Parallelle musikuniverser

Inden for science fiction-genren opererer man med en række undergenrer, som hver udforsker en (eller flere) af de temaer, genren traditionelt beskæftiger sig med: rumrejser, tidsrejser, kunstig intelligens, teknologiske landvindinger - og parallelle universer. Den sidstnævnte undergenre har sine egne undergenrer, bl.a. kontrafaktisk historieskrivning og simulerede verdener. I sin grundlæggende form handler fortællinger om parallelle universer om, hvordan der på samme tid findes mange (uendeligt mange?) verdener, som eksisterer ved siden af hinanden med hver sin virkelighed, som måske ligner de andre verdeners virkelighed, men som altid adskiller sig mere eller mindre fra disse. I nogle af fortællingerne om parallelle universer kan der opstå mulighed for at krydse fra én verden til en anden via en form for dimensionsport; men denne mulighed er sjældent permanent og er oftere undtagelsen end reglen. Stort set eksisterer de parallelle universer adskilt fra hinanden.

Politikens musikunivers
Og hvorfor nu denne lille indledning om et yndet tema inden for science fiction-genren? Jo, indledningen skyldes, at jeg næsten altid oplever at leve i et parallelt univers i forhold til det musikunivers, jeg præsenteres for i min daglige avis, Politiken. På mange måder afspejler avisen ganske vist den verden, jeg selv lever i - det er jo også derfor, jeg abonnerer på Politiken og ikke på Jyllands-Posten, hvor jeg næppe ville kunne genkende ret mange af de præmisser, avisen bygger sin virkelighedsopfattelse og sit samfundssyn på. Men når det drejer sig om musikstoffet, og først og fremmest om behandlingen af pop- og rockmusikken, oplever jeg som regel, at jeg lige så godt kunne læse Jyllands-Posten eller for den sags skyld en avis fra det ydre rum - så fremmed er det musikunivers, der møder mig i Politikens spalter. Der er ikke noget nyt i den konstatering, og jeg har såmænd også skrevet om forholdet tidligere her på hjemmesiden i artiklen "Musik for voksne"; men alligevel bliver jeg hvert år overrasket over misforholdet mellem mit eget og Politikens musikunivers ved nytårstid, hvor avisen plejer at gøre status over det forløbne års bedste musik. Således også i år.

D. 31. januar 2022 kunne man læse en artikel i avisen, hvor Politikens 2 hovedanmeldere inden for pop- og rockområdet havde opstillet en liste over "Årets 30 bedste sange" - sange, der prægede året og gjorde det til "noget særligt". Jeg kendte et par af navnene bag sangene, primært fordi jeg tidligere var stødt på dem i Politikens musikanmeldelser. Men jeg kan ikke sige, at jeg havde hørt én eneste af de 30 sange, som havde markeret 2022 - altså i følge Politikens musikanmeldere. Det er der ikke noget mærkeligt i; jeg og anmelderne lever i hver vores musikunivers, der kun yderst sjældent har berøringsflader, og i 2022 havde der altså ikke åbnet sig nogen dimensionsporte mellem vores adskilte verdener. Det spiller nok ikke den store rolle for nogen af os; vi lever sikkert udmærket i hver vores univers (selv om jeg dog ind imellem som abonnent på avisen kan ærgre mig over, at der sjældent (eller aldrig) er indslag fra mit univers i Politikens musikspalter. Jeg betaler jo trods alt et anseligt beløb for avisen).

Det er naturligvis ikke min hensigt med disse linjer at rette nogen form for kritik mod den musik, der omtales af Politikens musikanmeldere, den har sit eget store publikum. Jeg kender den som nævnt heller ikke, og hvis jeg en sjælden gang alligevel drister mig til på Youtube at høre en bid af den musik, jeg læser om, forstår jeg ikke det, jeg hører, og det siger mig ingenting. Måske jeg ind imellem kan undre mig en smule over de panegyriske lovprisninger, der forbindes med musikken i Politikens spalter; men det misforhold skal jeg nok afholde mig fra at kommentere yderligere. Musikken henvender sig ikke til mig, og jeg forstår ikke den påståede storhed i den. Der skal nok en dimensionsport af de større til, før jeg får nogen fælles berøringsflader med Politikens "30 bedste sange" fra 2022. Sådan er det bare.

Mit musikunivers
Det, jeg imidlertid (med en vis rimelighed?) kan undre mig over, er, at der aldrig eller kun meget sjældent dukker anmeldelser af musik fra "mit" univers op i "min" avis. Hvem på avisen tager sig af at anmelde den musik, jeg godt kan lide, lytter til og ikke helt sjældent køber? For den pop- og rockmusik, der anmeldes i Politikens spalter, er jo trods alt kun en lille brøkdel af den musik, der udsendes mellem år og dag - og nok så relevant i den forbindelse: den anmeldte musik repræsenterer kun nogle få af de mange undergenrer, der eksisterer inden for pop- og rockmusikken.

