Genrer
Phil Spector: Back to mono
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 64
I popmusikkens historie er der næppe nogen producer med et omdømme som Phil Spector. Max Martin har muligvis flere hits, Pharell Williams har muligvis gjort sig selv til mere af en profil, men få har haft så langvarig indflydelse eller opnået samme status, hvor man lige så ofte siger, at man lytter til produceren som til kunstneren. En bred Phil Spector-opsamling giver derfor mere mening end en opsamling med The Ronnettes, The Crystals eller The Righteous Brothers. Et ambitiøst forsøg på sådan en opsamling er Back to mono (1958-1969) fra 1991, der, som titlen antyder, belyser de første 11 år af hans karriere. Dermed er fokus på hans banebrydende “wall of sound”-produktion, der i dag er uløseligt forbundet med lyden af 60’ernes popmusik. Opsamlingen er fint afgrænset, så der ikke er noget fra da han begyndte at gå i radikalt anderledes retninger med sin produktion, bl.a. i sit samarbejde med George Harrison, John Lennon og The Beatles. På den måde er Back to mono ikke kun en hyldest til Spector, det er en hyldest til hans wall of sound, og på coveret ses Spector passende foran en mur, som hans hud går i et med.
Opsamlingen består af fire cd’er. De tre første er en mere eller mindre kronologisk gennemgang af Spectors karriere i 60’erne, hvor der er plukket næsten alle Spectors singler, visse afholdte albumtracks og endda en del tidligere uudgivne sange. Den fjerde cd er hele Phil Spectors juleplade A Christmas gift for you. Jeg har allerede anmeldt det album, så jeg vil ikke gå i dybden med musikkens kvalitet, men jeg vil gerne diskutere selve inklusionen. Den er nemlig lidt kluntet at høre i opsamlingens kontekst, da man har brugt næsten tre timer på at følge Spectors karriere kronologisk. Det er dog også den mest populære plade, Spector producerede i 60’erne, og det er en pæn gestus at inkludere den. Jeg vælger at se den som en slags bonus-cd. Derudover er det faktisk ret hyggeligt at følge hans karriere i løbet af cd’erne. Man hører ham finde nye kunstnere, finde sin personlige stil, forfine den og skabe den ene klassiker efter den anden. Samlingen er konstrueret sådan, at den favoriserer visse dele af hans karriere. 1963-1964 er den mest fremtrædende periode på opsamlingen, og det har jeg ikke noget imod, for sangene fra denne periode er også de bedste på pladen.
De tidligste indspilninger lyder ikke meget af Spectors kendte “wall of sound”, og der er i grunden ikke noget, der adskiller dem fra den meste anden 60’er-pop. De lyder fjollede og kiksede med moderne øren, og at høre Ben E. King croone sig overromantisk gennem "Spanish Harlem" og Ray Peterson og Curtis Lee efterligne hhv. Buddy Holly og Frankie Valli på "Corrine, Corrina" og "Pretty little angel eyes" kan være en en kvalmende oplevelse. At høre dette som et springbræt, hvorfra Spector især sammen med The Crystals udvikler sin lyd, det er derimod gribende. "He’s a rebel" har aldrig lydt så godt som på denne plade, hvor man hører, hvad den har udviklet sig fra. Og det gælder egentlig for alle Spectors store singler, uanset om det skulle være "Da doo ron ron", "Be my baby", "You’ve lost that lovin’ feelin”"eller "River deep – mountain high". Sidstnævnte har jeg det lidt ambivalent med, da jeg kender en anden indspilning bedre, men Spectors original er faktisk topmålet af “wall of sound”-lyden. Back to mono giver, trods de knap så gode numre her og der, et rigtig godt indblik i Spectors musik, og personligt har den kun forøget min kærlighed til hans musik.