Paludan og musikken

Jacob Paludan var en af det forrige århundredes store danske forfattere, han døde i 1975, og allerede nu læses han ikke mere. Når han bliver nævnt, er det som ophavsmand til Jørgen Stein, udviklingsromanen, der gennem flere menneskealdre var fast konfirmationsgave til drengene. Efter at denne mursten var udkommet i 1932-33 sagde han farvel til fiktionen og skrev essays resten af livet.

Hans essays kredser om et lille antal temaer, der forud var blevet luftet i romanerne. Først og fremmest naturoplevelser. Paludan hører til de bedste beskrivere af dansk natur - på linje med Johannes V. Jensen og Knud Sønderby, og ingen over. Dernæst skrev han kritik og satire rettet mod samtiden. Paludan var en ægte reaktionær, som hadede tidens fikse ideer, det smarte, hurtige og overfladiske. Og endelig skrev han om oplevelser med kunst - maleri, litteratur og ikke mindst musik.

Glæden ved musik

Paludan kan skildre den umiddelbare, berusende glæde ved at lade sig rive med af et stykke musik. I andre sammenhænge er han den vidende analytiker, der forklarer, hvordan en bestemt tonart påvirker sindet. Hans foretrukne felt er den klassiske musik, men han er ikke kræsen. Mozart, operetter, et salonstykke spillet på tribunen i anlægget, det kan alt sammen berige én, hvis man er stemt for det. Men man må være indstillet på at lytte. Stå stille. Fordybe sig.

Glæden ved musik dukker tidligt op i forfatterskabet. I romanen Markerne modnes fra 1927 læser man om møllersønnen Ivar, der er et naturtalent på violin. Det er ellers en kulsort roman om menneskeligt forfald. Bedst som Ivar er på vej mod tinderne, må han slippe violinen, og han ender udslukt, en tom skal. Hvad der gør, at man overhovedet klarer at følge hans skæbne til vejs ende, er de fine skildringer af musik, der er drysset rundt om:

"Som nu Mendelssohn sætter sin koncert an: ingen omsvøb og sort tale, men straks, som naturligt for den, der har nok at bringe, dette e-moll tema af krystal og gult lys, der går så højt og svulmer så ædelt og ynglingeagtigt!"

Man lytter også lidt anderledes til Beethovens koncert efter linjerne om, at "da violinen efter sin ensomme rus i kadencen omsider var ved at vende hjem, og Ivar med ansigtet i hænderne ventede stedet, nu, nu! - da åbnede Ross rigtignok porten til selve himlen. Hovedtemaet vendte tilbage, men i dvælende tempo, og den jævne melodi udfoldede først nu sin hemmelighed under Ross' besnærende bue; hvad før var antydet, indfriedes mægtigt ..."

Oplevelser med violinen

Paludan kendte musikken indefra, han spillede selv. Da han var atten, kom han i apotekerlære i Ålborg, og han blev straks grebet af det rige musikliv i byen. Man kunne ikke opleve så mange strygere uden at få lyst til at prøve selv, fortæller han, så der blev anskaffet "en slags snedkerviolin" for sparepengene. "Her i loftsværelset fødtes så de første, ubeskriveligt klagende toner, for det viste sig jo at være adskilligt vanskeligere end det så ud til." Senere blev der råd til bedre grej, bl.a. en fransk Lupot og en italiensk Landolfi.

Selv om Paludan kan begejstres over en kraftfuld pianist, er det dog først og fremmest "de fire strenges mestre", han opholder sig ved i sine skrifter. Mange og herlige er hans snapshots af en svunden tids virtuoser, Marteau, Vecsey, Kreisler og den fænomenale belgier Ysaye, som Paludan desværre først oplevede "ved hans sidste københavnsbesøg, hvor der intet var tilbage ... Jeg gik i pausen og mindes endnu med gru, hvordan døren slap fra mig med et brag ..."

I et essay om amatørens glæde ved sit instrument luftede Paludan sin drøm om den ideelle akustik: "Den, der i lang tid har måttet spille mellem tæpper og bøger, gribes af feberfantasier om at leje Hovedbanegården en nat i de folketomme timer." Mange år senere blev han taget på ordet. Under optagelserne til et tv-portræt arrangerede Danmarks Radio, at Paludan kunne prøve sin violin i det vældige rum, ganske alene. Det var en sen vinternat og knagende koldt, og med resterne af en influenza rasende rundt i kroppen stod den gamle skribent så dér på sin flise foran kameraet og lod Bach klinge. Sådan kan feberfantasier blive til skæv virkelighed.

Man bør absolut unde sig selv at læse Paludan. Hans sprog kræver lidt tilvænning, specielt i essayene, som er ordkunst af høj klasse, krystallinsk og fuld af eftertanke. Her er meget godt at hente for elskere af klassisk musik. Og selv om der overalt er en stemning af svundne dage, længe siden, så lyner det dog jævnligt igennem med relevans for i dag. Hans ubehag ved plat kulturindustri og udvendig musik er ikke blevet mindre aktuelt med årene. Eller hvad med følgende kommentar - trykt i 1947:

"I vore dage læser man ikke sjældent om toneterapi - måske dog mest i underholdningspressen, der bringer så meget om amerikanske andenklasseslægers højst sensationelle og i morgen glemte opdagelser."

Var der nogen, der sagde Mozart-effekten?

Paludans satire kan være besk at sluge, ikke mindst for dem, der ønsker vækst og forandring for enhver pris. Men hans indfølende skildringer af klassisk musik har bud til mange. Her kommer varmen frem hos den gamle gnavpot. Og det slår ikke fejl, man får virkelig lyst til at sætte en plade på. Hvis man da ikke er så heldig at have et instrument at række ud efter.

Lån eller bestil på dit nærmeste bibliotek:

Markerne modnes
Landeveje og tankeveje. Bind 1
Landeveje og tankeveje. Bind 3