På fortryllende jordomrejse med Dead Can Dance

 

Solen skinner fredag eftermiddag klokken 15.30. Arena er 2/3 fyldt. Flere kendte musikanmeldere har indfundet sig. T-shirts med The Cure og Type O Negative er ikke ualmindelige. Lidt ud over det sædvanlige er en lillaklædt mavedanserinde. Hun kigger forventningsfuldt op mod scenen.

Hvad kan man forvente? Dead Can Dance har aldrig tidligere givet koncert i Danmark. De har over 30 år på bagen, og de gennemgående medlemmer er Brendan Perry og Lisa Gerrard. Perry og Gerrard roses ofte for at synge live ligeså godt - eller endda bedre end på et studiealbum. Dead Can Dance beskrives også som stilskabere og pionerer, fordi de konstruerer smukke, hypnotiske, dirrende lydlandskaber med brug af synthesizers og instrumenter fra alverdens lande, hvorved de skaber Afrikansk polyrytmik, Gælisk folk, Gregoriansk kirkesang, Mellemøstlige mantras og art rock med et strejf af ambient, goth og dark wave.

Det lyder kort sagt som om at der er potentiale for en magisk eftermiddag med gåsehudsfaktor 50.

Nogle blandt publikum stirrer andægtigt op mod scenen. Andre fjoller bare rundt med en fadøl i hånden. Fordi der er luft mellem rækkerne kan plastkrus-indsamlerne nemt komme til. Det er lige ved at være for meget med al det renderi. Kunne de dog bare komme igen senere. Eller måske skulle Dead Can Dance stå på en lidt mindre mere intim scene?

Så sker der noget. Scenen oplyses i et hvidt, blåt og grønt cirklende skær. Fem musikere finder deres instrumenter. En bassist, en trommeslager og tre på keys. Perry og Gerrad følger efter. Gerrard ligner en græsk gudinde med sit opsatte hår. De to vokal-legender stiller sig bag hver deres mikrofonstativ. Ud af højtalerne strømmer en storladen inciterende musik og Perry starter på ”Children of the Sun”. Det er lidt som at høre en psykedelisk-etnisk version af The Doors sangen ”The End”. Fantastisk. Koncerten er i gang.

Gerrard tager over (de skiftes koncerten igennem til at synge lead og kor) med orientalsk mavedansermusik i bedste Natasha Atlas stil. Det er lidt af et stilskift. Men det kan man lige så godt vænne sig til for nu begynder en musikalsk jordomrejse. Lidt et ambitiøst projekt. Men det virker for de er så velsyngende og velspillende. Trommeslageren fortjener et applaus som han formår at skabe varierede lyde med bækkener og meget mere. Næste sang byder på lækre klangflader i et roligere tempo, der leder tankerne hen på en blanding af Simple Minds og en citarspillende Ravi Shankar.

Sang nummer fire får hårene på armene til at rejse sig. Det er mellemøstlige toner hvor Gerrards skalaer betones så smukt så smukt. Björk og Enigma kan noget af det samme og det er som et smut til det sunkne Atlantis og tilbage igen, efterfulgt af Perry på den synthrockende sang ”Amnesia”.

Og sådan fortsætter de næste elleve sange med en smagfuld, værdig blanding af operasang, afrikanske rytmer, græsk folklore, messende kirkemusik, skotsk sækkepibemusik og ikke at forglemme den drømmende ”Song to the Siren” (Tim Buckley) sunget så fortryllende af Perry. Sangen er fremført live af mange bands blandt andet Cocteau Twins, Robert Plant og This Mortal Coil og den er med på soundtracket til filmen ”The Lovely Bones”.

I hvilken som helst koncertform gælder det for artisterne om at formidle og forløse musikken. Det lykkedes for Dead Can Dance. De angler ikke efter konstant applaus. Man er der på deres præmisser. Koncerten dykkede måske en smule et sted i midten, og blev en anelse langtrukken for de utålmodige, som valgte at søge andre græsgange. De fleste lod dog til at overgive sig til magien denne sene eftermiddag på Arena. Nogle gange er det de bands med småt som bare er de mest interessante.