Genrer
Pavement: Slanted and enchanted
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 134
Da jeg anmeldte Pavements Crooked rain, crooked rain fra 1994, nævnte jeg, at indie-rockerne havde problemer med rytmen, ikke nødvendigvis ramte alle toner og i det hele taget ikke lød særlig forberedte. Dog var jeg fuldkommen vild med alt dette, og jeg syntes, at forsanger Stephen Malkmus har så meget karakter, at hans teknisk svage stemme faktisk øger stemningen. Disse kvaliteter er også til stede på deres debutplade Slanted and enchanted fra 1992. Her er de mere rockede, og de hårde trommeslag og distorterede guitarriffs er over det hele på pladen. Og de fremvises tit med en fornemmelse for dynamik. "Conduit for sale!" er et godt eksempel, hvor det højlydte omkvæd, der gentager vendingen “I’m trying” blæser afsted med fuld kraft, mens versene har noget hurtig spoken word-sludder over en mere stille basgang. Dynamikken udtrykkes også gennem de tit meget korte sange. Halvdelen af sangene på pladen er under 3 minutter lange, og den korteste er kun lidt over et minut langt. I løbet af den korte tid når Pavement dog at præsentere mindeværdige musikalske ideer, som efterlader et markant aftryk på albummet.
Det er påfaldende, hvor uambitiøst det hele lyder. Det er på ingen måde dårligt, det er faktisk ganske mesterligt, men hver eneste sang føles som om, de bare rammer nogle genialiteter ved et uheld. Det hele har et element af spontanitet over sig. De ideer, der bliver præsenteret, virker nærmest for gode til, at de kan planlægges. Man kan dog ikke være så heldig med 14 sange i træk, der rammer noget så smukt og selvdestruktivt. Det kan simpelthen kun forklares ved, at Malkmus og bandet er fantastiske sangskrivere og producere, der tænker sig grundigt om, når de laver et album. Ligesom med Tim af The Replacements, som jeg anmeldte for nylig, er ungdommelige følelser i højsædet på Slanted and enchanted. Man hører dem udfolde sig fra det nedtrykte på "Here" til det forvirrede på "Fame throwa", det vrede på "Chesley’s little wrist"s og det lettere optimistiske på "Summer babe (Winter version)". I det hele taget udtrykker pladen, hvordan det er at være ung og overvældet af følelser og gå fra den ene til den anden på et splitsekund, uden at man kan se nogen større sammenhæng i livet.
Jeg elsker især, hvordan pladen afslutter. De fleste plader slutter med et stort klimaks. Måske et ironisk modstykke til resten af pladens stil, som "After hours" af The Velvet Underground. Slanted and enchanted slutter derimod med en sang med titlen "Our singer". Sidste tone i denne sang bliver skåret af under efterklangen, således at hele pladen ender med at føles uafsluttet. Pladen slutter ikke på trist vis, ikke på glad vis, ikke med nogen rigtig stemning. For hvordan konkluderer man også de ungdommelige følelser, pladen udtrykker? Nummeret handler om at drømme om noget større, og herunder ligger en erkendelse om ubrugeligheden og meningsløsheden ved ungdommen. Det er en nihilistisk sang, som end ikke får et musikalsk punktum til sidst. Selv meningsløsheden er meningsløs. Det er i hvert fald den meddelelse, jeg ser i afslutningen af pladen. Slanted and enchanted tog mig et stykke tid at anmelde, ikke fordi jeg var i tvivl om, hvad jeg ville sige, men fordi jeg ville høre den igen og igen. Og det kan jeg absolut anbefale dig også at gøre.