Phil Collins: But seriously

I min serie med albums med 25 års jubilæum er jeg kommet til denne plade med Phil Collins. Da han lige har gjort live comeback, er han også lidt aktuel.

Pladen blev udgivet sent i 1989, så den fulde effekt af pladen kom først i 1990. But seriously var den 4. soloplade fra Phil Collins siden solodebuten Face value i 1981. Disse plader solgte gradvis mere og mere, og hans popularitet steg, så da 1980'erne sluttede, var Collins en af de mest populære solokunstnere i verden.

Solo er Phil Collins mere poppet, end når han lavede musik med Genesis. De fire soloplader kom alle sammen i 1980'erne, og da Genesis også udgav fire plader i 1980'erne, var det travle år for Phil Collins. Derudover var der også alle koncerterne rundt om i verden med hvert album.

Collins har skrevet alle sange på But seriously, og han har også produceret den i samarbejde med Hugh Padgham. Musikken er ikke så maskinpræget som på det foregående album No jacket required, på dette album er her masser af blæsere og almindelige instrumenter. Albummet blev som alle populære albums i denne tid malket for singler. Der kom seks singler fra dette album, hvoraf den mest kendte nok er "Another day in paradise".

"Another day in paradise" er en seriøs sang om livet som hjemløs, men da resten af But seriously er lettere og mere glad, virker sangen lidt malplaceret efter min mening. Jeg kan dog godt lide sangen, den passer også godt til stemningen i slut-1980'erne. Brandy og Ray J lavede en god coverversion af denne sang til hyldestpladen for Phil Collins, Urban renewal fra 2001.

En anden af de store singler på pladen er "I wish it would rain down", som nærmest er en gospelsang med Eric Clapton guitar. Sangen har også en god sort/hvid musikvideo, som er lavet som en lille minifilm på næsten 9 minutter.

Den sidste single "Do you remember" fik ikke den respons, den fortjente. Det er en stille sang om et kærlighedsforhold, som er ved at gå i stykker.

I sangen "Colours", som handler om apartheid i Sydafrika, hører vi den progressive rockmand Phil Collins, som vi kender fra Genesis. Nummeret er næsten 9 minutter langt og passer ikke ind i radioformularen om at en sang kun må vare 4 minutter.

Hvis man vil høre disse sange i andre versioner, så udgav Collins Serious hits - live i november 1990.

Denne plade var meget populær i 1989, men tiden har ikke været god ved den. Udover de to store singler er der for mange sange som falder igennem, da man har glemt dem efter gennemlytning. Det er en glimrende radioplade, som du kan lade køre i baggrunden.

Phil Collins er ikke verdens bedste sanger, men han kan lave en god popsang, hvilket han blandt andet viser på de to singler. Hvis du vil lytte til Collins i 1980'erne vil jeg anbefale dig at låne No jacket required i stedet.