P2 Klubben og den ulykkelige kærlighedshistorie

I samarbejde med DR har Bibzoom og en række af landets folkebiblioteker etableret klassiske musiklytteklubber på de lokale biblioteker. Lytteklubberne afholdes en gang om måneden, og månedens tema vil ligeledes indgå som en del af sendefladen for DR P2 Klassisk. Derfor kaldes lytteklubberne for "P2 Klubben". I oktober måned stiller lytteklubberne skarpt på Henry Purcell's berømte opera "Dido og Æneas". Læs mere her:

Det slutter sørgeligt, åh, så sørgeligt i Henry Purcells "Dido og Æneas": Dronning Dido går i døden efter at Prins Æneas har forladt hende. Umiddelbart inden den fatale afslutning, udtrykker hun sin sorg og smerte i operaens mest kendte arie: "When I am laid in earth": En klagesang som kan findes på talrige kunstneres opsamlinger af 'barokkens største'.

Men der er meget mere end et enkelt hit i Purcells ulykkelige kærlighedshistorie. Den engelske barokkomponist var en effen sangskriver, og i løbet af operaen får både sømænd, hoffolk og den onde troldkvinde der forårsager Didos endeligt mulighed for at levere hver deres ørehængere.

Underholdning for kongehof og skolepiger

"Dido og Æneas" er i dag engelske Henry Purcells mest kendte værk. Tidligste spor efter operaen er et hæfte med librettoet, forfattet af Nahum Tate, fra en opførelse på en pigeskole i Chelsea i 1689, men højst sandsynligt er operaen inden da blevet opført ved kongehoffet.

Som 'kongelig hofleverandør' var det forventet, at Purcell leverede en underholdende opera i et stramt format, og det levede komponisten op til med "Dido og Æneas". Godt nok fortæller den gennemgående handling om den store kærlighed mellem de to elskende, men det er langt fra hjerte-smerte det hele. Et muntert kor af syngende sømænd og en grum flok gnækkende hekse sikrer underholdningen og uhyggen sammen med de indlagte dansescener.

Lyt for eksempel til heksene i "Harm's our delight" og "Ho ho ho" i begyndelsen af anden akt, og mød sømændene i "Come away, fellow sailors" i tredje akt. Begge dele fungerer som underholdende afbræk i Dido og Æneas' ulykkelige kærlighedshistorie.

Dog havde opførelserne ved hoffet begrænsede fysiske rammer, og pigeskolen lagde også en dæmper på løjerne: Det var de forældre der betalte skolepengene, der var at finde på publikumsrækkerne, og det gik ikke an at lade pæne folks døtre optræde som hekse. Så i den særlige libretto fra Chelsea var 'witches' blevet til 'entchantresses'. Det var åbenbart en mere spiselig betegnelse for mor og far i 1689.

Men i år 1700 gjorde "Dido og Æneas" sin entre på den professionelle scene, sagde farvel til rettelserne fra pigeskolen, og blev nu opført med en større besætning: Flere korsangere og flere musikere.

Kærlighed og ondskab

"Dido og Æneas" er en opera i tre akter. Handlingen stammer fra "Æneiden" af den romerske forfatter Vergil, skrevet i det første århundrede før Kristi fødsel, og fortæller om kærligheden mellem Dronning Dido af Karthago og den tilrejsende Æneas. Æneas er Prins af Troja, men efter Trojas fald er han, på Jupiters bud, på vej til Italien. En storm bringer hans skib ud af kurs, og sender ham til Karthago.

Dido er enke, og har svoret at hun aldrig vil forelske sig igen efter hendes mand blev myrdet.

Dido og Æneas fatter imidlertid hurtigt sympati for hinanden. Dido holder fast i sit løfte, og er tilbageholdende, men i længden kan hun ikke modstå Æneas. Der er faktisk heller ingen grund til at holde sig tilbage, for også politisk vil en alliance mellem Troja og Karthago være en god idé. Men det hele får selvfølgelig ikke lov til at ende lykkeligt: En ond troldkvinde, der er jaloux på Dido og pønser på at ødelægge Karthago, kommer imellem de to elskende. Hun får en ånd forklædt som budbringer fra Jupiter til at beordre Æneas at fortsætte sin planlagte færd - ellers vil Troja forgå.

Æneas går til Dido for at fortælle hende, at han må rejse, og det kommer til et skænderi mellem de to. Hun har brudt løftet til sin afdøde mand for Æneas skyld, og nu vil han forlade hende.

Æneas fortryder, og erklærer, at han vil ofre Troja og blive i Karthago. Men en skuffet og svigtet Dido sender ham bort - og da hans skib forsvinder i horisonten overgiver hun sig til sin skæbne: Døden.

Gode melodier og fart over feltet

Den enkle handling i historien om Dido og Æneas omsætter Purcell til en opera hvor tempoet er højt, og arierne relativt korte. Det har højst sandsynligt været nemt for det dannede publikum i samtiden at afkode handlingen. Kun heksene der driver handlingen fremad er ikke kendt fra Vergil, her har Purcell og Tate overrasket deres publikum og givet de Æneide-kyndige et lille smil på læben.

Eftersom publikum højst sandsynligt var bekendte med Æneiden, var der ikke brug for at skære tingene ud i pap, og handlingen skrider raskt fremad. Alligevel har Purcell tid nok til at sætte liv i karaktererne: Han giver personerne rum til at udtrykke deres følelser - og Dido og Æneas får lov at have et 'rigtigt' skænderi med meningsudvekslinger og afbrydelser. Musikken er afvekslende, og de melodiske kvaliteter er i højsædet.

Der er ikke noget at sige til, at "Dido og Æneas" har holdt sig godt!

Ingen akkord er tilfældig

Formmæssigt er operaen bygget op af traditionelle engelske sangformer anvendt på gennemtænkt vis. Operaen igennem er der en nær forbindelse mellem musikken og budskaberne. Det er ikke tilfældigt hvilke gode melodier og underlæggende akkorder Purcell sætter i spil. Melodilinjerne stiger i takt med personernes humør, og valget af akkorder og tonearter understreger ligeledes handlingen.

Kompositionsmæssigt er det især Purcells brug af gentagne bas-figurer "Dido og Æneas" er kendt for. Den allermest kendte er Didos afsluttende "When I am laid in earth", men også flere andre sange i operaen er struktureret omkring gentagelsen af en lille basmelodi.

I operaens begyndelse, hvor Dido klager sin sorg over at sidde alene i Karthago i "Ah, Belinda", fortsætter den samme baslinje sangen igennem, imens Dido varierer sine udbrud i melodistemmen. "The Triumphing Dance" der afslutter første sats, er ligeledes bygget på gentagelsen af en fire takters bas-figur.

"When I am laid in earth" er dog det allerbedste eksempel: Arien begynder med en enkel basfigur, der gennemspilles i sin fulde længde inden Dido sætter ind, og repeteres gennem satsen. Baslinjen er faldende: Dronningen af Karthago har overgivet sig til sin skæbne, og det går kun én vej nu.

Efter at Dido har lukket munden for sidste gang tager violinerne over, og afslutter den nedadgående linje i melodistemmen. Da linjen ender, er Didos liv forbi.