”Wishes and stars”. I aften er det slet ikke til at få øje på.

På pladen lyder Harper Simons sange som Simon & Garfunkel-kompositioner, og han synger som en engel. Men i Rådhushallen lyder numrene desværre gennemsnitligt, og vokalen er rå på en Eddie Vedder-agtig måde, der umiddelbart er svær at kæde sammen med dén Harper Simon, som man kender fra hans selvbetitlede album.

Om det er Simons skuffende vokal eller hans lidt kedsommelige countryguitarfigurer, ved jeg ikke, men publikum bliver mere og mere snakkesalige, i takt med at koncerten skrider frem. Og det fjerner fokus fra hans til tider ekvilibristiske guitarspil og hans ellers fine melodier. Førnævnte ”Berkely girl”, der er et af pladens stærkeste kort, ender til aften med blot at være en ballade uden nerve, der lige så godt kunne være blevet fremført i forbindelse med et tilfældigt tv-talentkonkurence. Og det er synd, men desværre symptomatisk for koncerten. Harper Simon er en taltentfuld sanger/sangskriver, men med den store afstand mellem studie- og liveversionerne af hans numre sætter han sig mellem to stole. Desværre.

Vi var nok en del, der opfattede Harper Simon som aftenens hovednavn. Men rigtignok viste det sig, at det ikke var en megastjerne, men en sympatisk fyr med en guitar, der stod på scenen. Og det var ikke lydanlæggets skyld, at Harpers stemme lød rusten. Den blev dog sunget mere ren, og især i sangen ”The shine” var hitpotentialet oplagt – i al sin enkelthed. Men der var et stykke fra mesterdebut-cd’en til aftenens lyd; et kompetent band ville have løftet koncerten gevaldigt. Koncerten passede fint til en uofficiel åbning: ”Kære venner – dette er blot begyndelsen!” Bagtæppet hele aftenen var fantastisk og i tråd med resten af ugen; Rådhushallens enorme vinduer gav udsyn til parkens slanke, høje træer, der blev belyst med et rigtig flot lysshow.

De Eneste To

Til forventningsfuld jubel og talrige klapsalver træder en sortklædt fyr på scenen. Efter at have skreget ordet "tester" ind i de tre opstillede mikrofoner for dernæst at sætte nogle tunge elektrobeats i gang, springer han nu energisk rundt bag en MacBook (med Apple-æblet skjult bag sort gaffertape). Bifaldets styrke tiltager yderligere, da de to musketerer, Simon Kvamm og Peter Sommer, dukker op og griber hver deres Gibson-guitar.  

Efter at have overstået aftenens første nummer, der bygger på et synkront vokalarrangement, som i øvrigt synes påtaget nasalt, spørger Kvamm retorisk, om ”det er okay”. Publikums begejstrede reaktion er ikke til at tage fejl af: Det er okay, Simon og Peter. De nære venner besidder nemlig to vokaler, der er som skabt til hinanden. For de fungerer ikke blot i det synkrone parløb, men også som et supplement til hinanden. De Eneste To spiller på elegant vis på både forskelligheder og ligheder.

Og mellem numrerne er der både plads til veloplagt peptalk om lokalpatriotisme (i forbindelse med nummeret ”Østjylland dreaming”) og mere eksistentielle emner. Før ”Da du faldt”, der er spækket med dystre og urbane rytmer á la Suspekt, reflekterer Kvamm over, om han mon nogensinde har prøvet, når livet gør rigtigt ondt. Senere kæder Sommer en hyggelig familiehistorie sammen med skrækkelig amerikansk selvmordsstatistik i sin præsentation af ”Vi springer for dig”. Ja, det virker til, at der er sket noget siden Valby Bakke og Darth Wader.

Men det handler ikke kun om ord. Den Oasis-lignende (eller er det ”Laugh 'n ½”?) ”Morten”, der handler om herrernes refleksioner over den skyldfølelse, de i dag føler, når de tænker tilbage på mobning og udelukkelse fra barndommen, leveres til aftenens hidtil største bifald. Men det er også fortjent, for nummerets repetetive strofer, der afbrydes af Kvamms råb, har potentiale til den danske hit-superliga. Disse karakteristiske Nephew-agtige råb har Sommer i øvrigt taget til sig, og det tilfører De Eneste To noget Yeah Yeah Yeahsk. På den fede måde.

Med ”Det hele” formår duoen at afslutte den vellykkede koncert på kryptisk og poetisk vis. ”Vi går med hund, hunden går med os.” I mine øjne er det derfor ærgerligt, at den lidt tandløse, og i hvert fald sløve, ”Alle har en fortid” får lov at lukke og slukke sættet. Men ikke desto mindre er De Eneste To et vigtigt projekt i dansk musik, der bliver spændende at følge.

