Genrer


Peter Ingemann om musikscenen fra starten af 60’erne
Bassisten og sangeren Peter Ingemann, kendt som ‘rock’n’roll revisoren’ og ‘Peter Pengemand’, er på besøg ‘Hos Vilhelm’ for at berette om sit omfattende virke på musikscenen fra starten af 60’erne.
Og det er særdeles underholdende, da lytterne får et unikt indblik i, hvad der foregik i kulisserne, da Gasolin blev opløst, og Kim Larsen etablerede sin solokarriere med svimlende salgstal aldrig set mage til før eller siden i dansk rock og pop - millionerne rullede ind i stort tal og en del af dem videre til skattevæsenet.
Ud over at jonglere med flercifrede tal har Ingemann blandt andet spillet med Peter Belli, Young Flowers, No Name, Skousen & Ingemann, Sebastian, Musikpatruljen, Røde Mor, Kim Larsen & Bellami, men det hele startede med jazz og bebop.
Ingemann, der ligeledes kan skrive filmproducer, økonomisk rådgiver og tekstforfatter på visitkortet, fortæller desuden om møderne med Cream, Eric Clapton, Janis Joplin og andre legender.
Som organisator og revisor har Ingemann haft en finger med i spillet et utal af steder i kulturlivet - et fascinerende livsforløb serveret med et anekdotisk, filosofisk og politisk skarpt blik i øjet.
Kort sagt rockhistorie krydret med musikeksempler der virkelig rykker. Fra det psykedelisk højtflyvende til det mere folkelige. Fra Clapton og Hendrix til keyboardpark og cool cash.
Sæt dig i tidsmaskinen og tag med på rejsen.....
Podcast-serien "Hos Vilhelm"
Produceret af Thomas Vilhelm