Perry Stenbäck: Bedre greb om spaden
Perry Stenbäck: Bedre greb om spaden - Elementært guitarspil for musikundervisere
Dansk Sang, 2015
Nej, det drejer sig ikke om Bonderøven! Og alligevel: Vi får i denne bog nogle snusfornuftige råd til dagligdagen: det er blot ikke til det enkle landbrug, men til det enkle guitarspil.
Stockholmeren og guitaristen Perry Stenbäck har boet i Danmark i mere end 20 år og har undervist på alle niveauer fra folkeskolen til musikkonservatorium. Sideløbende har han en bemærkelsesværdig karriere som guitarist – eller sideman – for cremen af dansk musik: Blandt andet pladeindspilninger og koncertturnerer med Sebastian, Erann DD, Allan Olsen og egne orkestre. Jeg har flere gange nydt hans empatiske og intelligente akkompagnement, som eksempelvis har løftet Sebastians mange sange i vidt forskellige stilarter. Fra den sensuelle spanske guitar til den mest beskidte rockspade.
Nu kan Perry Stenbäck også kalde sig forfatter. På Musiklærerforeningens forlag Dansk Sang er netop udkommet bogen "Bedre greb om spaden", der i undertitlen præciserer målgruppen: Musikundervisere. Efter at have læst og brugt bogen mener jeg, at målgruppen ikke blot er undervisere, men mere bredt guitarister. For vi er mange, der helt sikkert kan få nogle af Perrys fif til at løfte vores guitarspil.
Superguitaristen Billy Cross, som tidligere har været Perry Stenbäcks lærer, har skrevet forordet, hvor han fortrøstningsfuldt udtaler, at ”Perry er mere end kvalificeret til at assistere andre undervisere i at erhverve sig de fornødne værktøjer til at løse denne vigtige opgave.” Det lyder godt, men han slutter: ”Jeg ser frem til at læse denne bog!”. Det havde måske virket lidt mere troværdigt, hvis Cross havde læst bogen før, han skrev forordet?
Læs bogen se filmen
Men pyt, efter brug af bogen skriver jeg gerne under på, at jeg har ”erhvervet mig (flere) fornødne værktøjer”.
Bedre greb om spaden består af en bog og en underliggende hjemmeside med små instruktionsfilm, som man får adgang til gennem QR-koder i bogen. Det betyder, at de skrevne tekster bliver visualiseret på de små videoer, hvor man kan se og især høre, hvordan det kan gøres. Og musik er jo altså ikke noget, man tilegner sig primært med øjnene, men med ørerne! Så her bliver forfatterens intentioner om at inspirere sandelig indfriet.
Bogen er i to dele: Første del præsenterer instrumentet, og anden del er bygget op om fem originale kompositioner i forskellige stilarter. Her er også to ”minus-one”-versioner af hvert nummer (fuldt tempo og langsomt) samt en video med ekstra udfordringer. Det virker fint med QR-koderne, og videoerne er også tilgængelige på forlagets hjemmeside.
På videoerne forklarer Perry Stenbäck stille og roligt med en charmerende svensk accent bogens idé og indhold. Ganske pragmatisk kan han også fortælle, at man selv kan finde mange andre eksempler på internettet.
Der er ikke mange ”svenske smuttere”, men stolen på en guitar hedder altså stol og ikke stald, og en wah-wah-pedal hedder ikke wha wha. Men det betyder mindre, for meningen er god nok. Personligt har jeg haft stor glæde af en lille fingerøvelse, kaldet ”Edderkoppen”, som er en bodybuildingøvelse for især tommelfingermusklerne. Hurra, nu er Perry i mine tanker under den daglige øvelse!
En to tre – spil
De fem stilarter er rock, funk, jazz, reggae og latin. Perry Stenbäck har komponeret fem små melodier, som er noteret i noder og tabulatur med melodi og forslag til soloer. I soloerne præsenteres et væld af guitarteknikker, som møjsommeligt er noteret fuldt ud. Det må have været et stort arbejde; jeg håber, der også er nogen, der vil arbejde sig igennem disse noteringer. For jeg ved, at mange ”blot” vil lytte og se, hvordan mesteren gør det, og så spille efter. Og det er helt okay, men her er altså muligheden for at gå helt ned i de præcise detaljer – respekt.
Numrene kan tåle at blive spillet igen og igen og improviseres hen over. De forklarende bonusvideoer har blandt andet givet mig en større forståelse for rytmikken i latin, som jeg finder langt fra vores nordiske tone. Og den havde en anden stor svensker, Cornelis Vreswiijk, jo også fanget.
I epilogen håber Perry Stenbäck, at man har fundet inspiration til at komme videre med sit guitarspil. Jo tak, det har jeg.