At overleve et knust hjerte

Da Lucinda Williams i et interview blev spurgt om, hvorfor hun syntes, det var svært at være kreativ i et lykkeligt, stabilt parforhold, var hendes svar, at hun simpelt hen aldrig havde prøvet at være i sådan et forhold i længere tid ad gangen: ”Hvis jeg er i et stabilt forhold, kan jeg ikke skrive sange, og så går jeg til”, udtalte Williams, og det lyder jo lidt trist – både for hende selv og for de mænd, hun i tidens løb har dannet par med. Lucinda Williams har dog skrevet sange om glødende passion og om gengældt kærlighed, så noget positivt må hun vel trods alt have oplevet på den front.

Men når det er sagt, er svaret på spørgsmålet om de mange ulykkelige kærlighedssange nok også simpelt hen det, at sange om ulykkelig kærlighed næsten altid er mere interessante end sange om lykkelig kærlighed. Tænk blot på alle de ligegyldige sangtekster, der handler om, hvor meget den ene elsker den anden og blot venter på at blive kysset. Næ, så er der mere kød på tekster, hvor en forsmået elsker er ved at gå til af længsel efter den elskede og enten synker hen i selvmedlidenhed eller tænker over veje til at overleve sorgen. Eller måske noget helt tredje. Hjertesorg er og bliver et af de faste fundamenter, en god fortælling bygger på.

Hjertesorg og seje overlevere
En af Lucinda Williams´ mange sange om ulykkelig kærlighed er ”Learning how to live” (2007), som fortæller om en kvinde, der er blevet forladt af den udkårne. Det får hende imidlertid ikke til at være vred på ham: ”All I have is this dimestore ring/ but I wouldn´t trade it for anything”. Hun elsker ham stadig – og ville oven i købet have været parat til at skifte navn for hans skyld! – men er klar over, at der ikke er andet at gøre end at forsøge at komme videre i livet: ”I´m learning how to live/ without you in my life/ I´ll take the best of what you had to give/ I´ll make the most of what you left med with/ I´m learning how to live”. Den pragmatiske resignation er en af vejene, man kan vælge for at overleve et forlist parforhold – men der er også andre veje, som det fremgår af en række andre rocksange om ulykkelig kærlighed.

En af de kendteste sange om, hvordan man overlever et knust hjerte, er nok Perren og Fekaris´ ”I will survive”, som Gloria Gaynor i 1978 gjorde til et kæmpehit på hitlisterne – og til en ren vinder på diskotekernes dansegulve. Sangen er en uimodståelig up-tempo popsang, som diskotekspublikummet har taget til sig som en slags kendingsmelodi, og som vil gøre lykke på ethvert dansegulv. Sangteksten fortæller i al enkelhed om, hvordan jeg-personen lærer at komme sig efter et ulykkeligt forhold; men i modsætning til tilfældet med Lucinda Williams´ sang er der her sat lidt flere detaljer på forløbet af processen.

Først forlader kæresten jeg-personen. Derefter græder hun sig igennem en række søvnløse nætter, mens hun har frygteligt ondt af sig selv. Men efter at tårerne er grædt, hanker hun op i sig selv og kommer videre, så da eks-kæresten dukker op igen og regner med at kunne indtage sin gamle rolle, venter der ham en overraskelse. 

Han bliver øjeblikkeligt smidt på porten og får at vide, at han ikke mere er velkommen: ”Did you think I´d lay down and die?/ No, not I, I will survive/ Long as I know how to love, I know I´ll stay alive/ I´ve got my life to live/ and all my love to give and/ I will survive/ I, I, I will survive”. I omkvædet antager sangen nærmest karakter af en regulær sejrshymne, og lytteren kan næppe lade være med at stemme i, når jeg-personen triumferende udbryder: “I will survive”!

En anden sej overlever efter et kuldsejlet parforhold møder man i texaneren Carla Olsons sang ”Number one is to survive” (1984), hvor hun giver sin version af, hvordan man kommer videre – selv om der også er faktorer, der taler for at blive og prøve igen: ”Wish we could start again this time/ but things would be the same old mess”. Selv om hjertet er i tvivl, siger fornuften nej, og heldigvis er jeg-personen i sangteksten klog nok til at lytte til sin forstand: ”Things had gotten out of hand/ we had ceased to understand/ what had started out as fun/ has now become a loaded gun”. Så nu er der ikke andet for end at bryde op, og det gør Carla Olsons jeg-person i et sejt rockende omkvæd, som bliver siddende længe i lytterens hoved: ”I know you well/ and I know it´s hell/ you´ve got to kick this thing alive/ and if you look upon my list/ number one is to survive”. Godt sagt og godt gået, Carla.

Først og fremmest gælder det om at overleve sorgerne, og for at kunne gøre det må man enten være stærk eller meget hurtigt lære at blive det. Det har samtidig den fordel, at man så er bedre rustet til næste gang, hvis der skulle ske noget tilsvarende igen. Det fortæller Jerry Butler om i sangen ”Only the strong survive” (1968), hvor han med en næsten neo-darwinistisk formulering opfordrer den forsmåede til at holde smerten ud og se at komme videre: ”Only the strong survive/ you gotta be a man/ you gotta take a stand”. Bruce Springsteen har for nylig indspillet sangen til et covers-album med samme titel som Jerry Butlers sang; men det er nu også en ganske udmærket sang med et ganske udmærket udsagn, og Springsteens fortolkning gør ikke sangen dårligere.

