Patti Scialfa og overraskelserne

Jeg elsker musik, og jeg elsker at blive overrasket. Derfor var jeg også meget glad for de kvartårlige plademesser i Nørrebrohallen og andre steder i København, hvor man som regel kunne regne med at støde på musik, man ikke lige havde regnet med at finde. Desværre er de store plademesser i København med udenlandske gæster nedlagt for flere år siden, og tilbage er kun nogle mindre messer i omegnskommunerne og rundt omkring i landet. I Sverige arbejder man stadig med store plademesser som faste institutioner, bl.a. i Stockholm, Göteborg og Jönköping; men i Danmark er de store, traditionsrige plademesser åbenbart bukket under for digitaliseringens overtagelse af verdensherredømmet.

Men når man ikke kan komme på plademesse i København, må man nøjes med den næstbedste løsning: de hollandske pladeudsalg, som et par af de store brugtforhandlere opererer med. Her kan man stadig komme ud for overraskelser i form af cd´er, man ikke kendte til eller bare havde glemt, man var interesseret i. Hvis man er ude efter bestemte stykker musik med bestemte musiknavne, kan man jo altid forsøge at lede efter dem på nettet. Men hvis man enten ikke er klar over, hvad der præcis findes af udgivelser med ens yndlingsmusikere, eller man måske ikke er helt opdateret på de forskellige udløbere af ens favoritbands, kan en plademesse eller et hollandsk marked være det rette sted at henvende sig. Afhængigt af markedets størrelse skal man være ret uheldig for ikke at støde på noget af interesse her – i hvert fald ifølge mine erfaringer.

På et hollandsk plademarked, som man har mulighed for at besøge flere gange, gælder det om at vurdere, hvor længe man tør vente med at købe en udgivelse, man er interesseret i. Skal man slå til med det samme ved 80 kr., eller bør man vente med at købe, til prisen er nået ned på 35 kr. – og den ønskede musik måske er solgt? Det beror naturligvis på en individuel vurdering, hvornår man vil slå til. Hvis man er meget interesseret i en udgivelse, skal man selvfølgelig bare købe den med det samme; tilbuddet kommer måske aldrig igen. Men der er store gråzoner på området, og det er bl.a. denne usikkerhed og uforudsigelighed, der gør det sjovt og interessant at købe musik andre steder end der, hvor pladerne altid er på lager, og hvor prisen ikke er til diskussion.

Patti Scialfa
På det seneste hollandske udsalg i Accord stødte jeg på en cd, som jeg aldrig havde set tidligere, og som jeg heller ikke kendte til eksistensen af: en pirat-cd med Patti Scialfa og med titlen: ”I´m a big girl now”, opkaldt efter et nummer på cd´en. Formentlig er det en fejl, at cd´en er røget med på det hollandske marked, for overordnet set må den slags udgivelser slet ikke sælges af autoriserede forhandlere. På cd´ens cover kan man da også læse: ”This is a not-for-profit fan production. Please do not resell”. Men cd´en er som nævnt sikkert røget med i stakkene ved en fejl, og jeg er ikke den, der har tænkt mig at klage over fejlen. Som anført kan jeg godt lide overraskelser, og en cd som denne må bestemt kaldes en overraskelse.

Inden jeg går videre med fortællingen om mit overraskende musikfund, er det nok på sin plads lige at præsentere Patti Scialfa. Hun er født i 1953 af en irsk mor og med en italiensk far – deraf det italienske efternavn. Patti Scialfa er først og fremmest kendt, fordi hun er gift med Bruce Springsteen og har været det i snart 25 år. Men hendes musikalske meritter går længere tilbage og spænder videre end til hendes amourøse forbindelser med et af rockmusikkens mest prominente navne.

Scialfa kommer ligesom Springsteen fra New Jersey, og det var også her, hun slog sine musikalske folder i starten af karrieren. Omkring 1980 lagde Patti Scialfa baggrundsstemme til flere af New Jersey-bandet Southside Johnny and The Asbury Jukes´ plader. I 1980´erne sang Scialfa med på nogle Rolling Stones-udgivelser og senere også på plader med Emmylou Harris og Joe Gruschesky. Men på det tidspunkt havde hun for længst fået sin egen pladekontrakt med Columbia, ligesom hun var blevet en fast del af Springsteens E-Street Band i 1984.

I 1993 udsendte Patti Scialfa sit første album i eget navn, ”Rumble doll”, med 12 sange skrevet af musikeren selv. Springsteen medvirker på klaver på et par af numrene; men trods denne celebre opbakning blev albummet ingen salgssucces – heller ikke, selv om det fik fine anmeldelser af kritikerne. I 2004 var Patti Scialfa klar med sit andet soloalbum, ”23rd Street Lullaby”, også denne gang med diskret hjælp fra ægtefællen samt fra en række andre fremtrædende musikere. 