Hermed tænker jeg ikke på de mange genrebetegnelser, jeg støder på i musikanmeldelserne, og som jeg for en stor dels vedkommende ikke aner, hvad betyder: grindcore, electro cumbia, drill-rap, osv. Pyt med disse betegnelser; det er ikke de mange eksotiske genrenavne, jeg hentyder til, når jeg taler om et amputeret anmeldelsesunivers i Politiken. Derimod er det fraværet af den store mængde "almindelig" rockmusik, som man måske i mangel af bedre betegnelse kan omtale som "klassisk rockmusik", eller udløbere af samme. Altså rockmusik uden indslag af hiphop, rap, rave, grunge og hvad man ellers kan finde på af sjove genrebetegnelser. Rockmusik med udgangspunkt i den klassiske besætning hos The Beatles; sang, guitar(er), bas og trommer - i en eller anden sammensætning og gerne udvidet med klaver eller horn. Der udsendes (heldigvis) stadig uanede mængder af den slags musik, og meget af det lyder oven i købet vældig godt (i denne musiklytters ører). Det er denne type mainstream (?) rockmusik, jeg savner i Politikens musikunivers.

En del af forklaringen på den "almindelige" musiks fravær i Politikens spalter skal nok findes i den omstændighed, at den klassiske rockmusik i høj grad udøves af klassiske kunstnere - dvs. folk, der snart nærmer sig sidste udløbsdato - og henvender sig til et tilsvarende (over)modent publikum. Men Politiken vil jo som en moderne avis hellere have fat i de unge, fremtidens læsere (?), end i de gamle eller halvgamle nokkefår, og det håber man på avisen at kunne få ved at skrive om de unges verden. Problemet med denne strategi er bare, at flertallet af avisens aktuelle læsere er modne mennesker, som ikke nødvendigvis interesserer sig synderligt for de unges kultur - og det gælder formentlig i lige så høj grad for musikområdet som for de andre kulturområder, avisen behandler i sine spalter.

Det betyder, at der - formentlig - består et skrigende misforhold mellem de målgrupper, avisen håber at få i tale på musikområdet og de målgrupper, der rent faktisk læser avisen. Et tilsyneladende uløseligt dilemma - og et dilemma, som måske burde tages alvorligt af Politikens redaktion. Jeg er tidligere stødt på et lignende grelt modsætningsforhold i mit eget arbejdsliv, nemlig i form af den voldsomme kløft mellem den brugergruppe, min biblioteksledelse ønskede at satse på, de unge, og den brugergruppe, som i virkeligheden udgjorde størstedelen af bibliotekets lånerskare, de ældre lånere. Men dette skisma er et sidespring i forhold til emnet her.

Den svenske rockmusik
Det sker trods alt, at "min" musik omtales i Politikens spalter; men i så fald drejer det sig næsten altid om anmeldelser af nyudgivelser fra musikkoryfæer, som avisen anstændigvis ikke kan tillade sig at negligere totalt, men som dog kun er på besøg i avisspalterne på tålt ophold. Det drejer sig om navne som Bob Dylan, Neil Young og Bruce Springsteen, som jo fortsat lever i bedste velgående, og som fortsat udsender ny musik - men som "kun" spiller klassisk rock, og som derfor aldrig ville kunne komme i betragtning til en oversigt over årets bedste sange. De gamle rockveteraner interesserer sig ikke for at følge med "tidens rytmer", ligesom de hverken er særligt sexede eller særligt mystiske, sådan som de unge musikudøvere, der optræder med "farvekoordineret tøj" eller måske ligefrem ynder at maskere sig til ukendelighed, er det. Repræsentanterne for den klassiske rockmusik går kun op i at gøre det, de er bedst til, altså at spille musik, og så overlader de i øvrigt udklædningen og maskerne til entertainerne og show-folket.

De omtalte klassiske rockmusikere, der aldrig eller næsten aldrig optræder i Politiken, optræder til gengæld hvert år på min egen personlige liste over årets rockudgivelser: Steve Forbert, Bob Lind, Carla Olson, Jackson Browne, Van Morrison, osv. Fortsæt selv listen. Dertil kommer den helt store gruppe af rockmusikere, der for alvor befinder sig i et parallelt musikunivers i forhold til Politikens musikunivers: alle de mange svenske rockmusikere, der i Sverige er kendt af Gud og hvermand og optræder på diverse svenske musikfestivaler,men som kun er kendt af få i Danmark, fordi der af uransalige grunde går et musikkulturelt jerntæppe ned gennem Øresund, når det gælder rockmusik. Og eftersom de mange, i Danmark stort set ukendte rockmusikere "kun" spiller klassisk rockmusik, optræder de heller aldrig i Politikens anmeldelsesspalter. Her var ellers et oplagt kulturpolitisk hul at udfylde for nogen, der var interesseret i at videreformidle oplysning.

Til gengæld for deres fravær i Politiken optræder de "almindelige" svenske rockmusikere hvert år i rigt mål på min egen top-10-liste over årets bedste musik. Min årlige svenske hitliste omfatter navne som Lars Winnerbäck, Staffan Hellstrand, Ulf Lundell, Tomas Andersson Wij, Oscar Danielson, Dan Hylander, Melissa Horn, Annika Norlin, Pernilla Andersson, Bo Kaspers Orkester, osv. osv. Alle velanskrevne navne i vores store naboland - og alle navne, der i forhold til Politikens musikanmeldelser lige så godt kunne befinde sig i et alternativt univers som i virkelighedens Sverige. Hvilket jo heldivis ikke forhindrer dem i at lave god, iørefaldende og langtidsholdbar rockmusik.