Pernille Rosendahl på SPOT Festival 2016

Velkommen i Pernilles univers

Mange havde set frem til for første gang at høre Pernille Rosendahl solo med sangene fra hendes dugfriske album ”Dark Bird”. Vi er mange, der begejstredes over hendes unikke stemme i Swan Lee og senere fulgte hende i det superhypede projekt The Storm med daværende ægtemand Johan Wohlert. Så var hun dommer i X Factor – og så var der stille i en årrække.

Den lange køs menneskehob omdannedes til en propfyldt Lille Sal, og vi kunne nærmest andægtigt gennem det lette røgslør betragte scenen, hvor velvoksne vokslys bidrog til både dagligstuestemning og højtidelighed. Guitarist, trommeslager, bassist og tangentspiller entrede scenen og endelig hovedpersonen Pernille Rosendahl – the Dark Bird. Men ikke den sorte fugl, som vi tidligere har oplevet i gotisk stil, men her i et mildere udtryk. Ganske vist med sort, højhalset bluse, men med afslappede mom jeans og en ydmyg attitude og en taknemmelighed overfor os, der havde valgt at komme til Pernille Rosendahls koncert.

Ild

Fra starten er lyden tæt med en distinkt bas og tilpas delay både på vokal og guitar, og med gennemgående moderate tempi bliver vi draget ind i et mol-univers, som vi kender fra Badalamentis skræmmende Twin Peaks-musik.
I nummeret ”Fire”, som godt kan blive et hit, får vi en ætsende intensitet. ”If I can set this heart on fire / you know there’s desire” synger en storladen sirene, og stemmen forstærkes yderligere med en mikrofon nr. 2, som giver adgang til ekstra elektroniske ekkoeffekter.
Sammen med Jonas H. Petersen har Rosedahl skrevet “Is This It?”, hvor der stilles store eksistentielle spørgsmål. Spørgsmål, som Petersens musik i sin gruppe ”Hymns From Niniveh” også kredser om. Og nummeret kan høres som en hymne, eller en moderne salme, om man vil.
Pernille Rosendahl udviser en ydmyghed, taknemmelighed i sin tilgang til numrene, og alligevel er hun en kunstner med en ro, der giver overskud til yndefulde dansetrin og gestikulerende armbevægelser.  

Himmel

”Rabbithole”, som også er skrevet sammen med Jonas H. Petersen, handler om de livets skærmydsler, som vi gerne vil undgå ved at hoppe i et kaninhul. Men – ak ja- vi må jo op af hullet igen. Rosendahl sang denne sang for to år siden på SPOT Festivalen alene med kun klaverakkompagnement. I aften får vi nummeret endnu mere nøgent, kun akkompagneret af en celeste. Dette overjordiske (gamle!) tasteinstrument medvirker til en helt fantastisk stemning i stearinlysets skær.  Og sangerinden kommer i løbet af koncerten heelt frem til publikum – uden for scenelyset.

Jord

Pernille Rosendahl har en både stærk og skrøbelig klang, der i sin intensitet giver associationer til både Agnes Obels klassiske sang og til Lana del Rey. Men mismodigheden er mindre hos Rosendahl – uanset mørkets dybde er der håb. Som hun synger i sidste nummer ”I got my feet on the ground”, har Pernille Rosendahl den rolige jordforbindelse, der gør et ophold i hendes univers til en behagelig oplevelse.

Liveversionen af numrene er i mine ører mere organisk og mindre elektroniske end på pladen. Desværre får vi kun seks numre, før det nådesløse lys tændes i salen; som altid har SPOT Festival en stram tidsplan og sjældent plads til ekstranumre. I sidste nummers sidste akkord ringer en mobiltelefon, og det magiske univers opløses – måske havde vi ellers fået et nummer mere?

En dragende og behagelig stund i Pernille Rosendahls univers. Dér vil jeg gerne ind igen.

Sætliste:

1. Battleship
2. Fire
3. Is This It?
4. I See You
5. Rabbithole
6. Feet On The Ground