En alvorlig koncert. Overvejende i mol og med bastant trommemaskine indover næsten hele tiden. I øvrigt styret af Simons bror Stefan Kvamm. Det bastante lydtryk var så kraftigt, at det kunne mærkes med hele kroppen. Og det var ikke altid rart, hvad der blev mærket. Teksterne borede i emner, hvor den dårlige samvittighed ligger lige under overfladen – og det er vel sundt nok? Sommer og Kvamm sang tit enstemmigt i oktaver, hvilket også associerede til den mørke middelalders munkesang. Som supplement til den elektroniske lyd medvirkede Kenneth Andersen på forvrænget elguitar, hvilket gav en fin og uvant balance mellem electronica og de akustiske guitarer (som godt måtte have ligget længere fremme i lydbilledet).

Og lyset! Under radiohittet ”Morten” var der grangiveligt sne på træerne bag scenen – imponerende show!

Staff Benda Bilili

Lad det være sagt med det samme: En anmeldelse af Staff Benda Bilili er en udfordring for mig, da mit kendskab til orkestret såvel som genren er meget begrænset.

Jeg tager dog med glæde kampen op. For Staff Menda Bilili er af mange årsager et specielt bekendtskab: De er otte congolesiske gademusikanter, der normalt holder til omkring hovedstaden Kinshasas zoologiske have. Og så er det specielle slet ikke begyndt endnu. Fire af orkestrets sangere har alle polio og sidder i kørestol. Derudover tæller det en rapper på krykker, en bassist, en trommeslager og en 18-årig forsanger, der spiller på en hjemmelavet slags lut. Lutten har kun en streng, men den lyder som en slags forvrænget Hawaiiguitar.

Staff Benda Bilili lader sig imidlertid ikke kue af at være en smule anderledes; tværtimod. Spilleglæden emmer af dem, og det er også tilfældet i Rådhushallen i aften. Derfor fremkalder deres spraglede afropop også smil på trætte århusianske læber allerede fra det første nummer. Publikum er nærmest halveret siden den foregående koncert, men de store huller på rådhusgulvet bliver effektivt anvendt til forskellige slags dans.

Spille- og livsglæden smitter nemlig gevaldigt, og det er efterhånden underordnet, om orkesteret spiller en ballade, upbeat rumba eller guitar- og lutsoli. Det er mest af alt deres nærvær og kontakt, de vinder på. For selvom de praktisk talt ikke får ekspliceret andet end ”It's good, eh?” i løbet af hele koncerten, er de med deres smil, knips og bevægelser i konstant kontakt med publikum såvel som hinanden.

Jeg har svært ved at skille numrene  fra hinanden, men det er let at konstatere en gradvist stigende løssluppen stemning. Den hjælpes på vej af orkestrets optræden, hvor kørestoledans pludselig bliver en del af sceneshowet. Det synes at være prikken over i'et, og nu har selv de fine herrer nede bagved, inklusive et par af kommunens rådmænd, svært ved at holde fødderne stille.

Men efterhånden er der gået langt over en time, og de otte sympatiske afrikanere er nødt til at takke af. Det gør de med et sidste nummer, hvis gentagende form næsten ender i en slags tomgang. Det virker dog ikke til være til frustration for særligt mange, da de fleste enten fokuserer på den forestående bytur, den igangværende fjollekoreografi eller blot på, hvor livsbekræftende et bekendtskab med Staff Benda Bilili faktisk er.

Ovenpå de lunkne anmeldelser af Benda Bilili fra årets Roskildefestival havde jeg ikke de store forventninger til aftenens finaleband. Derfor var det glædeligt at mærke den glæde og varme, der strømmede ud over scenekanten – fra den pulsende, stabile bas i bunden til den afrikanske (jubel)korsang. Om det var nødvendigt at have så mange sangere med, kan diskuteres. Forsangeren spillede ofte på et lille, én-strenget (!) elektrisk forstærket instrument, som indimellem lød som en Hendrix-inspireret guitar fra fætter BR. Det var da meget pudsigt, men måtte gerne være knap så fremtrædende. Jeg opfattede navnet på instrumentet som satungé.

I et yderst dansabelt nummer spillede en af sangerne også guitar, og lyden af de to sprøde guitarer (med single-coil pickupper) associerede til Paul Simons fantastiske plade Graceland fra 1986, hvor der medvirkede mange afrikanske musikere.

Og så er naboskabet ved at være på plads – fra Paul Simons søn fra U.S.A. over det fremmeste i dagens Danmark til det afrikanske kontinents varme lyd.

Århus Festuge er startet – med temaet Naboer.

God fest !