Andre strategier
Den bedste strategi til at komme sig over et knust hjerte er helt sikkert at forsøge at lægge det bag sig. Man kan selvfølgelig også prøve at blive hængende i det dårlige eller forliste parforhold, som Elvis Presleys jeg-person gør det i giganthittet ”Suspicious minds” (1969) med tekst af Mark James; men det er næppe nogen langtidsholdbar løsning.

Hør blot, hvordan det kan se ud i et tilsyneladende helt dysfunktionelt forhold: ”So, if an old friend I know/ stop to say hello/ would I still see suspicion in your eyes?/ Here we go again/ asking where I ´ve been/ you can see the tears are real, I´m crying”. Der er vist ikke andet for end at afslutte forholdet og se at komme videre: “We can´t go on together/ with suspicious minds/ and we can´t build our dreams/ on suspicious minds”. Men hvorfor i alverden håber sangens jeg-person så alligevel på, at de to kan fortsætte deres selvdestruktive forhold: “Oh, let our love survive/ I´ll dry the tears from your eyes/ don´t let a good thing die”. Rådet fra denne lytter vil lyde: gå aldrig tilbage til en fuser.

Det virker ikke rigtigt, som om forholdet i Elvis-sangen er værd at kæmpe for: men man kan selvfølgelig godt komme ud for, at der er noget at bygge kærligheden på, selv om det ind imellem mest er gråd og tårer. Den slags forhold hører man om i Albert Hammonds sang ”Through the storm”, som Aretha Franklin og Elton John indsang som duet i 1989. Her forlyder det, at ”through the storm/ through the tears/ you and I/ I know we can survive”. Vi skal bare være stærke og prøve at få forholdet til at fungere, synger de to stjerner, og med sangens mange gentagelser af ønsket om at blive sammen, kan det da godt være, at projektet vil lykkes.  

Noget tilsvarende kan siges om Rod Stewarts ”Hold the line” (2015), hvor sangteksten også opfordrer til at holde ud trods hårde tider og megen modgang. Det siges ingen steder i sangen, at de to hovedpersoners kærlighed skulle være årsagen til, at de skal forsøge at få forholdet på ret køl igen; men mon ikke det er det, der er meningen: ”Sometimes we´re lost and astray/ and the hope far away/ hold the line, we´ll survive/ hold the line, we´ll survive/ we´ll survive”. Man må sandelig håbe, at resultatet er anstrengelserne værd, for det virker, som om der er temmelig mange tårer og temmelig meget hjertesorg involveret i forholdet.

Som udgangspunkt må det dog siges, at det er al ære værd at ville kæmpe for et parforhold, hvis der er en mulighed for, at det kan reddes. Der er jo ikke meget perspektiv i bare at dukke sig og håbe på, at problemerne forsvinder af sig selv, sådan som det er tilfældet i David Crosbys Byrds-sang ”Lady friend” (1967): ”Here it comes again/ it´s going to happen to me/ here it comes/ I should have learned to duck/ She´s going to say she´s going away/ and I will have to live without her to survive”.

Jamen, det er jo sådan, det er en gang imellem her i livet. Det nytter ikke noget at prøve at dukke sig, når der er et opgør på vej, for det vil bare trække pinen ud. Tag dig sammen, mand, og find ud af, hvordan du skal overleve efter bruddet. Desværre er der noget, der tyder på, at vores jeg-person har prøvet at være i situationen før – tilsyneladende uden at være blevet hverken klogere eller stærkere af den grund: ”It looks just like the last wave I drowned in”. Tja, nogen lærer det aldrig.

Det er naturligvis svært at give andre mennesker gode råd om hjertets problemer; dem må den enkelte selv finde sin egen løsning på. Jeg-personen i Grateful Deads ”Touch of grey” (1987) har tilsyneladende fundet frem til den løsning på kærlighedsproblemerne – og på alle andre problemer – at han ikke vil lade sig slå ud af noget som helst, og det betyder, at han er sikker på, at han nok skal overleve, uanset hvad der sker. 

Selv om fruen forlader ham, selv om han er bagud med huslejen, selv om hunden ikke har fået mad, og selv om sønnen ikke kan læse (selv om han er 17 år), så pyt med det: ”I will get by/ I will get by/ I will get by/ I will survive”. Enten har denne jeg-person fundet en universalløsning på at tackle livets problemer – eller også har han bare røget for meget hash. Med Grateful Deads tidligere meritter in mente er det sidste måske nok det mest sandsynlige.

Så hvis man skal pege på en god kur mod et knust hjerte i rockteksternes verden, vil denne lytter nok vælge Carla Olsons gode råd: sørg først og fremmest for at overleve selv; så må de finere fornemmelser komme i anden række. Det er jo også den strategi, de anbefaler i fly-verdenen, hvis man skulle komme ud for en ulykke: sørg først for dig selv, så kan du altid hjælpe de andre bagefter.