Genrer
Peter Wolf: Sleepless
Kjartan F. Stolberg er i færd med at anmelde samtlige albums på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr. 432 på listen.
Peter Wolf var forsanger i The J. Geils band, der var et ganske succesfuldt band i 70'erne. I 1984 udgav han sit første album uden resten af bandet med titlen Lights out, og med et par års mellemrum mellem hvert album formåede han at blive ret konsekvent som solonavn. I 2002 udgav han så Sleepless, og på den var der ret mange gode numre. Albummet starter med den dystre, spansk inspirerede "Growin' pain", hvor Wolf fortæller om stofmisbrug og dets påvirkning på ham selv og hans medmennesker. Han opfølger denne med et cover af countrysangen "Nothin' but the wheel" af Patti Loveless, hvor han synger sammen med selveste Mick Jagger. Den får mere et præg af soft-rock på Wolfs udgave, og man kan ret let høre hvor mange følelser, der især mod slutningen strømmer igennem de to karismatiske sangere. Så kommer en mere sentimental sang ved navn "A lot of good ones gone". Den lyder meget som noget, Jackson Browne kunne have lavet, og endda som noget af det bedste, han kunne finde på. Så kommer et cover af soul-sangen Never "Like this before" af William Bell. Hans fortolkning lyder meget som noget af The Rolling Stones – især som "Beast of a burden". Næsten, så det nærmer sig plagiat, når han synger "never" igen og igen – men det lyder stadig fedt.
Wolf fortsætter latino-lyden fra åbningsnummeret på "Run silent, run deep". Han bliver meget bitter og med linjer som "Lady, you're dyin' of thirst, and soon you'll be drownin' in hell" bliver man suget godt ind i dette dystre univers. Han følger godt op på dette med et cover af Otis Rush-sangen "Homework". I Wolfs udgave minder den mere om de gamle akustiske bluessangere som Leadbelly, John Lee Hooker og Robert Johnson – den føles ganske autentisk, og Wolf kan uden tvivl sine bluesklassikere. Han følger den op med en noget mere poleret sang; "Five o'clock angel" er ganske rørende, og man kan ikke lade være med at smile en smule af den. "Hey Jordan" har meget den samme lyd, men er nok den sang på albummet, der gør mindst for mig. Den er en ganske sød historie om et kønsforvirret individ, men Wolf tager ikke rigtig historien nogen vegne. Han sætter dog godt gang i musikken igen på "Too close together", hvor han med Keith Richards på guitar fortolker Sonny Boy Williamson på rigtig energisk vis.
Han byder da på et næsten rendyrket countrynummer ved navn "Some things you don't want to know". Jeg er ikke den store country-fan, og dette nummer er virkelig ikke en undtagelse. Der sker ikke rigtig noget rent musikalsk, og der bliver ikke lagt specielt meget følelse i. Det gør der til gengæld på "Oh Marianne". Den er en oprigtig ballade, som Wolf får til at lyde ret så sentimental. Det er i øvrigt endnu en kraftig latino-lyd, hvilket gør sangen mere eksotisk end ellers. Wolf lyder rigtig charmerende, og den er ret svær at være vred på. Han afslutter Sleepless med titelnummeret. Det er ikke et ringe nummer, og det runder ret godt albummet af. Peter Wolf er en dygtig musiker. Han kan udfolde sig i mange forskellige genrer, og det hele lyder stadig ret godt. Det er dog ikke alle sange på Sleepless, der er lige gode, men en hel del fortjener mere anerkendelse, end de får. Sleepless kan anbefales til især fans af J. Geils Band, The Rolling Stones eller Jackson Browne. Han gør musikalsk ikke noget specielt unikt, men han kan virkelig sit kram.