Genrer
Paul McCartney & Wings: Band on the run
Kjartan F. Stolberg er i færd med at anmelde samtlige albums på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr. 418 på listen.
Da The Beatles i 1970 gik hvert til sit, begyndte de alle sammen at lave soloprojekter. Disse var af varierende kvalitet, og i 1973 udkom så min favorit blandt alle disse mange plader. Det var ikke teknisk set en soloplade, da Paul McCartney lavede den sammen med sit nye band, Wings, men det er stadig et næsten perfekt album. Den starter med titelnummeret, der udvikler sig så meget, at man knap nok kan høre at starten og slutningen er samme sang, men det kører stadig ufatteligt flydende. Det er et formidabelt nummer, der på grund af sin variation underholder virkelig meget. Det andet nummer, "Jet", bevæger sig inden for nogle lidt smallere rammer, men energien bevæger sig stadig rigtig meget, så de mest energiske punkter føles så meget desto mere friske. Og så er den også virkelig fængende, og det gør den kun sjovere at synge med på. "Bluebird" er en mere stille sang, der udmærker sig med sine flotte vokalharmonier og den jazzede saxofonsolo. Faktisk har hele sangens komposition elementer af jazz, hvilket er dejligt forfriskende.
"Mrs. Vanderbilt" er en af albummets mere poppede sange, men dens dystre toneleje gør den stadig fascinerende. Linjen "What's the use of worrying" bliver gentaget en del gange i løbet af sangen, og den føles virkelig opgivende og trist. Det er ikke en spor lykkelig sang, og det festlige udråb "Ho! Hey Ho!" får en mere ironisk klang. "Let me roll it" går tilbage mod de mere psykedeliske år i Beatles-historien, mens den på den meget fremtrædende guitar virker inspireret af Eric Claptons tid i Cream. Den stille "Mamunia" er en virkelig glad sang. Dens livsglæde er så oprigtig, at det smitter en del af på lytteren. Den har i øvrigt også livlig percussion, hvilket er meget dejligt, for ellers er det bare en simpel basgang og en enkel akustisk guitar. "No words" er en af de mindst kendte sange fra Band on the Run , og det kan man egentlig godt forstå. Det er den eneste, som ikke har boret sig godt ind i min hukommelse, men det er ikke fordi den er dårlig. Den er faktisk god, den har bare ikke rigtig noget, der minder om et hook. Den er dog dejlig psykedelisk, og det er jo en genre, hvor Sir Paul McCartney altid har klaret sig godt.
På den amerikanske udgave, samt mange nyere europæiske udgaver, sniger et nyt nummer sig ind efter "No words". Det hedder "Helen Wheels", og det virker i versene kraftigt inspireret af Chuck Berry, mens de skrigende omkvæd er et ganske unikt McCartney-varemærke. Det er ikke pladens største kunstværk, men det er ganske sjovt. Man kan ikke lade være med at smile en smule af det. "Picasso's last words (Drink to me)" handler sjovt nok om Pablo Picassos sidste ord, der her blev oversat til "Drink to me, drink to my health, you know I can't drink anymore". Og det er kraftige ord, vi her snakker om, og det er også en ganske kraftig sang. Midt i sangen går den over i en blødere udgave af "Jet", hvorefter den vender tilbage til form, dog stadig i en stille version. Til sidst bliver udråbene fra "Mrs. Vanderbilt" også inkorporeret, og det føles virkelig komplet og fyldigt. Afslutningsnummeret, "Nineteen hundred and eighty-five", er rigtig godt. Det lyder mest af alt af progressiv rock, hvilket der faktisk er en del elementer af i løbet af albummet, bl.a. også på titelnummeret og "Picasso's last words (Drink to me)". Jeg kan anbefale Band on the run til alle og enhver. Selv hvis du ikke kan udstå Beatles, så kan dette rigtig let anbefales.