Det nye album fik også udmærkede anmeldelser og gav anledning til en solo-turné samt medvirken i forskellige TV-shows. Udgivelsen ændrede dog ikke på, at Patti Scialfas primære berømmelse fortsat hvilede på hendes medlemskab af Springsteens E-Street Band, og det gjorde hendes 3. soloudspil, ”Play it as it lays” (2007) heller ikke. Der har længe været forlydender om et fjerde soloalbum, men indtil videre er det blevet ved rygterne.

I´m a big girl now
Indholdet på pirat-cd´en med ovenstående titel består af 7 outtakes med Scialfa fra perioden 1986-91, dvs. før hun udsendte sit første album. Desuden finder man på ”I´m a big girl now” 5 live-optagelser fra 1993-98, alle med numre fra debutpladen, samt 2 sange fra spillefilmen ”No looking back” (1998), sunget af Patti Scialfa. De to sidstnævnte numre afslører tydeligt, at der her er tale om et uofficielt produkt – med mindre de 4 produktionsselskaber bag filmen alle skulle have givet tilladelse til at bruge filmmusikken på Scialfa-cd´en, og det er der nok ikke stor sandsynlighed for.

De 5 live-versioner af sange fra Patti Scialfas første soloalbum er ganske udmærkede og viser hende som en dygtig sangskriver; men hun har jo også haft en god læremester. Det er dog helt klart de 7 outtakes, der gør pirat-cd´en interessant, og det skyldes, at det altid er spændende at stifte bekendtskab med sange, der ikke i første omgang bestod optagelsesprøven til et officielt udsendt album, eller som af andre grunde har fået lov til at blive liggende i skuffen i stedet for at blive udgivet på plade. Igen er det overraskelsesmomentet, der er på spil.

Man kan ikke altid dømme ud fra et outtake, hvordan et givet nummer ville lyde, hvis det blev gjort helt klar til udgivelse. Nogle af de tidlige outtakes på ”I´m a big girl now” falder helt oplagt i kategorien ”ufærdige projekter”. En sang som ”Atlas shrugged” med et spinkelt klaver-akkompagnement kan muligvis blive et godt nummer; men det er svært at dømme om ud fra det foreliggende outtake. Numre som ”Desiree” og ”Waitin´ on delivery” lyder som forstudier til Springsteen-sange (hvilket i parentes bemærket betyder, at de lyder udmærket).

Og så er der de to lidt senere outtakes, ”Burning love” og ”Line of faith”, hvoraf det første er skrevet af Springsteen til Scialfa, og det andet lyder præcis som et eksisterende Springsteen-nummer, selv om jeg ikke lige kan sætte navn på nummerets dobbeltgænger. ”Lion´s den”, måske, eller et andet nummer fra ”Tracks”-boksen. Jeg kan ikke på stående fod gennemskue det – men stærkt Springsteen-inspireret er nummeret i hvert fald, selv om det angiveligt er skrevet af Scialfa selv. Outtake-sangen ”Burning love” (ikke at forveksle med Elvis-sangen, som Springsteen selv har spillet ved flere koncerter) er til gengæld et fuldblods Springsteen-nummer, i familie med tunge sange som ”Hearts of stone” og ”The fever”. Eller med andre ord: en glimrende Springsteen-sang, som både er hele cd´ens pris værd og dermed i sig selv grund nok til at være glad over at være faldet tilfældigt over pirat-cd´en med Patti Scialfa.

Det vil være uretfærdigt over for Scialfas sangskrivning og musikalske udtryk at få det til at lyde, som om Bruce Springsteens aftryk på hendes udfoldelser er den vigtigste grund til at stifte bekendtskab med hendes sange. Sådan er det ikke; Patti Scialfa er en fin sangskriver og sangerinde med et selvstændigt musikalsk univers. Da jeg faldt over pirat-cd´en med hendes uudgivne sange, vidste jeg jo heller ikke noget om Springsteens fingeraftryk på indholdet. Der er al mulig grund til at lægge ører til Scialfas ukendte numre, hvis man skulle være så heldig at falde over dem på en plademesse eller lignende (selv om man også kan opsøge dem målrettet på nettet, når man kender til deres eksistens).

Men når det er sagt, må man tilføje, at det ikke er nogen ringe bonusgevinst at falde over et flot, hidtil uudgivet Springsteen-nummer, når man prøver at få stillet sin musikalske nysgerrighed på en plademesse eller ved et hollandsk musikmarked. Længe leve overraskelserne!